Det frosne billede

Film er bevægelige billeder. Men sådan behøves det velsagtens ikke at være. Hvorfor ikke lade film være sekvenser af stillestående billeder? Dette er tilfældet i Anders Rønnow Klarlunds storladne, bombastiske, men også temmelig prætentiøse The Secret Society of Fine Arts.

Filmen er netop blevet udgivet i det nyeste nummer af filmbladet Ekko, hvori Klarlund da også lader omverdenen vide, at dette bliver hans sidste film. Han ønsker ikke længere at være en del af den danske filmbranche og ikke mindst selskabet Zentropa, som han kritiserer for at være blevet alt for kommercielt. I sit essay skriver Klarlund blandt anndet: «Vi har skabt et system af producenter og distributører, der over for manuskriptforfattere og instruktører opfører sig, som om de var spydspidsen af markedsøkonomien, og samtidig over for politikerne påstår, at de ikke kunne klare sig en dag i den virkelige verden og derfor skal have statsstøtte.» Essayet har ført en større debat med sig, der fortsat pågår i skrivende stund.

Men lad mig nu returnere til filmen, der som sagt er en eksperimenterende sag, der lig Chris Markers klassiker La Jetée (1962), ser stort på bevægeligheden og lader det fastfrosne billede få hovedrollen. Dog er Klarlunds billeder, som i øvrigt er eminent komponerede af fotografen Mikkel Østergaard – efterbehandlet med en 3D-effekt, der giver en særlig dybdevirkning i billedet. Ligeledes forekommer der faktisk bevægelser i form af eksempelvis panorering hen over eller zoom ind i stillbilledet. Og endelig puster røg, ild, blade, lyskegler og et væld af sommerfugle liv i billederne.

Sommerfuglene er en uddød art, som fylder luften i Berlin, hvor kunstnergruppen, der bærer filmens navn, har begået hvad nogle kalder terror, andre kunst, i det de har sprunget det zoologiske museum i luften og dermed frigjort for længst afdøde dyr i Berlins gader. Det medfører et retsligt efterspil, som fungerer som lydside i filmen, hvor vi er vidne til et politiforhør af en af gruppens kunstnere. Men mest af alt medfører sprængningen af museet en række virtuose scenarier såsom en stødtand, der lander midt i forruden på en ny BMW eller de føromtalte farverige sommerfugle, der pludselig dækker gaden.

Det er smukt, lyrisk og luftigt, men det minder mere om Sony’s tv-reklame med hoppebolde i San Francisco end Tarskovskijs Spejlet (1975), for nu at hive en anden film frem, der i den grad lever af de virtuose scenarier. Hvor der hos Tarkovskij er en vemodig og dragende narrativ klangbund, der måske mestendels eksisterer inde i tilskueren selv, er der i Klarlunds film ikke meget andet end formen.

Filmen går ind og betager som visuelt – og lydligt – vellykket projekt, men det forekommer på ingen måde engagerende, endsige gribende. Dette er sandsynligvis ej heller Klarlunds intention. Jeg kunne levende forestille mig, at han vil have det godt med at vide, at han har kedet sin tilskuer, men det ændrer ikke ved, at filmen mest af alt fremstår som en hul fremvisning af teknisk excellence.