Fædrelandskærlighed og næstehad

I bind 3 af sin Homo Sacer-serie, Resterne fra Auschwitz, gør Giorgio Agamben opmærksom på den antropologiske krise i menneskeslægtens selvforståelse, som masseudryddelsen af jøder og sigøjnere har afstedkommet. Noget, der ikke burde kunne finde sted og som havde gjort ubodeligt afbræk i det menneskelige ved arten, var indtruffet. Det var ubevidneligt, ifølge Primo Levi, det måtte tænkes på trods, og det ville aldrig åbenbare nogen historisk sandhed om en «mening» med udryddelsen. Men ikke bare Hegels historiefilosofi, også Nietzsches «at ville gentagelsen af sin egen skæbne som havde man valgt den», mistede al forklaringskraft: At ville gentagelsen af Auschwitz?! Så altså hverken historie eller identitet.

Filosofferne tyede derfor til nødløsninger. Inde fra det nationale og heroiske talte Martin Heidegger og Ernst Jünger om en «linje», der var blevet overtrådt og en nihilistisk fristelse, der havde fået overtaget. Ud fra en forståelse af Oplysningens verdslige udgave af kristendommens forsynsoptimisme, reagerede Frankfurterskolens «marxister» dialektisk med en slags dobbeltnegation: Vi siger ikke, at dette ikke er en menneskehed. Jean-Paul Sartre forsøgte at formulere en alligevel-filosofi om den menneskelige frihed: Tilfældigheden opretholdt fortsat sprækker til det virkelige. Af de tre modaliteter, nødvendighed, frihed og tilfældighed, var historiens og identitetens nødvendighed trådt radikalt i baggrunden, mens tilfældighedens dominans muliggjorde valg. Potentialiteten havde ikke lukket sig helt, men de mulige valg krævede, at den enkelte forstod omstændighederne og tjente dem.


«JEG ELSKER FAKTISK KUN MINE VENNER»


Efter anden verdenskrig havde Hannah Arendt forsøgt at analysere mere empirisk, hvordan udslettelsens politik kunne finde sted og tilskrev den blandt andet udviklingen af nationale bureaukratier, ikke mindst tilskrev den en fusion mellem kolonialisme, nation, statsforvaltning og identitet, som skulle kunne danne en totalitet à la «et rige, et folk, en fører». Derfor var Arendt, ligesom flertallet af Diasporaens intellektuelle – såsom Primo Levi, Paul Celan, Karl L…with, Peter Szondi, Jacob Taubes og Susan Sontag – ikke tiltrukket af statszionismen, selvom hun forstod den psykologiske logik i overgangen fra kulturzionisme til oprettelsen af en stat, der skulle kunne beskytte jøder.

14 år efter oprettelsen af staten Israel kom statszionismen imidlertid under pres, da den satte sig for at retsforfølge, dømme og straffe en af ophavsmændene og organisatorerne af nationalsocialismens udryddelsespolitik, Adolf Eichmann. Og under retssagen i Jerusalem i 1961 dækkede Hannah Arendt begivenheden som korrespondent for The New Yorker. Et par år efter udkom hendes artikler i bogform, og de vakte opstyr på begge sider af Atlanten: Arendt ville ikke retfærdiggøre nogen overgang fra det almene ved nationalsocialismens udryddelsespolitik til dannelsen af staten Israel. Da bogen findes på norsk, skal jeg ikke uddybe argumenterne her. Det bør dog lige anføres, at Hannah Arendt, ligesom eksempelvis også Primo Levi, ikke var modstander af dødsdommen over Adolf Eichmann eller af dens fuldbyrdelse.

En af Arendts mangeårige venner var religionshistorikeren Gershom Scholem, der sammen med digteren Chaim Nachman Bialik havde udviklet en kulturzionistisk praksis i mellemkrigstiden, en praksis der var meget nært knyttet til en poetisk og lærdomsmæssig genopvækkelse af hebraisk fra de døde sprog. Scholem bebrejdede nu Arendt, at hendes Eichmann-bog manglede det, vi kan kalde fædrelandskærlighed, men som Scholem omskrev til et angiveligt hebraisk begreb, der fortsat er meget utydeligt, «Ahabath Israel». Scholem oversatte det med «Liebe zu den Juden», «kærlighed til jøder». Arendt svarede:

«Nu til selve sagen, […] jeg vil begynde med Ahabath Israel. (Jeg ville i øvrigt være Dem meget taknemmelig, såfremt De ville fortælle mig, siden hvornår dette begreb spiller en rolle i det hebraiske sprog og i skriften, hvornår det dukkede op for første gang osv.). De har fuldkommen ret, at jeg ikke nærer en sådan ’kærlighed’, og det af to grunde: For det første har jeg aldrig i mit liv «elsket» noget folk eller kollektiv, hverken det tyske, det franske eller det amerikanske, heller ikke arbejderklassen eller noget af den slags. Jeg elsker faktisk kun mine venner og er fuldstændig ude af stand til nogen anden kærlighed. For det andet ville en sådan kærlighed til jøder være suspekt for mig, da jeg selv er jøde. Jeg elsker ikke mig selv og heller ikke det, hvorom jeg ved, at det hører min substans til. For at gøre det klart for Dem, hvad jeg mener, skal jeg fortælle Dem om en samtale med Golda Meir, som jeg i øvrigt syntes godt om, hvorfor jeg beder Dem om ikke at indlæse nogen personlig animositet i det, som følger. Vi talte om den ud fra min vurdering uheldssvangre ikke-adskillelse af religion og stat i Israel, som hun forsvarede. I den forbindelse sagde hun nogenlunde, jeg kommer ikke mere på den nøjagtige ordlyd: ’De må jo kunne forstå, at jeg som socialist ikke tror på Gud, jeg tror på det jødiske folk.’ Jeg er af den mening, at det er en frygtelig sætning, og jeg svarede hende ikke, fordi jeg var for forfærdet; men jeg havde kunnet svare: Det har en gang været det storslåede ved dette folk at tro på Gud, og det på en måde, hvorved tilliden til Gud og kærlighed til Gud langt overgik frygten for Gud. Og nu tror dette folk kun på sig selv? Hvad skal der komme ud af det?»


HVEM ELSKEDE ANDERS BREIVIK?

Vidner fra Utøya har fortalt, at Breivik «jublede» hver gang han dræbte en teenager. Vi tør ikke tænke på den genitale del af denne fryd, men uniformsbillederne taler deres tydelige sprog. Vi har at gøre med en meget narcissistisk opstilling og et blik, der lyser af selvkærlig tilfredshed og opstemthed: Udklædt som en slags frimurer-ypperstepræst, som en militsgeneral eller som et overbevæbnet medlem af et marxist hunters-korps. Politiuniformen den 22. juli var derfor ikke bare camouflage, men også den skal af parafernalia, der flyttede den lille Anders over i Anders-bødlens korpskrop.

I min bog om Globalæstetik (2007) har jeg gjort noget ud af forbindelsen mellem racisme og seksualitet: Fremmedhad er politisk pornografi, og den racistiske dømmesyge manifesterer sig altid som foragt for den fremmedes krop. I Danmark har vi en specialist i dette, Dansk Folkepartis mangeårige medlem af Europaparlamentet Mogens Camre, der ved alle landsmøder netop holdt taler om muslimernes genitalier, de muslimske kvinders angiveligt vederstyggelige udseende osv. Men også debatten om hårbeklædning, spise- og fastevaner kan roligt indskrives i spørgsmålet om den fremmedes køn. Det er selve passagen fra mode og kulinaristik til tørklæde og alkoholafholdenhed, der etablerer det intime, intimiderende og anmassende i den racistiske position. Det eventuelt religiøse i den antimuslimske racisme er ligesom i antisemitismens tilfælde blot udenværker. Det er biopolitik, det drejer sig om, at få magt over den andens liv og legeme. Så det kan styres og gøres føjeligt, udelukkes fra fællesskabet, folkelegemet, nationen. Multikulturen er i sin praksis ikke fusionel, den spreder det menneskelige anliggende til enkelthandlingernes etiske domæne uden at påberåbe sig fællesværdier, alle skal tilslutte sig. Selv friheden er begrænset af næstens råderum: din frihed sætter grænserne for min frihed, som Immanuel Kant gjorde opmærksom på: friheden er med andre ord ikke en ideologisk værdi, men en daglig praksis. Det er derfor dømmesygen er en bekvem løsning: Forlods at tilskrive næsten en position er så langt lettere end at undersøge næstens forvaltning af sit råderum. Det er derfor, at de lutherske præster, der udgør Dansk Folkepartis ideologiske falanks, har måttet indskrive næstekærligheden i folkefællesskabet: En danskers næste er en dansker!

Anders Breivik måtte derfor elske den danske udlændingedebat: den beherskes af dømmesyge over for de fremmede, af en statsstyret vilje til at kontrollere indvandreres dagligliv, naturligvis forhindre enhver indvandring og asylsøgning samt true alle positioner, der kunne have den mindste systemkritiske nerve. Danske socialdemokrater er for længst vænnet til at anse racisme for et statsbærende princip og Dansk Folkeparti med dets støtteregering for en naturlig legemliggørelse af en sådan danskhed. Jeg sætter ikke disse begreber i gåseøjne, ingen af disse begreber, for de er defineret sådan i dag, bestemt af Christiansborgsystemet og bekræftet af dansk fjernsyn, DR og TV2, samt forsvaret af en presse, der enstemmigt forsøger at rationalisere racisme som en kritik af multikultur. Der er kun få modstandere af etnokratiets selvfejring, men langt de fleste af disse er heldigvis unge: Vi så dem under aktionerne omkring Brorsonkirken i København, sommeren 2009.


TAHRIRPLADSENS REALITETSPRINCIP


Der er så ved at ske noget med virkeligheden igen; den arabiske revolution er begyndt samtidigt med den største økonomiske krise siden 1929.

Jeg tror, at Anders Breivik slog til nu, før hele det antiislamiske apparatur, der er blevet udviklet under undtagelsestilstanden efter 11. september, blev afskrevet af de nationale demokratier i Europa og Amerika. Det var givetvis ikke bevidst, men realitetsprincippet skåner ingen, uanset hvor fanatiske illusioner, man har gjort sig. Så Breivik forsøgte at opretholde fantasmet fra 11. september ved at udrydde de unge i Norge, der ville lytte til stemmerne fra Tahrirpladsen. Vinden fra Syd er stærk og bliver mere og mere heroisk dag for dag. Det er araberne, der bærer kampens adelsmærke, og det er et adelsmærke, der vedrører retfærdighed og frihed og som hele Vestpolitikken har påkaldt sig siden 1945. I dag er det så araberne, der er frontkæmperne for en sådan «vestlighed». Breiviks verdensopfattelse har ikke langt igen.

Vi har ikke bare set solide regimer falde, det tunesiske og det ægyptiske, der begge havde Vestens fulde opbakning og en massiv politiundertrykkelse til deres rådighed, men også meget langvarige folkerejsninger som den syriske. Og den syriske bekæmpes – som opstanden i Bahrain i øvrigt – af islamistiske kræfter. Det er præstestyret i Iran samt Saudi-Arabien, der i samarbejde med Vladimir Putins og KGBs arvtagerregime i Rusland der sikrer kontrarevolutionen i Mellemøsten. De ideologiske tilskrivninger fungerer derfor ikke længere. Det er arabere, der har sat dagsorden denne vinter. Ungdommen i Athen, Madrid og Tirana lytter til denne dagsorden, og da den arabiske revolution er sammenfaldende med en økonomisk krise, hvor der investeres mindre og mindre i industri, mens guldpriserne stiger, så er den sydeuropæiske ungdom også blevet mere pengekritisk end de revolutionære nåede at blive under den forrige bølge 1917–1921. Kravet om «distributiv lighed», altså fordeling af goderne til alle, nærer demonstrationerne i Spanien, i den eneste politiske kultur, der har prøvet dette før, nemlig under den spanske borgerkrig i anden halvdel af 1930’erne. Og imens er det ikke blot det lille Grækenland, der nærmer sig grænsen for statslig insolvens. Det mægtige USA gør det også. Ingen tror på et nyt «stort krak» med det samme, og det kan tage tid, men der er ikke megen hjælp at hente fra markedet og produktionen. Den kinesiske regering optalte 180 000 strejker i Kina i 2010: der er sandelig noget med en profitrate – remember! – der ikke kan falde meget længere ned.


DET NORSKE, BLANDINGEN OG LIGHEDEN


Tilbage til Arendt: det «substantielt» norske, som nordmænd ikke kan elske, men blot være. Som er deres udgangspunkt, ikke projektion og slet ikke værdier, som skal bekræftes eller højtideligholdes. Dvs. vilkårene for tilværelsen, som ikke kan «villes», men «kun» tænkes eller opleves æstetisk som natur og kunst eller begge dele samtidigt.

For det første er der sprogene, spillet mellem de tre modersmål, det vestnorske nynorsk, det østnorske bokmål, de samiske sprog. Atter meget i overensstemmelse med Arendts satsning på sproglig forankring og dermed på Kants kommunikationsfællesskab omkring videregivelsen af oplevelser. Dernæst det faktiske: Ligesom tyskerne har nordmændene nationalsocialismen bag sig. De har haft opgøret med nationalisme og racisme. Det er at foretrække frem for at have Quisling eller Hitler foran og i sig, som det er tilfældet for dansk, østrigsk, ungarsk, flamsk, hollandsk og måske finsk politik.

Endelig det blandede, det multikulturelle beredskab: Det er de tre modersmål plus alle de tilkomne, indvandrede sprog, der sammen med tilbagelæggelsen af den nationale identitet vil få det norske til at indgå i den mestizerede verden. En verden af befolkninger under konstant blanding, befolkninger der med de arabiske revolutioner som bølgebrydere søger at skabe en verden af global retfærdighed og fordelingsmæssig lighed.

© norske LMD


Fotnoter:
1 Hannah Arendt til Gershom Scholem, New York, 20. juli 1963. Forf. overs.