Essay

Politisk depression på pigeværelset


Alle velmenende kræfter klør sig i hovedet og spørger hvorfor de unge er så deprimerede. Er et Riot Grrrl-inspireret raseri en mulig udvej for Norges deprimerede døtre?
Av

Do you wanna stay in bed all day?
Do you remember feeling any other way?
– Le Tigre

Du spadserer i skoven, gule blade drysser fra træerne, en tåre drypper på kinden. Forskellen mellem melankoli og depression består i at den melankolske stadig kan opfatte skønheden i tilstanden, mens den deprimerede befinder sig i en dyb følelsesløs tilstand. Den som spadserer i skoven er muligvis moody, men trænger næppe medicin. En del kritikere er optagede af at skrive om depression som noget andet og mere end et individuelt problem som kan løses ved hjælp af medikamenter. Disse er mindre interesserede i psykiatri og kemi og beskæftiger sig snarere med den vestlige civilisations postfordistiske midnatstime, hvor produktionsbåndene står stille, og hvor poesien næppe flyder over af futuristisk ekstase over racerbilens guddommelige hastighed. Det skulle da også være underligt hvis vi skulle insistere på at zoome ind på kemisk ubalance i hjernen løsrevet fra alle sociale kontekster, for eksempel fra tidens aktuelle finanskriser.

En af melankolikerne er britiske Mark Fisher, som i tekstsamlingen Ghosts of My Life. Writings on Depression, Hauntology and Lost Futures (2014) tager afsæt fra den italienske teoretiker og aktivist fra 1970’ernes Autonomia-bevægelse Franco «Bifo» Berardi som har undersøgt koblingerne mellem de nærmest epidemiske bølger af psykisk lidelse og den neoliberalistiske logik som tager større og større plads i vestlige lande. Ifølge Berardi har neoliberalismen langsomt annulleret fremtiden siden 1970’erne og 1980’erne, og Fisher bygger videre på dette for at beskrive en skrækkelig tidsånd hvor tiden faktisk står bomstille.

Fra en konsert med Riot grrrl-bandet Bratmobile.
Fra en konsert med Riot grrrl-bandet Bratmobile.

Et af symptomerne på den lineære tidsfornemmelses sammenbrud er, ifølge Fisher, anakronisme: Rekvisitter fra forskellige tidsperioder begynder at dryppe ind, oversvømmer til slut rummet vi befinder os i og stopper følelsen af en fremadrettet tidsmæssig bevægelse. Faktum er stasis, men gemmes bag et hysterisk tæppe af støj som vil overbevise os om at det attråværdigt nye igen og igen kan vække vores begær, få os til at savle, give os fremtidschok, skabe et brud, et paradigmeskifte, en ny stil og en ny sensibilitet og dermed fornyet købekraft. Den mytologiske temporalisering (diverse politiske utopier, det demokratiske velfærdssamfund eller science fiction-forestillingen om menneskeheden som producenter af en evig strøm af teknologiske fremskridt) som mange af os er vokset op med, er en tidsmæssig linse det kan være svært at se på verden uden. Under de mytologiske temporaliseringer findes et mørkt hul af knust tidsfornemmelse.

Fisher bruger forskellige popkulturelle referencer til at anskueliggøre at de anførselstegn som tidligere markerede et stilcitat fra en anden tidsepoke nu er gået tabt. Da Arctic Monkeys slog igennem med «I Bet You Look Good On The Dancefloor» i 2005 blev hittet markedsført med en video som så ud som om de optrådte på BBCs musikprogram The Old Grey Whistle Test (1971–1988). Hverken Arctic Monkeys eller Amy Winehouse, med sin simulakrumsoul, præsenteres som retro. Anakronismen er naturaliseret, og det er dette som kendetegner tiden.

Har samtidens melankolske kritikere identificeret sig så stærkt med for eksempel punk-, postpunk- eller ravekultur at de ikke længere fatter hvad kids er optagede af i dag? Fisher er opmærksom på problematikken: «Den umiddelbare fristelse er at passe hvad jeg siger ind i en trættende velkendt fortælling: Det handler om de gamle som ikke magter at affinde sig med det nye, vi siger at alt var bedre i vores tid. Men det er netop dette billede med sin antagelse om, at de unge automatisk er på forkant af kulturel forandring, der nu er forældet.»


Savlende babymunde

Forsknings- og aktivistnetværket Feel Tank Chicago krediteres for at have brugt begrebet «politisk depression» første gang. Det åbner for en gunstig måde hvorpå de negative følelser kan trækkes ud af de private rum, hvor depressionslidende overlades til medicinering og selvbebrejdelse. Forskeren Ann Cvetkovich skriver: «Målet er at afpatologisere negative følelser, så de kan ses som en mulig ressource for politisk handling snarere end dens antitese.»1 Ann Cvetkovich, Depression: A Public Feeling, Duke Univ. Press, 2012. Depressionen og raseriet er to sider af den samme mønt, siger man gerne. Vi håndterer negativitet og aggression forskelligt, vender det enten indad eller udad. Traditionelt skulle manden have et større rum for at vende disse impulser udad; hans aggression og kritik er verdensskabende, endda forførende, han «tager» verden og gør den til sin, skaber den i sit billede, former den som han vil. Men det er som om at alle affekter cykler rundt i nogle lukkede systemer nu, måske i en simulakrumverden af like-aktivisme og uproduktivt kommentarfeltraseri. Er det en verden som unge mennesker har lyst at tilpasse sig? Har de overhovedet et valg, de som får stoppet en smartphone i hånden før de er kommet ud af vuggen?

På en reklame som for nyligt spredte sig på billboards i de berlinske gader vises et vidtåbent babyansigt ved siden af en magisk smartphone som eksploderer i et psykedelisk farveorgie. Reklamen lover en telefon med helt utrolig meget lagringsplads. Det er nærliggende at tænke på Apples teknoguru Steve Jobs, hvis idéer kom ud af de psykedeliske 1960’ere: Jobs’ vision om teknologien som en psykedelisk forlængelse af jeget. Den smartphone passede ind i den babymund, dette åbne sind, denne udvidelse af bevidstheden, denne fornemmelse af grænseløs frihed. Men det kommer måske an på fra hvilken vinkel man anskuer sagen? Vi oplever angiveligt den totale frihed med teknologien langt inde i vores begejstrede, savlende babymunde, men har også efterhånden fået en snigende mistanke om at det vi oplever som total frihed lige så vel kan betyde total kontrol.

Den omfattende Ungdata 2013-undersøgelse, foretaget af Norsk institutt for forskning om oppvekst, velferd og aldring (Nova), hvis fokusgruppe er 63 000 13- til 16-årige fra 150 kommuner, viser en veltilpasset yngre generation som hverken gør oprør eller doper sig, men som snarere hygger sig hjemme med forældre der lytter til den samme musik og går i samme tøj som dem. Et af de tydeligste signaler på at alt alligevel ikke er så harmonisk, er det faktum at hele 24 prosent af pigerne mellem 15 og 16 år melder om depressive symptomer. Alle Norges velmenende kræfter klør sig i hovedet og spørger: Findes der en sammenhæng mellem veltilpassethed, depressive symptomer og sociale medier?


Længselen efter pigestemmer

Hos Cvetkovich er den kvindelige erfaring central i en diskussion om politisk depression. En vigtig del af hendes undersøgelser er at gentænke 1970’ernes brug af den personlige fortælling (memoireskrivning) og håndarbejdet (craft), sidstnævnte ikke bare forstået som arbejdet med fløjlsagtige stoffer så bløde som indersiden af en vagina, men også som del af en DIY-kultur der ikke skiller særligt mellem hjemmestrikkede sweaters og produktionen af politiske, bekendende punkfanziner lavet på det lokale community centers kopimaskine. Hun har altså intet passivt syn på aktiviteter som betragtes som «klassisk» kvindelige, men kobler disse sammen med en punkkultur som ellers er blevet forstået som «hård» i både stil og udtryk: Hårde kroppe, hårdt misbrug, et nihilistisk livssyn.

Den nordamerikanske punkkultur Riot Grrrl som Cvetkovich kobler til, og som voksede sig stærk i løbet af 90’erne, var et unikt øjeblik hvor helt unge piger mobiliserede og dannede et netværk og en modkultur uden sidestykke. På norsk grund mobiliserer samme aldersgruppe i dag som rosabloggere, en lige så intens og tilsyneladende selvstyret platform hvor helt unge piger søger identitet. Rosabloguniverset har sine egne stjerner, for eksempel Sophie Elise Isachsen, som mestrer præstationspresset med et smil og vedbliver at være smukke samtidig med at de i større eller mindre grad skriver bekendende om de problemer de takler i hverdagen. Rosabloggerne er en uensartet gruppe, men ofte er pointen ikke en samfundskritisk samtale mellem «stjerne» og læsere, men konsumption af rosablogstjernens markedsføring af sig selv som ikon. Hun ler gennem tårer og træner og shopper og hendes mindre perfekte fanbase elsker hende af masochistiske årsager: De har ingen penge til skønhedsoperationer og til at købe de rette mærkevarer, men den intense længsel efter pigestemmer som kan fortælle dem om hvordan livet skal leves er en stærk drift, lige så stærk som pigernes fankulturer som stopper trafikken når Justin Bieber er i Oslo.


Egne revolutionsbetingelser

Der hvor der findes stærke affekter findes også gerne et marked. Mange kræfter opererer gennem den unge pige, dette er det franske filosofiske kollektiv Tiqqun inde på i deres tekstkollage Premiers matériaux pour une Théorie de la Jeune-Fille (2001). De forsikrer os imidlertid om at den unge pige, i deres forståelse, ikke er et kønnet koncept: «Alle de gamle former for patriarkalsk myndighed, fra statsmænd til chefer og betjente, er blevet ungpigefisert, hver eneste en af dem, selv paven.» Ja, er det ikke som om at de intime fanzinestemmer fra de foregående årtiers punkkulturer har fået en besynderlig tone efter det teknologiske paradigmeskifte i de sene 90’ere hvor det hjemmeproducerede fanzine blev til en blog? Hvem opererer gennem den unge pige? Hvad er inde i rosablogstjernen, hvad er inde i Paris Hilton? Er hun virkelig vores veninde som giver os sine personlige skønhedstips eller er hun kropsliggjort reklame for en uendelig strøm af produkter?

I filmen The Joneses (2009) flytter et salgsteam forklædt som familie ind i et rigt amerikansk villakvarter, via personlig interaktion med deres naboer er målet at sælge dem et ocean af varer. Illusionen begynder snart at sprække internt i «familien» hvor sælgernes virkelige følelsesmæssige længsler trænger sig på. Den benhårde salgskvinde Kate (Demi Moore) må råbe til sin «mand» (David Duchovny): There is no ’we’ Steve! De er ingen familie, de er intet organisk fællesskab, de er en unit og en cell – men udadtil er de et perfekt par som er perfekt forelskede. Den unge pige er ifølge Tiqqun en kropsliggjort version af Guy Debords spectacle, men dermed bliver det også vigtigt at understrege følgende pointe som den britiske filosof Nina Power formulerer: «Bag hver ungpigerøv skjuler det sig en flok rige hvide mænd. Derfor er opgaven helt sikkert ikke at ødelægge den unge pige, men at ødelægge det system, der producerer hende, og gør hende så ulykkelig, hvem ’hun’ end er.»2 Nina Power, «She’s just not that into you», Radical Philosophy, nr. 177, januar-februar 2013. I dag afsætter negativ respons dybere spor i unge mennesker, fordi det ikke længere er ord som råbes i skolegården, og som en mindre kreds hører, men specifikke formuleringer som er synlige i offentligheden til evig tid, både på skærmen og ridset ind i det følsomme sind. Nogle af de bedste formuleringer om Norges deprimerede døtre er signeret Per Are Løkke, specialist i klinisk børne- og ungdomspsykologi, han skriver blandt andet: «Når lidelsene blir privatisert, usynliggjøres det kollektive ansvaret for å finne løsninger på kulturelle problemstillinger som for eksempel mestringshysteri og syke kroppsideal. Feilen ligger hos jentene og ikke i samfunnet. Slik hindres de i å finne et språk som kan tydeliggjøre og skape et opprør mot familiære og kulturelle krav.»3 Per Are Løkke, «Diagnoser skjuler jenters raseri», Aftenposten, 14. september 2014. Løkke vil ikke tilbage til «den gamle historien om at vi liker positive jenter best, at kultur og samfunn ikke har plass til sterke jenter med en frigjørende negativitet og et levende raseri» og sætter sin lid til at pigerne kan finde en stemme i romankunsten, og nævner blandt andet Linnea Myhres debut Evig søndag (2012) som eksempel. Måske vi også skal se efter mere kollektivt betonede kunstudtryk? Romankunsten – uanset om man skriver feelgood eller feelbad – bliver nemt til en slags litterær Idol-konkurrence med fokus på individet.

Føromtalte Riot Grrrl-bevægelse, et af Ann Cvetkovichs eksempler på et punkt i tiden hvor depressive følelser blev vendt udad på en konstruktiv måde, er den hidtil eneste undergrundspunkbevægelse med feministiske fortegn startet af unge teenagepiger, ofte 1970’er-feministernes døtre som havde en anderledes agenda. Bevægelsen ville både skabe plads på en mandsdomineret musikscene og etablere netværk hvor piger kunne dele erfaringer med hensyn til nogle af de emner som blev taget op i de nationale debatter. For eksempel svævede pigekroppen rundt i en ophedet kulturkampdebat om retten til abort uden at pigernes egne stemmer fik plads noget sted.

Musikscenen var igennem 80’erne og 90’erne oversvømmet af en aggressiv, politisk radikal og ofte ekvilibristisk trend – hardcore – som blandet andet blev så mandsdomineret fordi publikum, muligvis ud af en slags misforståelse, knyttede den til gadevold og voldsom, katarsisk dans, noget som ofte gjorde det fysisk umuligt for mere spinkle kroppe at deltage. Riot Grrrl var en platform som var med til at skabe mødesteder og plads, både på scenen og i salen, til andre måder hvorpå man kan spille, fremtræde og udtrykke sig. I «Riot Grrrl Manifesto» fra 1991 opfordrer forfatterne os til at formulere vores egne revolutionsbetingelser: «Fordi vi ved, at livet er meget mere end fysisk overlevelse og er åbenbart klare over, at punkrockens gør-det-selv-idé er afgørende for den kommende angry grrrl rock revolution, som vil redde piger og kvinders psykiske og kulturelle liv overalt, i henhold til deres egne betingelser, ikke vores.»


Pussy Riot og YouTube

Er et Riot Grrrl-inspireret raseri en mulig udvej for Norges deprimerede døtre? Trygve Mathisen, som blandt andet har forfattet Norsk postpunk 1980 – 1985. Fra hardcore til A-ha (2011), og andre punkkronikører fra samme årgang har helt siden 1970’erne ærgret sig over måden hvorpå punken spændes for en eller anden pædagogisk venstrepolitisk hestevogn. Ifølge ham er Johnny Rotten den store nihilist og ingen af de veganske, feministiske punkfjolser i Washington DC og deres kopier på Blitz har fattet en brik af det hele. Og nu skal vi så introducere Riot Grrrl til statsfeministerne? Det er vist allerede for sent, de har læst alle bøgerne og rocker til den nye Sleater-Kinney-plade og Øya-aktuelle The Julie Ruin med deres døtre.

I Girls Make Media (2006) sætter Mary Celeste Kearney mediernes muligheder og begrænsninger for pigelivet i et historisk perspektiv. Pigens kreativitet var ofte begrænset til de private rum, men den industrielle revolution ændrede ganske langsomt på dette og var med til at udvide hendes bevægelsesrum. Kearney tager fat i klassikeren Indoor And Outdoor Handicraft And Recreation For Girls af Lina og Adelia Beard fra 1913, og man mærker tydeligt forfatternes fryd over fremskridtet: «Når gamle håndværk bliver populære igen og nye hele tiden introduceres, kan en piges liv fyldes af liflig aktivitet.» Før det, i 1850, blev symaskinen introduceret og i 1902 kom Brownie-kameraet til, og reklamerne henvendte sig til begge køn: «Enhver skoledreng og pige kan tage billeder med Brownie-kameraet.» Senere var kopimaskinen central for punkbevægelsen – og hvad ville Pussy Riot have været uden YouTube? Værktøjet er i de unge pigers hænder, spørgsmålet er hvad de vælger at bruge det til.

© norske LMD

Susanne Christensen er skribent.

Fotnoter   [ + ]