Kun 120 år med film

Nylig publicerede magasinet The New Yorker en artikel om udfordringen ved at finde ud af, hvad man egentlig skal læse. I et menneskeliv kan man, selv hvis man er yderst ihærdig og dygtig, kun nå at læse få tusinde bøger, og med den voldsomme mængde af udgivelser, kan det være vanskeligt at beslutte sig for, hvordan man skal placere sin sparsomme læsetid.

Samme udfordringer gør sig velsagtens gældende, når det gælder filmoplevelser. I forhold til litteratur kan film dog oftest indtages betydeligt hurtigere, hvilket naturligvis vil sige, at flere film end bøger kan indtages på et liv. Og i og med at filmen kun har 120 år – give and take – bag sig, er udvalget mere begrænset end flere tusind års litteratur.



Når det så er sagt, oplever jeg gang på gang vanskelighederne ved at vælge den forestående film. For mange er film en kollektiv oplevelse, hvor flere smagsvarianter skal tages hensyn til, før beslutningen kan tages. Som oftest ser jeg film alene, men selv uden hensyntagen til andres smag, kan det være en vanskelig beslutning. Som filmkritiker forventes det – naturligvis og forholdsvist berettiget – at man følger med i filmudbuddet og konsumerer vidt og bredt. Stor er forbløffelsen ofte, når samtalen falder på specifikke film, som det så viser sig, at filmanmelderen ikke har set. «Har du virkelig ikke set den nye udgave af Total Recall?» lyder det eksempelvist med slet skjult foragt i stemmen. Det er sandsynligvis filmens forholdsvis unge alder, der gør, at man forventes at kunne følge med vidt og bredt.



I litteraturkritikken forholder det sig anderledes. Her er det ganske udbredt og anerkendt, at man som kritiker har særlige felter, man er optaget af, det være sig ny, nordisk lyrik eller amerikansk litteratur. Mit bud er, at en lignende gruppering er undervejs i filmkritikken. Det ses allerede i filmvidenskabelige kredse, hvor filmforskere har deres afgrænsede felter og gerne henviser til hverandre, hvis de føler, at deres viden kommer til kort. Jeg tror, at vi vil få en mere giftig og seriøs filmkritik, hvis vi som kritikere også begynder at opdyrke vores felter i stedet for at halse rundt og forsøge at følge med vidt og bredt. Som læser lærer man da sine kritikere at kende. Man bliver bekendt med deres foretrukne genrer og stilarter, ligesom man kender til deres yndlingsaversioner. En sådan indsigt kan kun være giftig.



På falderebet vil jeg meget apropos komme med en anbefaling til et instruktør-œuvre, der er værd at stifte bekendtskab med. Jeg blev selv opmærksom på Georges Franju ved tilfældig læsning på nettet, og navnet sagde mig noget. Franju er nemlig manden, der i sin tid sammen med Henri Langlois oprettede det betydningsfulde Cinémathèque française, uden hvilket den franske nybølge sikkert ikke ville været det samme. Men Franju er også en glimrende filmskaber, som især er god til dokumentar og formår at vise virkeligheden frem på anderledes facon. Se især filmene Le sang des bêtes (1949), et ultrarealistisk portræt af slagteri i Paris, og En passant par la Lorraine (1950), om en kontrastfyldt rejse gennem regionen i det nordøstlige Frankrig.

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Prøv Le Monde diplomatique i to måneder for ti kroner

Papiravis og full digital tilgang
Default thumbnail
Forrige sak

Hyldest til ungdommen

Default thumbnail
Neste sak

Internasjonal handel i nyliberalismens tidsalder

Andre saker om Film

Vi, de forsømte

Mafiaens virksomhet er en altfor velkjent fortelling. Den formelpregede dramatikken står alltid

0 kr 0