Virvar i Mumbai

Indisk dokumentarfilm er i en transformativ og fragmentarisk fase, hvor den traditionelle, aktivistiske film udfordres af mere eksperimenterende værker. En udvikling som ikke alle ser på med lige stor begejstring.

En indisk storby er ikke blot et virvar af mennesker men sandelig også af farver, lyde, lugte og fragmentarisk forskellighed. Mumbai i februar er behagelige 30 grader om dagen, og når taxaernes infernalske dytten og gadesælgernes utrættelige pågåenhed bliver for meget, kan man flygte ind i biografens mørke. Også her trives det fragmentariske, det sprudlende og det spraglede. Og dette gælder vel og mærke ikke kun i Bollywood-industriens mastondont-produktioner.

Tag for eksempel Paromita Vohras dokumentarfilm Partners in Crime, der konkurrerede på festivalen Mumbai International Film Festival. Startsekvensen er med dens bombastiske musik, billeder af en ung knægt farende på motorcykel gennem byen og en frapperende klipperytme et varsel om, hvad vi har i vente. Filmens tema er copyright, og hvordan nettet har udfordret den traditionelle måde at tænke copyright på. Formsproget er yderst energisk og kulørt. Og som sådan er Vohras film symptomatisk for de seneste års udvikling i indisk dokumentar, som for alvor er blevet fragmenteret.

Efter uafhængigheden i 1947 var dokumentarfilm primært noget, den indiske stat brugte som propagandaværktøj til at konstruere en national identitet. Det statslige filmorgan, Films Division, producerede et hav af film om folklore, traditionel dans og andre identitetsfremmende emner. Sidenhen blev dokumentarfilm en udtryksform, som politiske aktivister – ofte i opposition til staten – tog til sig og brugte til at sætte fokus på problematikker omkring eksempelvist miljø og minoriteter.

I de seneste år har denne politiske og aktivistiske tilgang til dokumentarfilmen så fået følgeskab af en ny generation af filmskabere, der har vidt forskellige tilgange til genren. «Nu ser flere indiske filmskabere dokumentarfilmen som en kunstart,» forklarer Paromita Vohra. «Dette var ikke tilfældet dengang, filmene absolut skulle have politisk resonans. Den kunstneriske tilgang til dokumentarfilm har betydet, at flere indiske film nu er mere subjektive og personlige, ligesom de ofte gør brug af hybridformer såsom sange, falske reklamer og animation. I forhold til vestlige dokumentarfilm er indiske film ofte præget af mere performance og kaos.» Paromita har udover filmen om copyright-debatten også lavet en film om toiletter og de kritisable forhold på offentlige toiletter i Mumbai – en film der således forener det kunstneriske udtryk med den aktivistiske tradition.


800 kanaler uden dokumentarfilm

Til trods for den eksplosive vækst i forskelligartede dokumentarfilm står genren fortsat meget i skyggen af fiktionsfilmene fra Bollywood, som er totalt dominerende i de indiske biografer. Kun tre gange er det lykkes en indisk dokumentarfilm at komme på det store lærred, og til trods for, at nationen har mere end 800 tv-kanaler, er der ingen, der er helliget dokumentarfilm.

«De fleste dokumentarfilm vises på festivaler, på universiteter eller ved privat arrangerede screenings. Interessen hos publikum er helt klart stigende, men det har altså ikke smittet af på tv-stationernes programlægning endnu,» forklarer den Mumbai-baserede filmkritiker Nandini Ramnath.

Den manglende interesse fra tv-stationerne gør også, at finansiering af dokumentarfilm er vanskelig. Ofte arbejder de indiske instruktører med meget små eller slet intet budget. Et voksende antal indiske dokumentarister arbejder med udenlandske co-produktioner, men ulig Bollywood-fabrikkernes fiktions-eskapader, har indisk dokumentar fortsat kun et meget vagt fodfæste i vesten. Enkelte indiske dokumentarinstruktører vælger derfor at arbejde i udlandet, hvor finansiering er enklere.

En af dem er Jayan Cherian, der er bosat i New York men også laver film i Indien. I hovedkonkurrencen i Mumbai deltog Cherian med filmen Shape of the Shapeless, hvor det uformelige netop finder form som uformeligt. I filmen portrætterer Cherian en håndværker, der laver trærammer i et studie, en praktiserende yogi og en burlesk performer, der udfordrer de traditionelle forestillinger om krop, køn og seksualitet. Sagen er, at håndværkeren, yogien og performeren er en og samme person, en amerikaner ved navn Jon Cory (eller Premdas eller Rose Wood afhængigt af hvad tid på dagen, du støder ind i ham/hende). Det er en glimrende karakter, Cherian er kommet til at kende. Og som filmen skrider frem, fornemmer man, at instruktøren og hans hovedperson har et langvarigt kendskab til hinanden. Ti år faktisk. Film om krop og køn er på ingen måder noget nyt. Og mange af filmene har haft en tendens til det sensationslystne fokus, bare tænk på Todd Browning Freaks fra 1932. Film om kroppen og især film om kroppe, der er ud over det sædvanlige (transgressive), kan let ende i et simpelt ønske om at provokere os og vise freaks frem.

Shape of the Shapeless er på ingen måde et freakshow. Det er et kærligt og refleksivt portræt af et menneske og mest af alt et tankevækkende essay om hvad kroppen kan betyde. Det er også en aktivistisk film, der har et udgangspunkt (blandt mange andre udgangspunkter) i uvidenhed. Som hovedpersonen siger «uvidenhed er i overflod til alle tider», hvilket er præcis, hvad der nødvendiggør en film som Cherians. Det vigtigste er dog kroppen. Kroppen er det, der forbinder performer og menneske. Kroppen er i sig selv et kunstværk, mens også et væsen, en personlighed, et rum, der optager verden, og som giver og tager fra denne verden.

Kroppen i filmen er også en idé. Et tomt lærred, hvor tanker og kognition kan påføres og levendegøres. Kroppen er en struktur, et elastisk element, der kan tage alle former. Vi er ikke fanget inde i vores krop, kun i det omfang, at vores kultur og omgivelser fortæller os, at vi skal være. Kroppen kan også være en illusion, noget vi kan klæde os i eller tage af. Og når den udøvende kunstner skjuler hans penis og med lim og en falsk vagina pludselig kan tage en ny kropslig dimension, ikke en kvindelig, men noget vi ikke ved, hvad er, så er dette «noget» måske netop et «noget», vi ikke kan oversætte på grund af førnævnte uvidenhed. Vi har stadig meget at lære om vores kroppe og oplevelsen af at være i en krop. Først nu begynder vi at forstå, hvordan krop og kognition er forbundet. Descartes’ sondring mellem krop og ånd holder ikke. Det er mere kompliceret. Det er mere levende og levet. Hvilket fint illustreres af Shape of the Shapeless.


Optrædende abe

Det er dog ikke alle, der mener, at udenlandske co-produktioner og internationale værker som Shape of the Shapeless er den rette vej at gå. Dokumentaristen Anand Patwardhan har gennem tre årtier selv finansieret sine yderst politiske og ofte aktivistiske film, og han er skeptisk overfor udviklingen i indisk dokumentar. «I det internationale dokumentarmiljø har tv-stationerne og festivalerne alt for meget magt,» mener Patwardhan. «Filmfestivaler, som engang var uafhængige platforme, hvor film kunne få fodfæste ud fra en fundamental forestilling om passion og suverænitet, er nu reducerede til rene markedspladser, hvor de forfærdelige pitching camps finder sted. Alt dette reducerer instruktøren til en optrædende abe uden nogen form for integritet.»

Patwardhan deltager på festivalen i Mumbai med sin 3 1/2 time lange og helt igennem selvfinansierede dokumentarfilm Jai Bhim Comrade, en kritisk film om det indiske kaste-system. Filmen har været undervejs i 14 år og illustrerer på kompliceret vis Indiens politiske system og det forhold til kaste, der fortsat er essentielt i forståelsen af det indiske samfund. I filmen ser vi hvordan politikere fra samfundets øverste kaste gør alt for at give udtryk for, at de anerkender mennesker fra alle kastegrupper, hvilket naturligvis netop gøres for at opretholde selve forestillingen om kastesystemet. Religion spiller en betydelig rolle i kastesystemet og dets opretholdelse, og for anarkisten Patwardhan er religion og overtro netop roden til det onde i systemet. Men for den fattige inder bliver sagen hurtig mere kompleks, for som det siges i filmen er «religion er den eneste rigdom for de fattige» og dermed har den fattige inder, og dem er der som bekendt rigtig mange af, også en god grund til at holde fast i kastesystemet.

Jai Bhim Comrade er en pærevælling af materiale. Arkivoptagelser, nye interview, reportagebilleder og fakta smedes sammen til en meget lang og bestemt ikke altid lige tilgængelig film. Men Patwardhan laver heller ikke film for tilgængelighedens skyld, hvilket han gør klart i salen efter visningen. «Jeg har fået et hav af afslag fra internationale festivaler, der kun vil vise filmen, hvis jeg klipper den ned, så den bliver mere spiselig,» fortæller Patwardhan. «Det vil jeg ikke høre tale om. Jeg har lavet filmen med et indisk publikum for øje. Ændringer i vores samfund skal komme indefra, så det er mit håb, at så mange indere som muligt kan se denne film, og at den kan være med til at ændre tankemønstre og ideelt set også føre til handling.»

Patwardhan har altid måtte kæmpe en bastant kamp for at få sine film vist på tv. Flere gange har instruktøren ført retssager mod tv-kanalerne, idet hans film ofte vinder priser på indiske festivaler og derfor ifølge reglerne skal vises på tv, men når dette ikke sker, tager Patwardhan gerne rettens vej, hvilket har ført til flere domme, hvori det stadfæstes, at tv-kanalerne skal vise hans film.

Han arbejder med en betydelig stædighed og har intet ønske om at gå på kompromis. Derfor ser han ikke heller helt igennem lyst på den nuværende situation i indisk dokumentar. «Indisk dokumentar skal ikke efterligne internationale trends med karakterdrevne film og en subjektiv stemme. Vi skal finde vores eget filmsprog og have tiltro til det,» siger han, og får modspil af instruktøren Paromita Vohra, der ser en række fordele i den fragmenterede udvikling: «Når det personlige og det politiske mikses, vil det åbne nye døre op og give adgang til en politisk diskussion for de mennesker, der ikke tidligere tog del i debatten.»

© norske LMD

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Default thumbnail
Forrige sak

Idealistenes krig

Default thumbnail
Neste sak

Grænseoverskridende!

Andre saker om Film

De glemte filmpionerene

De mange kvinnelige regissørene og manusforfatterne som deltok i stumfilmens gullalder har i stor grad blitt

Spill for galleriet

Coastal Elites er en samling koronabetingede «henvendelser hjemmefra». Novellefilmene fungerer best gjennom menneskene vi møter, mer

Den sovjetiske løgn

Den sorte jord burde brødføde en hel befolkning. Det er beretningen, som det sovjetiske regime tillader

Opp av asken

Gjenoppstandelsen til den en gang konkursrammede byen Stockton i California er en prosess det sikkert er

0 kr 0

Logg inn

Ikke abonnent? Tegn abonnement her.