Noget at leve for

Fortiden har det med at trænge sig på og melde sin ankomst, når man mindst venter det. I Alexander Paynes vellykkede Nebraska sker det på underspillet og lavmælt facon.

Den gamle mands handlinger går i cirkler. Flere gange om ugen forlader han sit hjem i Billings, Montana og påbegynder en gåtur mod Nebraska. En tur på 700–800 miles vel og mærke.

Manden, hvis navn er Woody Grant, er konfus, forvirret. Han tror indædt på, at den PR-lodseddel, som han – ligesom tusindvis af andre – har modtaget i posten, vitterlig er bevis på, at han har vundet en million dollars og blot skal møde personligt op i Nebraska for at inddrive gevinsten. Derfor går Woody hjemmefra. Og bliver gang på gang hentet af enten den lokale betjent eller af sønnen David, som ser mere opgivende og betrygget ud for hver gang, han skal hente sin far.

Alexander Payne er mesterlig til at iscenesætte den underspillede komik, men Nebraska rummer også scener af smertelig vemod. FOTO: UIP.

Alexander Payne er mesterlig til at iscenesætte den underspillede komik, men Nebraska rummer også scener af smertelig vemod. FOTO: UIP.

Egentlig vil sønnen gerne holde af sin far, også selvom faren nok både var fraværende og alkoholiker, da sønnen var dreng. Moren, Kate, mener, at ægtefællen hører hjemme på et plejehjem og ikke kan blive ved med at rende forvirret rundt i gaderne.

Lavmælt og subtil komik
En dag tager sønnen affære. Han stopper faren ind i bilen og sammen bevæger de sig ud på en rejse mod Nebraska. Woody er jo stædig og har åbenbart ikke tænkt sig at fravige tanken om gevinsten, før han kan få syn for sagen i Nebraska. Og David, der netop er blevet forladt af sin kæreste gennem to år og sikkert også er ved at brække sig over sit job som hifi-sælger, trænger til luftforandring.

Scenerne i bilen og de få stop på rejsen er underspillede og lavmælte. Faren skal ofte tisse og fraviger ej heller chancen for at få en øl på de tankstationer, de passerer. Langsomt isce-nesættes deres forhold. Fjerne er de vel for hinanden, men far og søn ikke desto mindre. Blodsfællesskabet kommer for alvor i perspektiv, da de holder ind i flækken Hawthorne, hvor faren voksede op, og hvor en del af familien stadig har hjemme.

Modtagelsen hos Davids farbror og dennes hustru er et pragteksempel i lavmælt og subtil komik. Hustruen er hjertevarm og står parat med hjemmesmurte sandwich, da David og Woody ankommer. Men farbroren og dennes to sønner sidder i stuen og ser tv. De ytrer næsten ikke et ord, og da slet ikke et blik i retning af de nyligt ankomne gæster.

David vil egentlig gerne tale, men må også hurtigt sande at ordudveksling er der ikke meget af i familien Grant. Først da farbrorens to sønner spørger til, hvor længe det har taget David og Woody at køre fra Billings til Hawthorne, åbnes der en smule op for samtalen, men tonen er hånende. Hvordan kan det have taget dem så mange timer? Og kører de virkelig i en japansk bil fremfor en amerikansk?

Familien rystes sammen
Om aftenen går far og søn ud på de lokale barer. Snart kommer farens fortid dem i møde. De møder farens tidligere kompagnon Ed. Sammen havde Ed og Woody et autoværksted, men Ed snød Woody. Og han returnerede aldrig den kompressor, som han i sin tid lånte. Der er tydeligvis gamle regnskaber, der skal gøres op.

Ved et tilfælde får de lokale på baren at høre om Woodys lodseddel. Selvom David med stigende desperation prøver at overbevise lokalsamfundet om, at det ikke er en rigtig million-gevinst, tror de alle på, at Woody er blevet millionær. Straks ændrer mange karakter. Nu mener de, at Woody skylder dem noget. At de har lånt penge ud til Woody. Hjulpet ham igennem årene med alkohol og krise på autoværkstedet. Alle vil have en del af kagen.

Ind på scenen træder Woodys hustru Kate som med sin bramfrie, kyniske og temmelig vulgære tone snart får sat skub i konflikterne, hvad enten det gælder regnskabet med Ed eller de mange familiemedlemmer, der pludselig mener, at de har noget til gode. Også Davids bror Ross, der parentes bemærket qua sit virke som tv-vært har mere succes end David, ankommer til den lille flække. Familien er samlet og rystes sammen.

Lodløgnen
Payne er mesterlig til at iscenesætte den underspillede komik, men filmen rummer også scener af smertelig vemod, som da David besøger Peg, der faktisk var kæreste med Woody i sine unge dage, men måtte se sig slået på stregen af Kate. En sigende blikudveksling mellem Woody og Peg rummer vemodet og tanken om alt det, der kunne være blevet, hvis tingene havde flasket sig anderledes. Det er nysgerrighedens blik, men måske også ærgrelsens.

Manuskriptforfatter Bob Nelson kan tage en stor del af æren, for filmens vellykkethed skyldes også dens troværdige handlingsudvikling og de mange gode dialoger. Den fotografud-dannede kameramand, græske Phedon Papamichael, skærer den på mange måde lille, men rørende familiefortælling i kontrastfyldte sort/hvid-billeder, der veksler mellem sceniske tab-leauer af Midtvestens landskab og intime nærbilleder, der gransker Woodys furede ansigt.

Da Woody og David endelig ankommer til Nebraska, spørger PR-damen sønnen om faren mon har Alzheimers, hvortil David svarer «Han tror bare på det, folk siger til ham». Måske er han naiv, eller måske har han med lodsedlen endelig fundet noget at leve for, her kort inden døden venter.

© norske LMD

Nebraska, på kino fra 2. mai.