Den blanke stemme

Og den statistiske tvivl.

Afgivelsen af en blank stemme betyder i al almindelighed, at den blankt stemmende ikke kan tilslutte sig nogen eksisterende institution inden for det politiske område, som omfatter regeringer og partier. Den blanke stemme udelukker ingenlunde, at den blankt stemmende ikke har en politisk overbevisning. På engelsk hedder fænomenet da også None of the above, «Ingen af ovenstående» (NOTA), som ved enkelte lejligheder er blevet forsøgt integreret i det valgpolitiske slutregnskab som en slags selvudelukkelsesstandpunkt, der skulle tages i betragtning. NOTA er dog mere forblevet et forsøg på at vise statslig velvilje og statistisk nysgerrighed over for en bestemt uvilje end noget andet.

På samme måde som den blanke stemme ikke er nogen stemme for, er den altså heller ikke en stemme imod. Selvom den ofte udspringer af en holdning, der er beslægtet med systemkritik. Men selv systemkritikere behøver ikke at nære afsky for det system, de ikke vil støtte eller tilslutte sig. Mindre følelser kan gøre det. Det er således måske «bedre» at afholde sig fra at stemme, såfremt den person, der overvejer at afgive sin stemme, er i tvivl om det nationale demokratis evne til at reformere sig selv, eller måske er i tvivl om den etiske holdbarhed i det sindelag, det pågældende demokrati har været med til at udvikle. Det er jo et sindelag, der kræver, at den stemmende på en eller anden måde må være nogenlunde overbevist om, at parlamentarisme, folkestyre, nation, kongedømme, folkekirke, landegrænser, kronekurs og statsborgerskab hænger så meget sammen, at der kan tages parti for et partis fortolkning af sammenhængen mellem disse størrelser, det vil sige at et «partisk» standpunkt giver mening og kan «haves». Man kan med andre ord dårligt sætte et kryds på en sådan stemmeseddel uden at blive part i sagen.

Blank afvisning

At stemme blankt hedder på romanske sprog at afgive en hvid stemme: Votare scheda bianca, voto en blanco eller le bulletin de vote blanc kan nok fortolkes som værende en kende mere uskyldigt og uplettet end den blanke stemme. Den er hvid, fordi der ikke er afsat et kryds, og det uanset, om stemmesedlen ellers er fuld af linjer, partiemblemer eller kandidatnavne.

Ved det blanke er der til gengæld megen klarhed på færde. Det adverbielle point-blank, på nært hold, lige på og hårdt, smitter af på afgivelsen af blanke stemmer. Ikke for ingenting havde en vigtig situationistisk publikation fra Berkeley (Californien) valgt den titel til sit omslag i oktober 1972: Point Blank.

Det danske og i øvrigt også svenske (blankr…st) og norske (å stemme blankt) udtryk forudsætter altså en slags stillingtagen, måske endog en blank afvisning. Men udtrykkets betydning er mere poleret, mere forarbejdet samt ikke mindst mere skinnende, måske strålende end hos latinerne. På dansk, svensk og norsk opnår vi altså noget utvetydigt ved noget i alment omdømme så tvetydigt som at undlade at vælge (for eksempel mellem to retter mad eller her mellem X antal opstillingsberettigede politiske partier).

Som en sidegevinst undgår den, der stemmer blankt, endog det ridsede, og her fremkalder den «skandinaviske» term mindelser om den betydning, vi finder i de romanske sprog, når de i stedet for det polerede eller glatte bruger farvefraværet, eftersom hvidhed også indebærer fraværet af for eksempel sorte, blå eller røde streger.

Den statistiske tvivl

Ved at afgive en blank stemme på dansk, norsk eller svensk undgår stemmeafgiveren tillige en semantisk ulempe, latinerne må kæmpe med. At stemme blankt kan ikke henvise til «hvid» som politisk farve: «Hvide» var de kontrarevolutionære generaler, der bekæmpede den russiske Oktoberrevolution og dens «Røde hær». Og «hvide» var de kristelige fagforbund, der blev oprettet med henblik på at konkurrere med de «røde» fagforbund, som de socialdemokratiske og kommunistiske arbejdere tilhørte. En general der er ’blank’ eller et fagforbund, der er ’blankt’, ville i stedet betyde, at generalen og fagforbundet var uforberedte, ikke havde «læst på lektien», altså var langt mere ufarlige end deres hvide dobbelt-gængere i de latinske lande. Og det er så også vanskeligheden med den «blanke stemme». Det utvetydige ved en «blank afvisning» kan blive tvety-digt:

Der kan forekomme metafysiske ridser i den blanke stemme, nemlig i forbindelse med den statistiske tvivl, som i øvrigt er roden til det omfattende logiske misbrug af demokratiet, alle har oplevet i forbindelse med den semantisk set upræcise vending, at «have indflydelse». Og demokratiet er her forstået i betydningen alment eller globalt demokrati, og ikke som et begrænset demokrati, flertallet af jordens befolkning er udelukket fra såsom «det danske demokrati» eller «Vestens demokratier», fordi de derfra udelukkede netop ikke er danske eller vestlige.

Den statistiske tvivl lyder: Opnår den enkelte indflydelse ved at afgive «sin» stemme? Eller er «realpolitik» altid «realpolitik», mens stemmeafgivning foregår ud fra andre, mindre «realistiske» overvejelser end de magtpolitiske, ja måske ud fra halvreligiøse kropsidealer om at kunne flyde ind i noget på en måde, hvorved den flydende krops idealer ganske vist ikke lader sig «føre ud i livet», det vil sige ikke kan blive til praktiske principper for en stats magt, men dog får markeret noget, «sat spor i partilandskabet», som det ofte hedder om valgresultater.

Der er noget opretholdende ved «afhændelsen» af den flydende krops stemme, noget ved denne «stemmeafgivning» til fordel for en løfterig politiker, hvis løfter alligevel ikke kan «gennemføres i praksis» – og det skyldes, at afgivningen af en stemme først og fremmest er en symbolsk gavegivning til staten. Staten er især systemopretholdelse og ellers træghed, oppefra og ned: statisk stabilitet. Ingen kan vel tænke sig, at statens system, der bygger på pengeøkonomi, ejendom og voldsmonopol, vil opgive bare en af disse tre styringsmekanismer, uanset hvor mange velmenende kroppe, der gav sig til at flyde ind, afgive stemme eller blot et «besyv» med. Med andre ord: statisk træghed over for moderat statistisk tvivl. Så over for den blanke afvisning, som statens modstand mod overgribende omlægninger indebærer, kan en blank stemme begynde at give mening. Den så at sige passer til modstandens koncept eller selvforståelse i staten.

Blankostemmer

Modsat hører man somme tider, at den enkeltes indflydelse er så stor, at vedkommende kan komme til at «smide sin stemme væk», begå «stemmespild», såfremt den pågældende sætter kryds ved et parti, der er tæt på «spærregrænsen». Ja, det er et bizart statistisk beredskab, der appelleres til ved dette sprogbrug, fordi den vælger, der sympatiserer med sådanne nærved-og-næsten-partier, indirekte opfordres til at droppe sin interesse for det parti, som ligger på grænsen af en bestemt procentandel, der varierer fra land til land, for i stedet at flytte interessen over på en i forvejen velbjerget bunke stemmer, der er ved at blive afgivet til et «sikkert» parti, som så er det næstbedste, ja måske det tredjebedste, den pågældende vælger kan finde på at «flyde ind i».

Konklusion: den statistiske tvivl bare vokser og vokser. Og det er der en god grund til, det blanke og det hvide er nemlig beslægtede. Især på hollandsk, dette fantastiske sprog, der er rundet af en syntese mellem skibsfart, calvinisme, købmandsskab, kolonikrige og slavehandel.

Det er således ikke noget tilfælde, at Jonathan I. Israels fabelagtigt ubehagelige The Dutch Republic – Its Rise, Greatness, and Fall 1477–1806 hovedsageligt redegør for organisationsbyggeri og transatlantiske institutioner. Selv for perioden 1634–1648, hvor hollænderne «dominerede den transatlantiske slavehandel og i allerhøjeste grad var den stærkeste europæiske magt i Afrika», end ikke antydes betydningen af slavehandelens rolle for rigdomsakkumulationen i Nederlandene. Slavehandel er en historisk blankocheck, som de vesteuropæiske søfartsnationer har udskrevet til sig selv.

På hollandsk hedder at stemme blankt: blanco stem, selvom hollandsk har adjektivet «blank», der oversættes med hvidt, strålende, klart, ens og skinnende. Så hollænderne stemmer hvidt, selvom de næsten lige så godt kunne have stemt blankt, når de ellers ville afholde sig fra at sætte et kryds. På lignende måde kunne skandinaverne have afgivet «blankostemmer», såfremt de ellers som hollænderne, men måske også som latinerne, ønskede at give magten «carte blanche» til at handle som den ville.

© norske LMD