Den gamle skopudser og flygtningebarnet

Hvert år ankommer mere end 100 000 illegale flygtninge til Europa. Drengen Idrissa i Aki Kaurismäkis Le Havre er en af dem.

Idrissa ankommer i en skibscontainer sammen med en flok andre flygtninge fra Afrika. Containeren opspores, og politiet bryder den op. Idrissa når dog at flygte. Det sker helt uden dramatik og i et yderst nedtonet filmsprog. Senere finder Idrissa husly hos den aldrende skopudser Marcel Marx, hvis kone netop er blevet indlagt på hospitalet med en livstruende sygdom, som hun skjuler for sin godmodige ægtefælle. Sammen med venner og bekendte, ja minsandten hele nabolaget søger Marcel at tage sig af drengen og undgå at politiet opsporer ham, inden drengen kan rejse videre til London, hvor hans mor venter.

MAN KAN SAGTENS KALDE Le Havre for en politisk film, og Aki Karismäki for en politisk filmskaber. Men filmen og manden bag er det på deres helt egne måder. Hvor eksempelvist en Ken Loach, der også laver politiske film og ofte med stille, lidt skæve eksistenser i fokus, benytter sig af en mere direkte form, hvor politiske standpunkter har det med at blive malet med endog meget brede strøg, arbejder Kaurismäki langt mere dæmpet. Man kunne ligefrem kalde det en stillestående måde at skære sine film på. Tag nu karaktererne. Ingen farer op og skaber virak. Alt foregår med langsommelige, rolige bevægelser, der indfanges minutiøst af kameraet. Handlingen er givetvist dramatisk og tilnærmelsesvist spændende, men det sindige formsprog står nærmest i modsætning hertil.

Persongalleriet er tilpas excentrisk, sådan som det nu har for vane at være i en Kaurismäki-film. Vi har den lettere mærkværdige skopudser Marcel, der lever et roligt, monotomt liv med sin hustru, Arletty og hunden Laika. Hustruen spilles af Kaurismäkis kvindelige skuespiller par excellence, Kati Outinen. Hendes karakteristiske, lettere aparte ansigt og rolige spillestil harmonerer særdeles godt med Kaurismäkis formsprog, og selvom handlingen foregår i den franske havneby Le Havre, virker Outinen på ingen måde fejlcastet. Andre karakterer er den vin-kendende kriminalinspektør, hvis tøjstil og bilpreference synes taget ud af fransk 1970’er-detektivfilm.

Meget i filmen lugter faktisk af 1970’erne. Interiøret i Marcel og Arlettys lille hjem er fyldt med plasticskærebrætter, slidte duge og særdeles aldrende køkkenudstyr. Også baren, hvor nabolaget mødes, er en sand anakronisme med dens gullige gardiner og et stamkundeklientel, der lader til at have siddet i baren, siden Elvis for til himmels. Men udenfor tales der i mobiltelefon, og ord som Al-Qaeda gør, at vi kan være sikre på, at filmen foregår i det 21. århundrede.

Kaurismäki er omhyggelig med at give os et indblik i dette miljø og dermed dets personer, og det sker på yderst detaljeret vis. Men det sker også på den næsten karikerede og kitschede facon, der er Kaurismäkis dominerende kendetegn. I enkelte scener fungerer det fint, men i andre scener bliver iscenesættelsen næsten for kunstig og krampagtig at iagttage. Lidt som filmede stilleben: opstillinger af en række nøje udvalgte objekter, der mest af alt er valgt for deres mærkværdige udseende – Kati Outanen inklusive – end for deres relevans for fortællingen.

Langt hen af vejen er der noget gammeldags over filmen. Den stemning, der er i mange scener, føles som studieoptagelser fra dengang, hvor filmene rummede idealistiske helte uden skumle bagtanker og humoristiske mellemsekvenser blev indsat med løs hånd. Man kan ligefrem finde Chaplin-lignende montager i Le Havre. Det er modigt og ganske udmærket, at Kaurismäki vælger at behandle et alvorligt samfundsproblem med humor, humanisme og en charmerende varme frem for en mere letkøbt socialrealistisk skildring, men når mange scener ender i den parodiske ende af komikskalaen, kan historien hurtig blive forstyrret for meget af formen.

MAN MÅ DOG UDEN TVIVL give Aki Kaurismäki, at han holder stand i en tid, hvor der ofte sadles om for at behage publikum. Den lystige finne går sine egne veje. Ofte både skriver, instruerer og producerer han sine film selv. Således også med Le Havre. Kigger vi tilbage på Kaurismäkis oeuvre med titler som Pigen fra Tændstikfabrikken (1990), stumfilmen Juha (1999) og min personlige favorit Manden uden Fortid (2002) finder vi en række signifikante kendetegn, der også gør, at vi med en vis rimelighed kan kalde Kaurismäki for en independent auteur. Tilbagevendende træk er den sentimentale grundtone, deadpan-humoren og en ømhed overfor de lavere sociale klasser, hvilket alt sammen også er til stede i Le Havre, men hvor det synes at være et bedre match med de tematikker, som ovennævnte titler rummer, harmonerer fortælling og form ikke synderligt godt i Le Havre.