USA rimer på FBI

Clint Eastwood er en imposant skikkelse i amerikansk film. Gennem hvad der nærmer sig et århundrede, har han formået at skabe en succesfuld skuespillerkarriere såvel som et oeuvre som instruktør, der er de færreste forundt. Skuespillet nåede for alvor sit højdepunkt i klassiske præstationer i Sergio Leones spaghettiwesterns, men også i figurer som Dirty Harry (1971–1988), hvor Eastwood gav den som hårdkogt strømer, der ikke var bleg for at fyre klichefyldte one-liners af. Siden hen tog instruktørstolen over, og her fik Eastwood for alvor sit gennembrud med Unforgiven (1992), der ligefrem påbegyndte en ny æra for westerngenren. Siden da har han, trods sin høje alder på 81 år, stort set lavet en film om året, og stort set samtlige af filmene er seværdige.


EN SOCIALT HÆMMET PERSON
Eastwood har også skabt en række biopics i karrieren, altså film der skildrer virkelige personer og begivenheder, heriblandt filmen Bird (1988) om saxofonisten Charlie Parker og Invictus (2009) om Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela. Nu er turen så kommet til en biografisk film om J. Edgar Hoover, manden der stod bag oprettelsen af Bureau of Investigation, som senere blev kendt under forkortelsen FBI. Det giver god mening med en biografisk film om FBI, som vel om noget er en institution, der har tegnet amerikansk selvforståelse og som på godt og ondt fortsat bliver ved med at påvirke det amerikanske samfund.

I filmen følger vi J. Edgar Hoovers 48 år lange karriere i bureauet, som han stort set som ene mand er med til at manifestere. Som arbejdsmenneske er hans styrke som organisator. Han er besat af tanken om at strømline, organisere et omfattende fingeraftrykarkiv, opnå fordele ved centralisering, men han er også en socialt hæmmet person, som på manisk vis tørrer sin hånd af med et lommetørklæde, når andre mennesker har givet ham et håndtryk og stammer, hvis han ikke sørger for at tale hurtigt, spytte ordene ud, som han kalder det.
Med J. Edgar Hoover er vi vidne til en gennemgående institutionalisering af opklaringsarbejdet, en effektivisering men også en fortsat mere omfattende registrering af borgere, der gør, at filmen naturligvis peger frem mod vore dages terrorbekæmpelse og de medfølgende radikale ændringer af loven, eksempelvist i form af den amerikanske «Patriot Act».


KLANGBUND I VIRKELIGHEDEN
I J. Edgar ser vi selvsamme mønster, hvor forbrydelser, der får særlig opmærksomhed i offentligheden gør, at det bliver desto lettere at indføre fortsat mere markante beføjelser uden tanke om, hvordan disse beføjelser – der er sat i verden for at beskytte vores ærlige borgere, som direktøren udtrykker det – påvirker beskyttelsen af borgeren mod staten. Dette italesættes ikke som sådan i filmen, der nøjes med at proklamere, hvordan skiftende fjendebilleder som amerikanske kommunister, 1930’ernes hastigt voksende gangsterverden samt kidnapningen af flyverhelten Charles Lindberghs baby alle er med til at sikre en fortsat vækst i bureauets størrelse, økonomi og altså retslige beføjelser.

Sideløbende med konstruktionen af dette uhyggelige efterretningsapparat følger vi J. Edgars personlige liv, der er præget af en kompleks binding til moren, som han aldrig slipper. Faren er mere eller mindre visnet bort, så moren bruger sønnen som erstatning for den manglende ægtefælle. Edgar forsøger sig med kvinder uden held og må til sidst ansætte drømmekvinden som privat sekretær, da hun ikke vil gifte sig med ham. Det passer vist moren meget fint. Hvad der derimod ikke passer moren, er Edgars homoseksuelle tilbøjeligheder, hvilket måske er blandt de bedste sekvenser i filmen, hvor der elegant antydes en romance mellem J. Edgar og hans nærtstående kompagnon, juristen Clyde Tolson, med hvem det fysiske højdepunkt ikke nås under et samleje men i et slagsmål.

Det er uvist om denne romance har grobund i virkeligheden, men sådan er det jo ofte med biopics. De tiltrækker os på grund af deres klangbund i virkeligheden, som virker særlig dragende på os. Selv om mange af filmene, og helt sikkert også adskillige scener i J. Edgar, er fri fantasi et godt stykke af vejen, giver det filmene en særlig kraft, at vi i hvert fald delvist tror på, at det, vi ser, har fundet sted engang i en virkelighed, vi uden filmen ikke kan nærme os.


EN SLAVEBUNDEN VISUALISERING
Som beskuer sidder man dog tilbage med en sær følelse af, at filmen aldrig rigtig kommer i gang. At der mangler noget nerve, noget der kan få den til at komme på usikker grund. Som den fremstår nu, virker det som en meget selvsikker film, der på politisk korrekt vis følger en skabelon, så strømlinet og effektiv, som var den udtænkt af J. Edgar himself. Svagheden ved dette er, at man føler man ser en film, man allerede kender alt for godt. Det er trygt selskab på den uinteressante facon.

En film om en af verdens vigtigste og mest magtfulde efterretningstjenester burde vel forventes at være spændende, men dette er sjældent tilfældet i J. Edgar. Der er for megen stilstand, for megen unødvendig og slet skrevet dialog og for mange detaljer, der ikke bibringer helheden noget konstruktivt. Mest af alt fremstår filmen som en slavebunden visualisering af en selvbiografi, som i sig ikke virker videre læseværdig.© norske LMD
J. Edgar, på kino fra 20. januar.