Den umulige film

Allerede i indkørslen ved han, den er gal. Faktisk allerede da Johannes (Malmros’ alter ego i filmen) tager hjemmefra tidligere på dagen for at holde foredrag i Odense, fornemmer han frygten i kroppen. Frygten for hvad der kan ske, hvis han lader sin kone Signe være alene med deres ni måneder gamle baby, Maria. Han beder sin svigermor passe på Signe. Hun bør ikke være alene med barnet. Inden han sætter sig ind i bilen for at køre til Odense, fjerner han øksen, der står ude i indkørslen. Der er jo ingen grund til at udfordre skæbnen. Men intet nytter det. Da han triller ind i indkørslen, ved han, at det værst tænkelige er sket. Signe har slået Maria ihjel.

Præcision frem for poesi

Nogle film kan først laves ved karrierens afrunding. Når livet så småt rinder ud, kan særlige forhold opstå, der muliggør skabelsen af den umulige film. Sådan må det have været for den nu 70-årige Nils Malmros, når det gælder Sorg og Glæde, en film der ikke blot er baseret på virkelige hændelser, men efter sigende er en tro kopi af hvad der foregik den skæbnesvangre dag i instruktørens liv for 20 år siden. (…)