Den umulige film

Den smertelige Sorg og Glæde fuldender en lang og glorværdig karriere for danske Nils Malmros. Den er en yderst vellykket film, fordi den forbliver usentimental om en skæbnesvanger dag i instruktørens liv.

Allerede i indkørslen ved han, den er gal. Faktisk allerede da Johannes (Malmros’ alter ego i filmen) tager hjemmefra tidligere på dagen for at holde foredrag i Odense, fornemmer han frygten i kroppen. Frygten for hvad der kan ske, hvis han lader sin kone Signe være alene med deres ni måneder gamle baby, Maria. Han beder sin svigermor passe på Signe. Hun bør ikke være alene med barnet. Inden han sætter sig ind i bilen for at køre til Odense, fjerner han øksen, der står ude i indkørslen. Der er jo ingen grund til at udfordre skæbnen. Men intet nytter det. Da han triller ind i indkørslen, ved han, at det værst tænkelige er sket. Signe har slået Maria ihjel.

Præcision frem for poesi

Nogle film kan først laves ved karrierens afrunding. Når livet så småt rinder ud, kan særlige forhold opstå, der muliggør skabelsen af den umulige film. Sådan må det have været for den nu 70-årige Nils Malmros, når det gælder Sorg og Glæde, en film der ikke blot er baseret på virkelige hændelser, men efter sigende er en tro kopi af hvad der foregik den skæbnesvangre dag i instruktørens liv for 20 år siden.

«Visheden om, at Malmros fortsat er gift med den kvinde, der slog deres barn ihjel, højner vores trang til forståelse.»

Malmros har hele sin karriere lavet selvbiografiske film. Med en nærmest fotografisk – eller skulle man sige filmisk – hukommelse har han minutiøst genskabt sine erindringer alder for alder.

Det begyndte tilbage i starten af 1970’erne med værker som Lars Ole, 5 C. (1973) og Drenge (1977), som begge behandlende de tidlige drengeår og de særlige fællesskaber, der knytter sig an til barndommens land. Senere fulgte film om puberteten og ungdommen (blandt andet Kundskabens Træ fra 1981 og Kærestesorger fra 2009), de tidlige voksenår (herunder Aarhus by Night fra 1989) samt voksenlivets genstridigheder (heriblandt Skønheden og Udyret, 1983, samt At Kende Sandheden, 2002).

Sorg og Glæde fungerer så stærkt, fordi den lader følelser sive i baggrunden og forbliver usentimental og kold. FOTO: Arthaus.

Malmros har som ingen anden dansk instruktør formået at skabe meget universelle fortællinger ud af dybt personlige erfaringer. Filmene besidder en særlig intensitet og hverdagsrea-lisme, og så har alle film det særlige træk, at de foregår i provinsen, hvilket er et temmelig usædvanligt fænomen i dansk film, der ellers er centreret meget omkring København. Malmros har endvidere for vane at benytte ukendte skuespillere samt mange amatører, som han sirligt instruerer i en art sig-efter-mig-rutine, der kan give filmene et lidt krampagtigt skær. Samtidig har Malmros næsten altid anvendt materiale fra sit eget liv, hvori der findes en smerte og en tristesse, der skaber filmenes momentum. Æstetisk og stilistisk er der kun lidt at komme efter. Ofte er filmene skabt med præcision frem for poesi.

En stor præstation

Det smertelige og det personlige er dog ikke set i så voldsomt et omfang, som det sker her i Sorg og Glæde. Og visheden om, at det hele har fundet sted, at filminstruktøren Malmros vitterlig fortsat er gift med den kvinde, der slog deres fælles barn ihjel, højner sandsynligvis vores indlevelse i filmen og vores trang til forståel-se. Malmros åbner filmen med drabet. Ikke selve drabet ser vi, men reaktionerne derefter. Svigermoren havde svigtet på den fatale dag og havde ladet Signe være nogle timer alene med barnet. Hvis nogen tilkendes skyld i filmen, er det nok svigermoren, men Sorg og Glæde er ikke en film om skyld. Det er snarere en film om tilgivelse og om kærlighed ikke mindst. Hvordan kærligheden kan overvinde alt – selv drabet på et fælles barn. Der er ingen tvivl om, at Signe er psykisk syg og bestemt også utilregnelig i ger-ningsøjeblikket. Dette er den altafgørende forskel for Malmros-karakteren Johannes i filmen. Derfor kan han straks tilgive hende. Spørgsmålet for ham er, om hun kan tilgive ham. For det var ham, der tog til foredrag i Odense, selvom han kendte til de risici, denne beslutning førte med sig.

Filmen bliver da en granskning af, hvordan de to mennesker nærmer sig hinanden igen og får deres kærlighed til at bære dem igennem tragedien. På episk vis afrundes filmen med et blik op i vor tid med en scene, hvor hustruen opfordrer Malmros-karakteren til at lave den film, som han måske nok har ment aldrig ville kunne laves. Men den skulle laves. Og det er godt, at den blev lavet, for Sorg og Glæde er en yderst vellykket film.

Af flere danske kritikere er den blevet klandret for at være for selvterapeutisk og uden værdi for andre end Malmros selv. Forfatteren Klaus Rifbjerg er tillige gået så langt som at klandre Malmros for ikke at tilføre filmen noget mere drama. At det er kedsommeligt, at Malmros reagerer så rationelt, som han gør. Det er et mærkværdigt statement, for Malmros er jo netop et fornuftsmenneske, og måske er det kun et fornuftsmenneske, der vil kunne komme videre efter denne store sorg. Jeg mener da også, at filmen netop fungerer så stærkt, fordi den lader følelser sive i baggrunden og forbliver usentimental, kold ligefrem. Deri ligger den store præstation.

© norske LMD
Sorg og Glæde har premiere 7. marts

Steffen Moestrup er kritiker i norske Le Monde diplomatique.