Dokumentar på trods

Den unge, russiske dokumentarist, Olga Stefanova, skiftede i 2010 lejligheden i Moskva ud med et 12 måneders langt ophold ved en russisk polarstation i Antarktis. Her levede hun side om side med 15 mænd, hvis liv hun fulgte på tæt hold. De lavede sjov med hende, lettede deres hjerter, forelskede sig i hende og blev jaloux på hverandre.

Tusindvis af kilometer derfra bankede Yulia Panasenko på sin nabos dør. Naboen var en yngre kræftsyg kvinde til hvem, Panasenko etablerede et nært forhold. Mens kræften tog til og forvandlede naboen fra en chik russisk kvinde til et omvandrende skelet iklædt gullig hud, lod Panasenko trodsigt kameraet køre videre.

Resultaterne af Stefanovas og Panasenkos vedvarende optagethed af vidt forskellige menneskeliv kunne i oktober måned ses på dokumentarfestivalen Flahertiana i den russiske by Perm, hvor de to film deltog i konkurrence med 15 ikke-russiske dokumentarfilm. Stefanovas The Wintering og Panasenkos Outro illustrerer på rammende vis situationen i russisk dokumentar, fortæller festivalpræsident Pavel Petchenkin, da vi træffer ham på kontoret: «Mænd ser, at det ikke er muligt at gøre karriere i dokumentarfilm, sådan som situationen er i dag. Så de opsøger andre sektorer. Vi ser nogle enkelte instruktører, fortrinsvist yngre kvinder, der arbejder med film stort set uden budget. De køber et billigt kamera og investerer al deres tid i det. Det medfører en bestemt type film, som gør, at spændvidden i russisk dokumentar er temmelig smal.»

Udbuddet av russiske film på festivalen signalerer da også en række gennemgående træk. Ofte er der tale om teknisk set mangelfulde film skabt med forældet udstyr. Tematisk kredser flere af filmene om tragiske menneskeskæbner: den kræftsyge kvinde, de forladte børn og et sorgstudie, som kun en russer kan lave det. Indimellem ses dog også mere eksperimenterende og internationalt orienterede film, såsom Sergey Lintsovs film om den internationale tendens til at transformere fabrikker om til kulturcentre. Det tekniske niveau lader som sagt en del tilbage at ønske. Især når man sammenligner med det niveau, som russisk dokumentarfilm havde tidligere, hvor stort set samtlige dokumentarfilm blev skud på 35 mm film.


IDEOLOGISK STYRING


Ifølge den Moskva-baserede filmkritiker Vita Ramm, er der flere grunde til, at der står slet til i den russiske dokumentar. Ganske vist yder staten årligt støtte til over 300 dokumentarfilm, men støtten er meget lav, og langt de fleste af de 300 film er uden kunstnerisk ambition og har mere til fælles med gamle news reels og krønike-optagelser, der er skabt udelukkende for at dokumentere samtiden.

«Det er småt med kritik og fortolkning, og det hænger sammen med støttens størrelse og den elendige distribution af dokumentarfilm. Ud af de 300 film, der skabes årligt, kan måske 20 af dem ses af offentligheden. Resten ligger på en hylde i et arkiv,» fortæller Vita Ramm.

Den ringe distribution skyldes biografernes mangel på interesse, men også tv-stationernes rolle er central i denne sammenhæng. Ulig her i Norden og i de fleste andre europæiske lande, investerer tv-stationerne i Rusland ikke i dokumentarfilm. Kun den mindre kulturkanal viser en decideret dokumentarfilm i ny og næ, mens hovedkanalerne, såsom den store Kanal 1, postulerer at vise dokumentarfilm, men ifølge Vita Ramm har disse produktioner intet med dokumentarisme at gøre: «Der er udelukkende tale om faktuel journalistik, som er skabt efter en fastlagt skabelon. Vil du som dokumentarist skabe et program til tv, tvinges du til at følge denne skabelon, hvilket vil sige brug af voice-over, statiske interview og en upersonlig tilgang til emnet. Bliver du for kritisk, skrotter tv-stationen projektet, for i Rusland er tv-mediet og staten så tæt forbundet, at der nærmest er tale om en ideologisk styring på linje med Sovjettidens kontrol.»

Resultatet er denne styring af et væld af ufarlige tv-dokumentarer, der typisk omhandler kulturpersonligheder såsom komponister, malere og andre respekterede personager, der har bidraget konstruktivt og skabende til samfundet. Filmene er ensartede og ofte uden kant eller kunstneriske ambitioner.
Det kan godt lade sig gøre at skabe en kritisk dokumentarfilm i Rusland, men sandsynligheden for, at den vil blive vist noget sted er meget ringe. I 2006 instruerede Olga Stefanova eksempelvist en kritisk film om Beslan-tragedien, som ingen ville vise. «Kun en kanal i Estland var interesseret i filmen, og det var blot fordi, der på det tidspunkt var en krise mellem Rusland og Estland, så stationen kunne bruge filmen til at kritisere Rusland,» fortæller Olga Stefanova, da vi møder hende på festivalen i Perm, som er et af de få steder i Rusland, hvor hendes film fik en offentlig fremvisning.

Også den russiske dokumentarist Sergey Kachkin har oplevet censuren på nærmeste hold. På festivalen i Perm deltager han med en uskyldig hverdagsberetning om forholdet mellem en lastbilchauffør og dennes kone, men Kachkin laver også mere kritiske film, hvis systemet vel at mærke muliggjorde dette. «Jeg er i gang med en dokumentarfilm om en tidligere politisk fange, men ingen tv-stationer har vist interesse for projektet, og jeg har direkte fået at vide, at det hænger sammen med indholdet i min film. Sådan er det åbenbart, når medier og stat er dybt afhængige af hinanden, som det er tilfældet i Rusland,» siger Sergey Kachkin.

Ifølge festivalpræsident Pavel Petchenkin hænger manglen på kritik dog også sammen med, at instruktørerne får en afsmitning fra det omkringliggende samfund: «Det er en generel tendens i det russiske samfund, at der findes en udpræget mangel på kritisk diskurs, hvilket er særlig ærgerligt, når denne mangel også manifesterer sig i dokumentarfilm. Jeg tror, måske lidt naivt, på, at dokumentarfilm kan ændre liv og systemer. En dokumentarfilm med kritisk sans kan få folk til at blive bevidste om deres eget liv, og det samfund som de lever i.»

Manglen på distribution er også en stor hæmsko for udviklingspotentialet i russisk dokumentar. «Festivaler som vores er unikke steder, hvor dokumentarfilmene kan ses, men der er så også en risiko for, at det kun bliver en intellektuel elite, der ser filmene, da festivalpublikummet er en særlig, afgrænset størrelse,» fortæller Petchenkin, der af samme grund i år har iværksat en større online-indsats. For øjeblikket er folkene bag Flahertiana i gang med at indhente tilladelser hos producenter og instruktører, så festivalen fremover kan streame filmene på internettet og dermed nå et langt større publikum.


VADESTED

Perm er i de senere år blevet kaldt Ruslands nye kulturhovedstad, hvilket vist er noget af en tilsnigelse. Ganske vist er guvernøren fuld af visioner og fyldige ord, da vi bliver belært om byens fortrinligheder på guvernørkontoret. Og Perm rummer da også både avantgardistisk teater, street art og et hav af kulturfestivaler, men under overfladen rumsterer alt det gamle. Sovjet-bygningernes tristesse, et tungt bureaukrati og gadenavne som Leninaskaya og Bolshevistskaya beretter med al tydelighed om en by og et system, hvor det gamle og det nye endnu ikke er kommet helt på talefod. Sådan er det også med russisk dokumentarfilm, mener Boris Karadzhev, leder af dokumentarskolen VGIK i Moskva.

«Vi har en systemkrise i russisk dokumentar, som bunder i, at vi er fanget mellem socialisme og marked,» fortæller Karadzhev. «En ny finansieringsmodel er nødvendig, hvor vi får en række uafhængige og gerne regionale fonde samt bedre muligheder for at samarbejde internationalt. Af juridiske årsager kan vi som systemet er indrettet nu kun vanskeligt tilbyde russiske statspenge i internationale co-produktioner, og uden mulighed for at producere internationalt vil russisk dokumentarisme forblive på sit lettere infantile niveau.» Han er dog fortrøstningsfuld, når det gælder publikums interesse: «En festival som her i Perm viser jo, at interessen er til stede. Disse festivaler bliver et alternativt distributionssystem som til en vis grad kan gøre det ud for den manglende biografdistribution, men det betyder også, at der er en fare for, at dokumentarfilmen forbliver et nichemedie.»

I biografsalen dæmpes nu lyset, og en gylden statue uddeles til de prisvindende filmskabere. I den internationale konkurrence går hovedprisen til det russiske portræt af den kræftsyge kvinde. Ingen tvivl om at Outro er en dybt rørende og intelligent sammensat film, men mon ikke der også ligger et politisk motiv bag juryens beslutning: et ønske om at få den russiske dokumentarfilm ud over rampen og tættere på det internationale dokumentarmiljø. Og Outro kan givetvist være et lille skridt på vejen. Filmen deltog således i sidste måned på den vigtige dokumentarfilmfestival IDFA i Amsterdam, en deltagelse der kan have markante konsekvenser for filmens videre liv – og dermed også for den russiske dokumentarfilm som helhed.

© norske LMD.

Der kan læses mere om den russiske dokumentarfilmfestival på http://flahertiana.ru/eng/