Jeg skriver som sommerfuglens vingeslag

En ung kvindes tragiske død vækker en poetisk åre i en aldrende bedstemor i en film, der i sig selv fremstår som et helstøbt stykke poesi.

Kun med øjnene kan man se, men at se er ikke altid det samme. Der er forskel på at være i verden og at se verden. Når man er i verden, dominerer det levede liv i en sådan grad, at man det meste af tiden er blind overfor det, der befinder sig lige for øjnene af en. Digteren til gengæld ser verden. Og ser den måske som i at se den for første gang.

I den sydkoreanske Poesi (Shi) træder bedstemoren Mija (Jeong-hie Yun) ind i verden og ser den for første gang i en alder af 66 år. Det sker, da hun melder sig til et litteraturkursus i den by, hun bor i. Mestendels af hendes tid er ellers gået med et opslidende rengøringsjob og med at passe sit barnebarn, da barnets fraskilte mor har valgt at flytte til hovedstaden Busan og ikke kan overkomme at passe sin søn. Barnebarnet, Wook (Lee Da-wit), er drengeteenager af den slags, der bruger alle vågne timer på elektronisk kommunikation og spil og hellere ser tv midt i middagen end at tale med sin bedstemor.





Stort set intet sted i filmen ser drengen og bedstemoren hinanden ind i øjnene (dog med en væsentlig undtagelse hen mod slutningen af filmen). Hun fortsætter med at passe ham, pleje ham og made ham til trods for hans opførsel, alt imens han fortsætter med at virke utilnærmelig, tillukket og fræk. Snart viser det sig, at Wook bærer rundt på en hemmelighed, der er meget værre, end bedstemorens værste antagelser.


MORALSKE TILGANG TIL VIRKELIGHEDEN


Det første, vi som publikum ser i filmen er et landskab præget af rindende vand. Floden fastholdes i langvarige tableauer og begynder i længden at flimre for øjnene af en, så vi kommer i tvivl om, hvad det egentlig er, vi ser på. Og så der, midt i floden, lander vores øjne på et flydende objekt. Floden driver objektet hen til os og snart ser vi, at det er liget af en ung kvinde, der driver rundt i vandet. Senere i filmen lærer vi, at liget er den tragiske resultat af en ung piges selvmord forårsaget af seks drenges chikane og gentagne voldtægt af pigen. Blandt de seks drenge er Wook.

Til trods for drengenes bestialske opførsel, der har forårsaget et ungt menneskes død, lurer ingen retssag og retfærdighed rundt om hjørnet. Det billede af straf og skyld, som filmen fremviser, er ulig det, vi ville formode. Her tager fædrene til de fem andre drenge sagen i egen hånd og beslutter at tilbyde moren til den afdøde pige en sum penge i kompensation. Det er sådan, man ordner den slags på de kanter. Også skoleinspektøren er interesseret i at lukke sagen hurtigst muligt, inden pressen får nys om, hvad der virkelig er hændt. Det vil jo kunne skade drengenes fremtid og ikke mindst skolens omdømme.

Alt imens denne iver efter at få den ubehagelige sag ud af verden fylder mændenes liv i et samfund, der tydeligvis er præget af stærkt patriarkalske magtstrukturer, bevarer bedstemoren sin beundringsværdige ro og moralske tilgang til virkeligheden. Samtidig kommer poesien gradvist til at fylde mere i hendes liv. Hun giver sig til at se verden og sætte ord på den. Æblet er ikke længere blot et æble; abrikosen ikke kun noget, man kan spise.

Transformationen sker, alt imens hun diagnosticeres med sygdommen Alzheimers og dermed langsomt mister såvel erindring som sprog. Et digt får hun dog skrevet. Som den eneste på litteraturkurset formår hun at færdiggøre et digt. Inspireret af de voldsomme omstændigheder i den del af verden, hun berører, skaber hun på en og samme gang grumme og smukke formuleringer, idet hun giver den afdøde pige en stemme, der går lige lukt fra dødsriget og ind i hjertet på de seere, der så berigede derpå kan vandre ud af biografen.


VED BROEN


At opleve Poesi er fremdeles en lyrisk oplevelse. Instruktøren Lee Changdong formår i sit billedsprog og med sit store mod til bestandigt at afbryde fortællingen med lommer af poesi at kreere en film, der i sig selv bliver et stykke poesi. En følsom formulering om verden og en illustration af poesiens transcenderende egenskaber og dens nødvendighed i en virkelighed, der kan være grum og bestialsk, men hvor moral fortsat får det sidste ord.

Flere sigende scener kommer beskueren for øje, når man tænker tilbage på filmen. Især en tavs scene, hvor bedstemoren tager ud til den bro, hvorfra pigen foretog sit livs sidste hop, gør indtryk. Her får bedstemoren den indsigt, der er nødvendig for de videre handlinger, hun derpå udfører. Det er muligt, at Mija er den, der står til at miste sproget, men hun ser alligevel en verden, som de andre ikke formår at se. Ved broen kalder hun tingene ved navn. Skriver dem ind i verden. Eller med den danske digter Inger Christensens ord: «Jeg skriver som strandkanten / skriver en bræmme / af skaldyr og tang».© norske LMD

Poesi fik biografpremiere den 28. oktober.

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller .

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 69 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

Forrige sak

Når linjen drømmer

Neste sak

Studentopprøret i Chile

Andre saker om Film

Ungt blod i City

Det kan tenkes at en ny art er i ferd med å innta verdens finanssentre. Det

0 kr 0