Lethed og sorg

Ole Robert Sundes essaysamling Verden uten ende transformerer litteratur til en livspraksis, en art livskunst. Sunde er mennesket der lytter til en polyfon flerstemmighed, men altid med øre for det der skærper vores sans for at se og sanse virkeligheden.

Ole Robert Sunde har i sit mangeårige virke som forfatter udforsket grænserne mellem liv og skrift og mellem roman og essayistik. Den nye kæmpeudgivelse Verden uten ende peger tilbage til hans tidligere udgivelser Selvomsorg og Jeg er et vilt begrep, der hylder essayet som en genre der undersøger tankens egen bevægelse og mulighedsrum. Uanset hvordan vi bestemmer essayet, behøver det en individuel definition: Du må selv afgøre hvad det betyder for dig personlig. Til forskel fra den videnskabelige tekst søger jeg’et i essayet at tage kommando over teksten og gøre noget synligt. Spørgsmålet er hvad det er for et ’jeg’ Sunde skriver frem.

Michel de Montaignes Essais har været formende for Sundes måde at skrive og tænke på. Vi har at gøre med den evigt udforskende og undrende skribent, med et både følsomme og tænkende blik, delvis beslægtet med melankolikeren. Efter endt læsning slår det mig at der er noget befriende utidig ved disse essays. Hverken ironi eller selviscenesættelse gør sig gældende. Der er snarere tale om en ømhed og forpligtelse på noget større der rækker udover den enkelte. Sunde er, som han selv skriver, ’kolportøren’ (bogbæreren), der som en anden Montaigne lytter til det som er blevet sagt af andre for at blive den der tænker sine egne tanker. Selvtænkeren, som han kalder det.


Selvomsorgen

Montaigne trak sig tilbage til sit tårn for at skrive, men også for at modificere sig individuelt og at gøre sit liv til et værk som indebar visse æstetiske værdier og etiske krav til det at leve. Selvomsorgen kunne man også kalde denne livskunst, der havde sin guldalder i den romerske kejsertid i de to første århundreder, men som har rødder langt tilbage til den pythagoræiske skole, til Sokrates og Platon, Epikur og ikke mindst til stoikerne. Epikur betragter således filosofien og skrivekunsten som en permanent øvelse i selvomsorg, noget Foucault knytter an til i sine sidste skrifter om stoikernes etik. Sundes Selvomsorg og Jeg er et vilt begreb implicerer et arbejde med sig selv, en livsindstilling der kredser om en vedvarende granskning af sig selv, sine handlinger og sine tanker.

I essayet «Hvorfor lese klassikere?» skriver Sunde at der ikke fandtes det emne der ikke fortjente en plads i Montaignes sammensurium. Og Sunde spørger: «Hvorfor eskalerer ikke det ukjente når han leser; det er det å skrive som gjør ham til sin egen ukjente.» Men det som gør «Montaignes essay så lite fremmed […] er ikke hans habitter, ikke hans spisevaner, ikke hans dyrehold, men […] hans formidable selvomsorg.» Sunde kan kende os selv i Montaigne fordi han læser historier og andres værker for at blive klogere på sig selv og undergå en forvandling. Man skriver for at ændre sig. Derfor kan han med Montaigne sige: ’Alt menneskeligt er mig fremmed’. Som den klassiske dannelsesrejsende søger han sig selv, ikke i, men uden for sig selv.

Sunde læser kunstværker, installationer, billeder og bøger ikke for at opleve, ikke for at bekræfte sit selvtilfredse jeg, men for at lære noget. Arbejdet med kunst handler ikke om at opleve, men om at blive en anden. Sunde skriver at det handler om at gennemgå en prøvelse, ikke erlebnis (oplevelse) men erfarhrung, erfaring som den reflekterede oplevelse, som Adorno og Benjamin aldrig blev trætte af at understrege. At gøre et stof til sit eget handler ikke om mig, mig, mig, men om at gøre sig bevidst om processen ved at tilegne sig og forstå verden omkring sig. Man går igennem noget. Man er ikke længere den samme. Skrivearbejdets praksis handler hos Sunde om at aktualisere forskellige rum der muliggør det han kalder «en højere grad af forvirring». Kunsten er at opretholde et ben i hver lejr; dels i drømmens inderside, hvor billederne strømmer igennem, og dels i dens ydreside hvor fornuften ommøblerer de mange indtryk. Hvordan få søvnens og opvågningens sted til at krydse hinanden? Den litteratur der insisterer på at bevæge sig mellem flere sideordnede rum, og som skaber «en epistemologisk forvirring», er det som Sunde med Jarvoll kalder for «det disformale essay» – en kættersk skrivepraksis, et utrætteligt jeg der går sig selv vild, ifølge Sunde.

Kunstnerens mulighed er, for Sunde, at vende tingene på hovedet, at skabe uanede muligheder og fortsat bevægelse, at opdage oversete rum, at krydsklippe mellem disse, forvirring på et højere niveau, en Bach’s komposition. Så meget melankoliker er han altså heller ikke. Et hvilket som helst plastisk materiale kan danne grundlag for ny udforskning af erfaringen. Det handler ikke om høj overfor lav kunst, original overfor kopi, men intensiteten i udtrykket. Det handler om nøjagtighed og sanselighed. At skabe eller jagte præcise billeder der højner forståelsen for os selv og vor tid. Disse er ikke tilfældige greb, men værdier for måder at læse og tænke på som går igen i hans essays.


Lethed

Overfor livets tyngde, træghed og uigennemsigtighed, må man sætte en bevægelig intelligens. Et greb Sunde anvender er læsningen af billeder med en eller flere tilsyneladende usammenlignelige størrelser der kaster noget overraskende af sig og som flytter tyngdepunktet i vores vante forståelse der ud af tyngden skaber en bevægelig dynamik i erkendelsen også kaldet lethed.

I sit essay «Tre ulike paralleller» beskriver Sunde det bekymrede blik hos den græske Sybille som skuer ind i en dystre fremtid malet på taget i Det Sixtinske Kapel. Hun drejer hovedet og ser væk som om hun aner det kommende. Sunde springer nu til billedet af Tatanka Iyotake eller Sitting Bull, en høvding fra hunkpapa-siouxene, taget i 1882, efter at han overgav sig til de amerikanske myndigheder. En navngiven medicinmand ser mod fotografen. Profetien om undertrykkelsen sidder i hans krop. Den grusomme vandalisme og udryddelsen som er sket, som vil komme til at ske. «I hans illusionsløse blik er alt håb ude,» skriver Sunde. Det kommer ikke tilbage. Og Sunde skifter tilbage til dette snapshot af Sybillen der holder en skriftrulle som om hun nu har i sinde at nedtegne det som hun ser for sig. En serie af osende ruiner? Skal vi læse det hun skriver for at forstå historiens gang? Ikke hos Sitting Bull, hvor den lukkede mund og tavshed fortæller alt. Og så afslutter Sunde:

«I all hennes (Sybillens) uttrykksfullhet er det også plass til sorg – på dybet av det som skal komme, ser hun noe som gjør henne målløs, tenk om det ikke stemmer med det som står i skriftrullen, da er alt håb ute, det er som om hun veksler blikk med den gamle medisinmannen og høvdingen for hunkpapa-siouxene; all den tiden hans blikk var rettet mot fortiden, for hvem har ikke hørt at den første indianerstammen kom fra et gresk skip på avveier fra Troja. Som om det er det hedenske blikket som møtes i deres felles opprør over at den gamle verden er borte.»

Kritikken af den gamle verden, myten om Amerika, tydeliggøres ved Sundes krydsklip mellem indianerens stålfaste blik og Buffalo Bill som stirrer ud mod en uendelig horisont, som han skulle være herre over. Sunde skifter mellem den ene og den andens blik der er historien om en sorg, et tab. Men ligesom i tilfældet med Sybillen hæver denne beskrivelse opover denne verdens tyngde og stereotyper.


Hurtighed

Stilens hurtighed stiller os overfor en mængde samtidige idéer, der følger hinanden så hurtigt, at de synes samtidige. Man kan ikke sammenfatte alt i ord og billeder og er nødt til at springe i tid og sted for at koncentrere tanken og sikre dens smidighed. Stilens økonomi, kunne man kalde det. Men denne hurtighed har sin tvilling i en tøven. I gentagelsen og digressionen. Man springer i emner, taber tråden, stiller nye spørgsmål, udsætter konklusionen.

I essayet «Livsfarlig, råsterk, vakker» skriver Sunde næsten halvtreds års europæisk intellektuel historie på otte sider med den råstærke cigaret Gauloises som hovedperson. Vi begynder ikke overraskende med Godards Til siste åndedrag (1959) med Belmondos cigaretføring. Vi sidder i bilen, vi kører. En flegmatisk ung mand kan godt køre bil uden at få røg i øjnene, uden at brænde nallerne, uden at hoste. Det er Sundes første og vigtige billede for at fortælle historien om hvordan røgens åndedræt gør franskmanden og os andre til intellektuel. Bang. Sunde skifter til en fransk dokumentar. Vi sidder ved cafébordet i Paris med den skeløjede Sartre. Ifølge Sunde gjorde skeløjet det muligt for Sartre at føre flere samtaler på én gang og holde flere blikke samtidig, med den hæse Beauvoir ved sin side. Begge hidsigt og evigt talende.

Det er cigaretternes glød og askebægrene der er billedet på alt det som tænkes eller kunne være blevet tænkt. På den intellektuelles ensomhed, på hans omstrejfen, den galliske ånd. Sunde springer til sin egen aften med piben. Aftenritualet. Det taktile papir, den særlige brune farve i luften som er god for tanken. En chhaiarobscuro. Historien afbrydes af sundhedsapostlene, af jagten på det risikofrie liv og af Sarkozy der ankommer til præsidentpaladset samtidig med rygeloven. Og i små filmiske fragmenter bevæger Sunde sig fra beskrivelser af cigaretten som koncentrationens vigtige ledsager til sit møde med den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk. Med henvisning til Oscar Wilde i Bildet av Dorian Gray betoner Sunde cigaretten som den perfekte nydelse, da man i vejrtrækning holder noget igen, en tanke, et billede, en ren tilstedeværen. Sunde skriver det frem som en eftertankens gestus.

Hvad får Sunde ud af at skrive halvtreds års historie om cigaretten Gauloises på otte sider? Vi ser og forstår cigarettens sanselige og sociale betydning, som intellektuelt lim der binder Paris’ ånder sammen, men fremfor alt den nydelsesform der insisterer på sit begær på trods af risici og velfærdsforestillinger om sundhed.


Nøjagtighed

Prosaens opgave er at skabe antistoffer mod forfladigelsen af vores udtryksmåde og informationssamfundets automatisme. Overfor en medieverden der forvandler alt til billeder, må sprogets forsøg på at gengive tankens og fantasiens fine nuancer, rumme en rigdom af mulige betydninger. Den må i yderste instans skabe et tingenes sprog. Tingenes sprog er det sprog, kunne man sige, der udgår fra tingene og vender tilbage til os. Et oplagt eksempel er Sundes læsning af én af de senere års mest omtalte romaner, tyskeren W.G. Sebalds Saturns ringe.

Sebalds optagethed af tingenes egen autonomi, deres før-humane blik, var et spørgsmål om realisme, at tingene overlever menneskene, at de på en måde ved mere end os, end vi gør om dem. Det er denne historiens bog om tingene der ligger foran os som Sebald skriver frem. Men det er en bestemt historie – Silkeormen – som optager Sunde, en historie der forbinder forgængeligheden med en særlig opmærksomhed overfor det knap synlige, det undseelige. En måde at redde historien på?

Historien om Browne der var søn af en silkehandler indledes med ordene: «Vi studerer tingenes orden, men hva som er nedlagt i den, fatter vi ikke.» Og «Derfor bør vi skrive vår filosofi med små bokstaver …» Det som Sunde hæfter sig ved er hvordan Sebalds beskrivelse af den minutiøse dyre- og tingsverden siger ligeså meget om Brownes indre liv som om tingene selv. «Den fullt utviklede silkefuglen […] er selv bare en uanselig møll […] Farven på vingene er askehvit med blekbrune striper og en måneformet, ofte knapt synlig flekk; der kom den browneske ånd ’uanselig’, som en møll, eller enda mindre som silkeormer, deretter som larver.»

Med det undseelige fortæller forfatteren os at det vi mangler i størrelse kan udlignes ved følsomheden overfor det små. Det ironiens distance mangler i nærhed genvindes ved en opmærksomhed overfor det upåagtede og oversete. At vi kan lære noget om os selv ved at lytte og se på alt det som tingene opsamler, den verden tingene udstråler. Både Sebald og Sunde har brug for ting for at kunne fortælle deres historie.


Synlighed

«Vi lever i en uophørlig regn af billeder. Et blændværk af spejlreflekser uden indre nødvendighed. Størstedelen af denne billedsky opløses straks som drømme der ikke efterlader sig spor i erindringen. En fornemmelse af ubehag og fremmedhed bliver tilbage.» Det er Calvinos ord, men vi hører dem også i baggrunden hos Sunde. Vi må gøre opmærksom på den risiko vi løber for at miste en grundlæggende menneskelig evne til at se skarpe billeder med lukkede øjne, til at få farver og former til at dukke frem, til at tænke i billeder, som Calvino understreger.

Man kan fortælle vores historie ud fra malerier og visuelle værker, som Sunde gør mange steder eller ved at beskrive menneskets bevidsthed som en mental geografi. Landskabet som en slags pulserende hjerne spiller ifølge Sunde den egentlige hovedperson i den amerikanske forfatter Cormac McCarthys Blodmeridianen eller aftenrøden i vest. Hvordan skal man fortælle den hårrejsende historie om de skruppelløse skalpjægere og deres togter i grænselandet mellem det gamle Mexico og det nuværende sydvestlige Amerika? Skal man beskrive deres indre, deres tanker og følelser? Nej, man må opgive psykologien og genopdage den i topografien. Galskaben befinder sig derude. Alt er set på afstand og alt er mærket af afstand, ifølge Sunde.

Det frygtelige amerikanske landskab, nøgenheden, barskheden, udsatheden, den nådesløse himmel, det hjerteløse. Det er på disse breddegrader at mennesker mødes, kæmper, lever, ånder, bukker under. Det er synliggørelsen af denne geografi der giver os en forståelse af menneskelig prøvelse, af kynisme, af tomhed, af det indre liv. Blodmeridianen er den usynlige dæmring, mener Sunde, som en skjult menighed på den bare slette, som først viser sig «på randen av den synlige jord».


Mangfoldighed

Den moderne måde at fortælle på, siger Calvino, ligner netværkets rhizom, indenfor botanikken et viltert rodnet, der i modsætning til træet, bevæger sig på tværs uden en begyndelse, midte og slutning. En evig mulighed for sammensætning og bevægelse. Rhizomet er taget op af Deleuze og Guattari i deres værk Tusind plateauer (som optager Sunde) og kendetegnet ved en radikal dynamisk fortolkning af netværkstanken. Verden uten ende er en bekræftelse af denne potentielle mangfoldighed.

Bogens afsluttende prædiken om ordet ’Sommer’ må være et eksempel på en rhizomisk prædiken. Hvad har præsten mon sagt? Sunde begynder med ordet. Først bogstavet ’S’ der peger mod ottetallet og en ligning. Dernæst det afsluttende ’r’ som peger væk fra noget afrundet mod noget usikkert, som noget der står på éet ben, med en lille næse, som telegrafisten og stationsmesteren i filmen Ondt blod i Vesten (1968) af Sergio Leone, en mørk skærm på en mørk lue over nogle mørkeblå øjne på en tandløs stationsmester.

Den længste åbningsscene i en westerfilm. Tolv minutter. Venterummet. De tre der venter på Harmonicaman spillet af Charles Bronson. Ordet ’Sommer’ er igangsætter for parallelle associationer, fra venterum til sommerfugl, til årets lyseste dag, til fugles bevægelser henover himlen til det som man kan høre i horisonten, hvis man lytter ordentligt efter, til sommerregnen efter at solen har varmet dagen, til løvtræerne, til Londons store brand med mange træhuse i eg, og i 1600-tallet var det næsten slut med skove i England, og en ny måde at leve på, at lave byer på, til en avislæsning hvori der står at Thomas Aquinas var åben overfor at verden i middelalderen endnu ikke var begyndt, endnu i sin vorden, som en ukendt tone i en Bach-kantate, der ser døden i øjnene, til Sundes bedstefar der gjorde tjeneste som sersjantmajor i den britiske hær i 1916, til et gammelt foto af denne som hans mor opbevarede og som han har brugt på forsiden i en tidligere bog Jeg er som en åpen bok (2005), til det sidste åndedræt placeret i det relative pronomen ’som’ i ’sommer’, som peger på det som kommer efter, som vi ikke kender, det mulige, det som måske har trukket sig tilbage, som en ommer uden ’s’, som tilbagetrækningen fra den skabte verden (som beskrevet af den jødiske kabbalist Luria fra 1500-tallet), som vil komme tilbage ikke for at vælte det hele om kuld, men for at udføre små mirakler, få os til at se på nye måder. Men hvorfor tilbagetrukket og hvorfor skulle forandringen komme udefra, spørger Sunde?

Den må komme fra os selv, siger han. Fra vores arbejde med os selv. Den vigtigste øvelse er at lære om livets korthed, at lære at vi skal dø, som han skriver. Kun sådan bliver vi frie. Og så lægger han sig på ryggen og forsøger at glemme sig selv. Og således slutter Sunde denne bog med en klar påmindelse til alle de frihedsjagtende derude, at selverkendelse ikke er det samme som selvoptagethed. Selvomsorgen og livskunsten kan begynde. Amen!

© norske LMD

Alexander Carnera er forfatter og essayist.