Det uperfekte menneske

Palindromer er en overset perle fra Todd Solondz, der hverken forfalder til behagesyge eller tomme stiløvelser.

Palindromer er en overset perle fra Todd Solondz, der hverken forfalder til behagesyge eller tomme stiløvelser.

Aviva hedder hovedperson i Todd Solondz’ film Palindromer. Og det gør hun både forfra og bagfra og har dermed et navn, der er et palindrom. En stilistisk term, som ikke rigtig er noget i sig selv andet end en nøgtern og lidt pudsigt konstatering, er vel hvad et palindrom er. Og som sådan er også Solondz’ nu otte år gamle film ofte blevet klandret for at være en hul stiløvelse, der aldrig hæver sig over det prætentiøse og som ofte kvæles i sin egen iver efter at virke bizar og bitter.

Dette er nu ikke en helt retfærdig vurdering af filmen, som netop er blevet udgivet på dvd. Det er sandt, at Solondz bruger palindrom-formen som en måde at skabe filmen på. Således starter filmen, hvor den slutter, og således er der hele otte skuespillere, der spiller den samme karakter – lidt som vi senere så i Todd Haynes’ Bob Dylan-portrættet I’m Not There i 2007 – og disse otte skuespillere får hver to filmiske sekvenser, hvilket får regnestykket og palindromet til at gå fint op. Men jeg mener faktisk, at Solondz med denne palindromiske form formår at fortælle en vægtig historie om menneskelivet.



Mer enn en stilistisk formøvelse

Et handlingsdestillat kunne lyde nogenlunde således: en 13-årig pige har et brændende ønske, nemlig at blive gravid så hun aldrig vil føle sig alene og altid have nogen at elske. Dette mål sender hende ud på en rejse, hvor hun, som i et særegent eventyr, møder alverdens besynderlige skabninger og skæbner. Med sin diversitet i miljøer og i sine fremstillinger af hovedkarakteren formår Solondz at levere en beretning, der synes at vise, at mennesket har dybt vanskeligt ved at forandre sig. At vi hverken er underlagt en forprogrammeret skæbne, ej heller kan træffe frie valg. Som sådan kan Palindromer tolkes som et nuanceret indlæg i abortdebatten, som fylder enormt meget mere i USA end i Danmark og Norge, men mestendels er filmen måske også en påpegning, at alle typer mennesker har det gode i sig såvel som det onde, og vi til trods for vores moralske fundament sjældent kan formå at overføre denne moral til moralske handlinger, da livet altid overrumpler os, overrasker og bedrager.

Palindromer
er en modig film, der på ingen måde søger at behage sit publikum. Måske vil Solondz nærmest have publikum til at hade filmen eller i hvert fald føle sig provokeret, for derved gør filmen indtryk og bliver hængende uanset, om man vil det eller ej. Og bedst som man som tilskuer synes at ane hvem, der har fat i den moralsk lange ende, bliver vi af Solondz’ eminente evne til at etablere filmiske konstruktioner, der ikke burde fungere men gør det, nok engang i sønderlemmende tvivl.

Ligesom den franske forfatter George Perec gjorde det med romanerne, La Disparation i 1969, hvor e er udeladt i alfabetet og Les Revenentes (1972), hvor e var eneste tilladte vokal, viser Solondz med Palindromer, at der faktisk både kan komme kunst og engagerende fortælling ud af, hvad der i udgangspunktet ligner en stilistisk formøvelse.

© norske LMD



Palindromer er udgivet på DVD af
Another World Entertainment.

(…)

Default thumbnail
Forrige sak

Alt i det små

Default thumbnail
Neste sak

Burlesk samfunnssatire og bortkastet tid

Andre saker om Film

Familiens sorte får

Familiefesten skriver sig på behændig vis ind i en arketypisk genre. Den styrer udenom genrens værste

0 kr 0

Logg inn

Ikke abonnent? Tegn abonnement her.