Utopien som forbrug

Klavs Birkholms Efter mennesket viser hvordan teknofascination, optimeringsteknologier og en ekstrem individorienteret konkurrencementalitet i et nyliberalt samfund går hånd i hånd. Den store taber er den kritiske tænkning og en etisk-æstetisk sensibilitet.

Drømmen om et forbedret menneske er gammel. Kendt er Ikaros, hvis far Daidalos forsynede ham med vinger, så de sammen kunne flyve bort fra fangenskabet på Kreta. Det nye er at forskningen i dag arbejder på at frembringe forskellige teknologier, der bringer os nærmere drømmens indfrielse. Vi er måske på vej ind i den posthumane epoke, hvor cyborgen bryder med den vestlige forestilling om det autonome subjekt, hvor det uorganiske tænkende liv kommer til at erstatte det organiske og udtrykke en identitet der ikke er funderet i en organisme med en sjæl.

I 2003 bliver journalisten Klavs Birkholm, som nyudnævnt medlem af Det Etiske Råd, stillet overfor en rapport om mikroinsemination, i tilfælde hvor manden har ringe sædkvalitet. Til hans forbløffelse konstaterede han at Rådet fandt hensynet til det infertile par mere tungtvejende end de samfundsmæssige betænkeligheder ved at suspendere den naturlige udvælgelse. «Det helt individuelle valg af egeninteressen (nyliberalismen igen!) var trængt ind i Det Etiske Råd,» skriver Birkholm i sin nye bog, Efter mennesket. Han stod alene med sin forbløffelse, men en enkelt sidebemærkning fra hans pen fik lov at stå:

«En lille, undselig lysegrøn eller lyserød sag kan ændre den store historie.»

«Personligt ser jeg det som udtryk for både overmod og dødsforagt på menneskehedens vegne at ville gribe så uanfægtet ind mod naturens visdom, som forplantningsteknologien her er i gang med. Og med hvilket formål? Formålet er jo ikke at hjælpe et barnløst par til at få en graviditet, det kunne gøres på anden vis. Formålet er at hjælpe parret til et barn, som lige præcis bærer faderens genetiske aftryk.»


Fascination og optimering

At ledende læger ikke kender konsekvenserne ved inseminering af sædceller med ringe mobilitet, bekymrer dem ikke. Sagen er at teknologien vinder frem. Mere end fem procent af en årgang nyfødte dansker er nu kunstigt frembragte, et tal der stiger overalt i verden. Interesseorganisationer lige fra Ufrivilligt barnløse til Landsforeningen for bøsser og lesbiske understøtter udviklingen. I realiteten er det en forbrugerinteresse, mener Birkholm. Med en øget forskning for forbedring og optimering opstår en øget forventning og utopisk forestilling om at få større og stærkere og sundere børn, om et liv uden smerte og sygdom og lettelse. Designerbørn og præmieæg er allerede i støbeskeen. En utopi der er på vej til at blive inddraget i den nyeste rettighedstænkning. Ikke kun den etiske, men også den politiske og kritiske tænkning om værdier, er næsten forsvundet. Hvad er der sket?

Det nye er ikke at vi kan frembringe ting og gør det, det nye og foruroligende er «at mennesket i en vis forstand kaster sig op til at være artens ingeniør». Vi bevæger os fra «normalisering til udformning efter ønske». Birkholm citerer her Nikolas Rose: «Tidligere interventioner fra eksperters side blev anvendt til at kurere patologier, til at rette op på generelt accepterede afvigelser fra en ønskelig funktionsmåde eller til at fremme biopolitiske strategier gennem livsstilsmodifikationer. Nu er modtagerne af disse interventioner forbrugere og foretager valg på grundlag af indgangsønsker, som kan forekomme banale, narcissistiske eller irrationelle og er ikke opstået af medicinsk nødvendighed, men af markedet og forbrugerkulturen.»

Udviklingen af optimeringsteknologier og forbrugsønsker synes at følges ad og styrkes af en øget videnskabelig forståelse for kroppens mekanismer. Birkholms bog viser hvordan teknofascination, optimeringsteknologier og en ekstrem individorienteret konkurrencementalitet i et nyliberalt samfund går hånd i hånd. Den store taber er den kritiske tænkning og en etisk-æstetisk sensibilitet.


Mellem behandling og optimering

Det er svært ikke at blive fascineret af de mange nye teknologier der i disse år dukker op, hvor det som for få år siden lignede science fiction nu forekommer at være en del af virkeligheden. For tyve år siden sagde den franske filosof Michel Serres, i en samtale med Bruno Latour, at menneskets store udfordring i fremtiden vil være at sørge for at teknologien ikke tager over og «tænker tankeløst», i stedet for at mennesket gør sig sine egne tanker.1 Det handler om overhovedet at bevare den kritiske tænkning uden at blive sentimental eller bagstræberisk.

Det kan være svært at holde hovedet koldt når man bliver stillet overfor en teknologisk udvikling som tiltrækker betydelige investeringer og milliardstore forskningsbevillinger. Men som Birkholm understreger er der for meget på spil til at vi blot kan overlade konsekvenserne af de teknologiske nybrud til fagfolk. For politik handler ikke om at finde tekniske løsninger på tekniske problemer, men om at forholde sig kritisk til værdier og om muligt vælge det gode liv. Efter mennesket er i høj grad et bidrag til en selvkritisk refleksion.

Især tre optimeringsteknologier er for alvor brudt igennem: genetisk optimering, medicinsk optimering og kybernetisk optimering. Indenfor genetisk optimering har den biologiske ingeniørkunst udgjort et skræmmebillede siden Hitler-Tysklands eugenik-programmer. Men nutidens screeningprogrammer, som programmet til det danske sundhedssystemet fra 2004, er som Birkholm skriver «et arvehygiejnisk program» med det resultat at antallet af børn født med Downs syndrom er faldet drastisk. Birkholm udtrykker bekymring ved udsigten til mulighed for «fuld genetisk kortlægning af fosteret på grundlag af cellefrit DNA eller hele celler fra fosteret allerede i ottende svangerskabsuge, altså før udløbet af grænsen for fri abort». Bag den stadige udvikling af programmerne tilstræbes en «optimal genetisk profil» og bagved lurer tanken om at producere de absolut egnede.

«Politik handler ikke om at finde tekniske løsninger på tekniske problemer.»

Indenfor medicinsk optimering har vi at gøre med en udvikling der ikke først og fremmest sigter til helbredelse, men til højnelse eller forbedring af menneskets kognitive evner. Mens vi tidligere fortolkede vores identitet socialt, er fortolkningsrammen i stigende grad biologisk og medicinsk, eller «somatisk». Vores selvforståelse er forbundet med kroppens udseende og signaler. Vores stigende indsigt i det molekylære niveau betyder at vi som forbrugere knytter vores tilværelse til vitaminpiller, slankemidler, fiskeolier, screeningprogrammer, viagra. Vi bliver tendentielle præ-patienter, mener Birkholm. Det nye er muligheden for at kunne intervenere i de neurokemiske transmissionsmønstre. Man kan påvirke hjernen og centralnervesystemet for at forbedre fænomener som koncentration, hukommelse og stemningsleje, noget der klart overskrider almindelig medikalisering.

Det store fokus på det somatiske – på kravet om sundhed og alles ret til sundhedsydelser – har skabt en veritabel mangedobling af sygdomsdiagnoser, med det resultat at et overvældende antal af mennesker indtager antidepressiver. «I Danmark er 8,2 procent af befolkningen og 10 procent af danske kvinder på antidepressiv medicin,» påpeger Birkholm. «Fra 2001 til 2010 blev antallet af solgte døgndoser fordoblet fra 78 millioner til 167 millioner!» Især brugen af antidepressiver og andre former for følelsesregulering sætter, ifølge Birkholm, de mest alvorlige etiske spørgsmål på dagsordenen.

Kybernetisk optimering skaber intelligente teknologier mellem menneskets nervesystem for at forstærke eller forbedre mentale funktioner. Cyborgen – kybernetisk organisme – hører også med her: fra de vilde forestillinger om rejser i det ydre rum over lunger iltet via solceller til mere almene formål, såsom behovet for at gøre proteser intelligente og bestræbelsen på at eftergøre menneskets sanse- og bevægeapparat for at udvikle robotterne som hjælpemidler. Deep Brain Stimulation (DBS), der sender impulser til særlige områder i hjernen, kan idealt set bruges mod fedme og depression, men har mange bivirkninger og «overskrider grænsen mellem behandling og optimering».


Etikkens elendighed

I livets lotteri er ikke alle børn og voksne blevet udstyret med de bedste evner og muligheder. I en situation med stigende krav om præstation, og hvor kun en del af befolkningen har ressourcer til at forbedre denne, skabes øget polarisering og socialt pres der påvirker normdannelsen og den sociale retfærdighed i samfundet. Fortalerne af kognitive optimeringsteknologier anslår en forhøjelse af befolkningens IQ på 3 procent og fremhæver muligheden for at sænke fattigdomsraten med 25 procent, nedbringe antallet af mandlige fængselsfanger med 25 procent og nedsætte antallet af mennesker på økonomisk understøttelse med 18 procent. De foreslår at gøre optimering til en rettighed.

Elendigheden i denne «etik», er ifølge Birkholm åbenlys: Den siger at det som gavner mig personligt, også er det mest rationelle for samfundet. I USA og andre steder bliver børnelæger presset af forældre der ønsker væksthormon til deres børn, ikke kun de som er diagnosticeret med lav vækst, men også børn af små forældre. Men hvordan fastsætte en grænse som stadig forskydes?

Det virkelige spørgsmål er, om «vi ønsker at leve i et samfund, hvor forældre føler sig nødsaget til at spendere en formue på at gøre helt igennem sunde børn et par tommer højere,» skriver Birkholm. Det samme spørgsmål går igen, når det gælder præstationsfremmende medikamenter. Ifølge Birkholm truer de nye teknologier de grundlæggende menneskelige værdier som autonomi, værdighed og anerkendelse. Hvis den menneskelige bevidsthed kan gøres til genstand for manipulation der reducerer mennesket til et naturobjekt, mister vi ikke alene vores menneskelighed, men selve naturen. Men hvori består en sådan bioetik?


Det selvforherligende individ

Præstationsfremmende stoffer indenfor arbejde, underholdning, sport og idræt, får ifølge Birkholm konsekvenser for selvværd, værdighed og anerkendelse: «Følelsen af selvværd spiller en afgørende rolle i hele den sociale dynamik, hvorigennem samfundets organisation og balancer udvikles.» Anerkendelse er afgørende for den sociale kamp, den sociale dynamik, institutionernes og historiens udvikling. Argumentet går på at hvis en operasanger får præstationsfremmende stoffer, eller ligefrem får indopereret en stemmevibrator, har det ifølge Birkholm ødelæggende virkning på hele vores selvforståelse og den heraf affødte sociale dynamik. Anerkendelse og selvværd er et resultat af hårdt arbejde og talentpleje. Kun disse kan siges at være en del «af mig», mens den kunstigt frembragte eksterne manipulation ikke er det og jeg vil ikke kunne tage egen kredit for det.

Man kan spørge hvor stor betydning det har moralsk, at jeg ved at operasangerens «naturlige talenter» afhænger af en hjerneudvikling der er opstået fra fødslen af eller noget der kommer udefra. Men præstationsfremmende midler til at forbedre udøvelsen af eksempelvis klassisk musik – og kunst og performance i det hele taget – fører en række moralske, men også teknologisk problematiske ting med sig. Birkholm siger det ikke direkte, men det ligger implicit i hans argument at æstetisk kognition er knyttet til emotionelle kapaciteter, der aldrig vil kunne formaliseres og derved konceptualiseres så der kan produceres kreativitetsfremmende præstationsmidler. Her er vi bundet til praksis. Måske beviset på at vi har brug for mere æstetisk læring end biogenetisk forskning?

Det er en kendt sag at Prozac højner hjernens serotonin og øger følelsen af selvværd. «Hvad nu hvis Martin Luther King havde omformet sin indignation og sit engagement med beroligende selvmedicinering? Leck Walesa? Mikhail Gorbatjov? Barack Obama?» spørger Birkholm. «En fabriksfremstillet pille, der dagligt langes over disken i hundredevis af doser – en lille, undselig lysegrøn eller lyserød sag – kan ændre den store historie, både den politiske historie og kulturhistorien. Det er i mine øjne det største og mest centrale etiske dilemma i forbindelse med den eksplosive udbredelse af antidepressiv medicin: at kampen for anerkendelse, der er så afgørende for historiens dynamik, risikerer at nedtones.»

For netop at undgå at reducere bioetik til endnu en bindestregsetik, som Žižek har kaldt det, forsøger Birkholm at øge kompleksiteten ved at knytte de etiske dilemmaer til den markedsdrevne individualisme og målingsstrategier og risikovurderinger i New Public Management. Birkholms eksempel fra arbejdspladsen i Danmarks Radio, i årevis stedet for ildsjæle med høj kvalitetssans, men som efter nye målingsstrategier måtte se mange bukke under, er tankevækkende. Vinderne er kynikerne der altid kommer i mål og finder det de søger. Birkholm spørger om ikke «dyrkelsen af det selvforherligende individ» afføder et amputeret og rosenrødt livssyn.


Den kritiske tænknings misere

Vi lever i en tid med en udbredt tendens til at sygeliggøre tristhed eller trivialisere det plagede menneske og gøre det «lette og lyse humør til den mest efterspurgte ’kompetence’ hos nye medarbejdere». Det interessante er sammenhængen mellem optimeringsteknologier og en tid der stiller krav om frihed for lidelse. For hvis jeg bliver syg eller ikke kan passe mit job, kan jeg få en pille af min læge og komme hurtigt tilbage på arbejdet. Den lidende kan ikke længere gå til en fagforening der tager sig af disse ting. Vi behandler noget individuelt som er et kollektivt problem. Men også det individuelle trivialiseres til et symptom som optimeringsmedicin skal rode bod på. Vi vil gerne have maniske ledere og småskøre kreative medarbejdere, men ikke filosoferende melankolikere med en følsom intelligens.

Det er denne «kontrol over naturen» der ifølge Birkholm er «en hovmodskultur [hvor] jeg kun har ansvar for mig selv». En antropocentrisk selvtilstrækkelighed der gør os blinde, døve og uansvarlige overfor tilværelsens gavekarakter og gaverne selv: det underfulde, det sære og det vidunderlige. Evnen til at se tingenes under og skønhed kræver det Birkholm med Hannah Arendt kalder «begyndelsens princip» – friheden og det politiske fællesskab udspringer af den evige begyndelses basale undren. Det er denne genfortryllelse der er civilisationens fortsatte beståen. Fælles for de mange optimeringshjælpemidler er styring ved hjælp af genveje, shortcuts. Problemet er at kunstigt fremstillede midler skaber det Birkholm med Gregory Bateson kalder en «Faust’sk tilpasning, idet man får en slags magisk kontrol over sit eget liv i stedet for at ende i helvede». I et samfund hvor optimering og fleksibilitet går hånd i hånd – man skal ikke binde sig til en bestemt uddannelse eller bestemt kompetence – bliver genvejen til en form for afhængighed. Og ifølge Bateson er det nyttesløst at kæmpe mod afhængigheden, han betragter det som en frygtelig fælde.

Da jeg læste disse sider slog det mig at vi her måske har noget af svaret på den kritiske tænknings misere i vor tid: At vi er blevet afhængige af hurtige virkninger og svar. «Hvad er der så at gøre for det moderne menneske, ung som gammel?» spørger Birkholm. «Muligvis kun dette ene: at indse, at fordringen om etisk autenticitet i dag alene kan imødekommes på betingelse af en afstandtagen fra konventionerne om konkurrence frem for alt.»


Naturens visdom eller kritisk tænkning?

Birkholm nævner H.C. Andersens eventyr om Kejseren i Kina der ikke kunde høre forskel mellem den kunstige nattergals sang og den levendes, og derfor jagede bort den levende. Men da den kunstige nattergal sluttet at virke og Kejseren blev syg, kom den levende nattergalen tilbage og fik Kejseren til at knibe en tåre og rejse sig fra sottelejet, før den fløj bort og aldrig mere viste sig. Birkholm bruger historien til at minde os om faren ved at idolisere det artificielle. Når det kommer til stykket kan vi mennesker godt kende forskel på den kunstige nattergal, frembragt af det Birkholm kalder «menneskets visdom», og den ægte nattergal, som er en frembringelse af det han kalder «naturens visdom». Men hvordan skal vi forholde os til de stadig mere avancerede artifakter der rækker udover de simple hjælpemidler som briller og computere? Hvordan eksempelvis forholde os til de nye kybernetiske teknologier?

Birkholm nævner Kevin Warwick, professor i kybernetik på Reading Universitet, der i 2002 fik forbundet sit neuronale system direkte til et computernetværk. Han blev således det første menneske der blev fodret med data udenom de fem sanser. Et fremtidigt scenarie der kombinerer hjerne og computer. Der er også eksempler med handikappede og blinde personer der får informationer om deres omgivelser leveret udenom deres egne sanser. Men Birkholm insisterer på at det er afgørende at vi kan skelne mellem naturens frembringelser, «naturens visdom», og menneskets frembringelser, «menneskets visdom». Det bliver imidlertid aldrig rigtig klart hvad der skal forstås ved «naturens visdom». Selv Darwin opfattede evolutionen og arternes udvikling som en proces uden plan og formål. I sin kritik af især kybernetisk optimering, herunder transhumanismen og cyborgen, opererer Birkholm med en binær modsætning mellem natur og kunstighed. Men er det muligt at opretholde denne skelnen på andet end et meget abstrakt plan? Birkholm er forståeligt nok bekymret ved at hjernens «naturlige» aktivitet erstattes af særlige processer, men opstår vores hjerne- og tankeaktivitet ikke allerede som et resultat af sociale relationer og materielle, det vil sige medierede supplementer – det være tegn, billeder, kunstighed, herunder digitale mediers stoflighed?

Problemet er ikke nødvendigvis hvordan og om maskiner kan imitere den menneskelige hjerne, men hvordan den menneskelige tankes «identitet» eller form kan inkorporere maskiner og til stadighed gør det. Al tænkning er forbundet med det at påvirke og påvirkes af sansning gennem tegn, billeder og affekter. Birkholm citerer Løgstrup for hvem sansningen er afstandsløs, men derfor også principielt et forskelsløst hav der standser tankens bevægelse og dermed dens kritiske arbejde. Kunsten i dag er vel at gøre sansningen til en problematik og ikke til en bekræftelse af vores natur?

Sagt på en anden måde: Når Birkholm igen og igen spørger om det virkelig er mig, hvis jeg med avancerede kunstige arme og hænder formår at udføre noget som intet andet menneske er i stand til fordi det er muliggjort af avanceret teknologi, forudsætter han stadig en forestilling om hvad mennesket er i stedet for at spørge til måden hvorpå vi eksisterer. Altså, til væremåden. Og disse måder er vel altid bundet til materielle supplementer, stoffet, tingene? Problemet opstår når vi lader os styre af en frygt for tingene i stedet for at være modtagelig for hvordan også tingenes kunstighed kunne holde tanken i omdrejninger på nye måder.

I Birkholms omgang med cyborgen savner jeg en inddragelse af kunsten, både film og litteratur, for her ser vi en udforskning netop af følelseslivet i møde mellem menneske og robot, det være Spielbergs A.I. Artificial Intelligence, Ridley Scotts Blade Runner eller Leo Carax’ Holy Motors. De gennemspiller alle interessante problematikker om posthumane kroppe uden at give entydige bud og svar, og uden at lukke diskussionen om hverken teknofobi eller teknofili. I A.I. Artificial Intelligence kan man blive i tvivl om hvorvidt robotbarnet David er blevet menneske og hvorvidt moren står i et andet forhold til dette væsen. I Holy Motors bruger instruktøren Carax de digitale posthumane virkemidler til at udforske filmmediets illusionskunst der beriger den magi der knytter sig til filmkunstens forundring: Den digitale motion capture-dansen udført af skuespilleren Denis Levant skaber det Daniel Morgan har kaldt en lethedens teknologi.

Men Birkholms påpegning af hvordan transhumanismens iver efter at designe sin krop med et optimerende sigte, let glider ind i den nyliberale konkurrenceideologi og hyperindividualisme, er stadig vigtig. Det er her bogen leverer et meget væsentligt bidrag til en debat der nærmest er gået i stå.

© norske LMD

Alexander Carnera er forfatter og essayist