De løgne, kærligheden fører med sig

Iranske Asghar Farhadi følger forrygende trop på successen Nader og Simin – Et brudd fra 2011. Med Fortiden har han skabt en følsom og reflekteret beretning, hvis sindrige fokusskifte karakterne imellem er med til at give en meget intelligent struktur.

desember 2013

Det, der efterlader det stærkeste indtryk, fra filmen Fortiden (Le Passé) er nok et visuelt greb. I en række scener, doseret med præcis hånd, nøje udvalgte steder i filmen, ser vi grebet igen og igen. Der er vinduer imellem folk, og vinduet gør, at de ikke kan høre, hvad hinanden siger. Eller varianten: der er et vindue mellem kameraets placering og karaktererne, således at vi som tilskuere ikke kan høre hvad karaktererne siger.

Denne spænding, denne spektakulære brug af stilhed, er et yderst opfindsomt og intelligent anvendt stilgreb. Samtidig er det også aldeles velvalgt med tanke på filmens tematik. Der sker tale, men det er ikke klar tale. Der sker kommunikation, men der er også brist i kommunikation. Der er noget støj, der gør ind og vanskeliggør kommunikation og som måske er anledning til nogle af de problematikker, filmen berører.



LØGNENS KONSEKVENSER

Allerede ved filmens start anvendes grebet. Ahmad ankommer til lufthavnen i Paris fra Teheran. Ved modtagelsen venter Marie. De ser hinanden gennem glasset. De kan ikke høre hinandens tale, men de forsøger at kommunikere alligevel. Vi aner en varme imellem dem, men også en smerte er at spore i deres ansigter og den måde, de relaterer sig til hinanden. De kender hinanden godt, men der er kommet en afstand imellem dem, som vi på dette tidspunkt i filmen ikke rigtig kan afkode.

Hjemme i huset møder vi en række børn. Teenagedatteren Lucie, der ofte bliver borte fra hjemmet og kæmper med andet og mere end blot teenagetidens skrøbelighed. Den yngre datter Léa navigerer forholdsvist helskindet rundt i barndommen, men er bastant vidne til voksenlivets genstridigheder. Og så er der drengen Fouad. En legekammerat til Léa tror vi i starten, men langsomt falder brikkerne på plads. a

Ahmad og Marie er separeret og ved at blive skilt. De mangler blot de sidste papirer. Drengen Fouad er ikke en legekammerat men derimod søn af den mand, Samir, som Marie har indledt et forhold til. Og forholdet er indledt på en skæbnesvanger baggrund. Samirs hustru ligger i koma, da hun forsøgte at begå selvmord, sandsynligvis fordi hun opdagede at hendes mand havde en affære.

I beskrivelsen af plottet kan Fortiden måske lyde nærmest som en amerikansk soap opera. Intet kunne være fjernere. Fortiden er en reflekterende, underspillet og meget følsom skildring. Tematisk kommer den faktisk overraskende vidt omkring. Hvad vil det sige at have et hjem? Hvornår er noget et hjem? Hvad er en familie, og hvornår er man en del af en familie? Hvordan kan man pludselig være fremmed overfor de mennesker, der står en nærmest?

Og så er der alle de moralske dilemmaer. Hvad løgnen kan gøre ved mennesker, men så sandelig også hvad opløsningen af løgnen – ytringen af det sande – kan få af konsekvenser for medmenneskerne. Hvor meget skal man røbe, når skaden er så potentiel voldsom?

GRANSKER PARFORHOLDET

Fortællingen hænger sig fast i disse spørgsmål og rundt om dilemmaer og refleksion tegnes karaktererne en for en. Jeg har sjældent set en film, der formår at inddrage de forskellige karakterer på så relevant vis.

Normalt kan man med lethed tale om nogle hovedkarakterer og nogle bi-karakterer. Det er straks mere vanskeligt i tilfældet Fortiden. Her synes alle karakterer at have en særlig rolle at spille i narrativet, og undervejs veksler fokus mellem blandt andre Marie, Samir, Ahmad og Lucie på meget givtig vis. Snart følger man den ene karakter og opnår en nuancering af vedkommende og en forståelse hvorfor vedkommende handler, som han gør. Så skifter fokus. Vi anskuer nu de samme dilemmaer fra en anden karakters synsvinkel og får endnu et lag ført til fortællingen. Vi holder ikke med nogen, og vi tager heller ikke afstand fra nogen. Vi forstår dem alle sammen, og vi har vanskeligt ved at påpege hvis skyld eller hvis fejl, vi kan tale om, forårsager de skæbnesvangre udviklinger.

Iranske Asghar Farhadi brød for alvor igennem på den internationale filmscene med Nader og Simin – Et brudd i 2011, men faktisk tæller hans œuvre hele seks spillefilm som instruktør og endnu flere som manuskriptforfatter. Han har en særlig evne til at granske parforholdet, få sat dilemmaer og problematikker op på en sådan måde, at de virker alment vedkommende uden at forfalde til de mere billige tricks i den socialrealistiske afdeling.

Ved at inkorporere en puslespilslignende struktur, som medfører en til tider detektivisk variant, formår Farhadi at frembringe en særlig form for spænding som er markant anderledes end den spænding, vi kender fra eksempelvist en thriller, men som har nogle kvaliteter, der er med til at gøre Fortiden særligt dragende. Det er sindrig og moden filmkunst.

© norske LMD




Fortiden (Le Passé) får kinopremiere 20. december

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller / logg inn med Vipps.

Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!

Papiravis og full digital tilgang


Fornyes til 199,- per kvartal