Det stof, drømme er gjort af

Drengen Hugo lever på banegården i Paris. Langt oppe under taget, bag ved det enorme tandhjul, der bevæger de gigantiske stationsure, finder vi ham. Her, –blandt alle tænkelige mekaniske dele–, har han skabt sin egen verden. Eller forsøger i al fald at skabe den. Hugo er nemlig forældreløs, men inden faderen døde, nåede han at give megen lærdom om ure og mekanik videre til sin søn. Derfor arbejder Hugo ufortrødent videre på at få den mekaniske mand, som faren før sin død slæbte med hjem fra et museum, til at fungere.

Hvis den mekaniske mand igen kan vækkes til live, er Hugo ikke længere helt alene i verden. Det er møjsommeligt arbejde, der kræver, at mange små dele fremskaffes. Hugo har ingen penge og kan ikke dy sig for at stjæle nogle reservedele fra urmageren Georges’ butik. Han bliver naturligvis taget på fersk gerning, og Georges opdager til sin forundring Hugos evner udi det mekaniske. Men han opdager også til sin skræk, at Hugo har en notesbog, hvori der er tegninger af en mekanisk mand, der minder Georges om en fortid, han for alt i verden gerne vil glemme alt om.

Magiske øjeblikke

Snart begynder et forunderligt eventyr, der kommer til at matche det som Hugo egentlig handler om; nemlig selve filmens magiske barndom. Med Hugo formår Martin Scorsese at give en lektion i filmhistorie, samtidig med at han bevarer meget af det fascinerende og dragende ved mediet.

Urmageren Georges er nemlig ingen ringere end Georges Méliès, en af stumfilmenes mægtigste instruktører og en af pionererne indenfor den fortællende film. Det siges, at Méliès nærmest ene mand grundlagde den retning indenfor filmmediet, der er fiktionen; fantasiens film. Det er nok en sandhed med modifikationer, men sikkert er det, at Méliès skabte nogle af de tidligste og mest kreative mesterværker indenfor stumfilmen.

Det er bestemt ikke nogen tilfældighed, at Martin Scorsese giver sig i kast med sådan en fortælling. Scorsese har i mange år dyrket filmhistorien lidenskabeligt og stod blandt andet for den fine A Personal Journey with Martin Scorsese through American Movies fra 1995, ligesom han gavmildt har doneret store summer til bevarelsen og restaureringen af væsentlige film. Det er jo et forgængeligt medie, vi har med at gøre. Som det fortælles i Hugo instruerede Georges Méliès faktisk mere end 500 film, hvoraf kun omtrent en femtedel eksisterer i dag. Tænk blot på hvilke mesterlige film, der mon er gået tabt og sandsynligvis aldrig vil blive set igen.

Hugo er i udgangspunkt en børnefilm – og som sådan en temmelig sentimental en af slagsen. Men den er også en hyldest til filmkunsten og ikke mindst filmhåndværket. Mekanik og bevægelige dele fylder meget i Hugo og velsagtens også i filmmediet som sådan, hvorfor Scorsese synes at sige, at teknik og fantasi sagtens kan gå hånd i hånd og skabe magiske øjeblikke.