Menneskelige immigranter

Ved at bruge amatørskuespillere og et dokumentarisk formsprog giver Middelhavet et yderst vellykket og dybt menneskeligt indblik i to immigranters komplekse liv.

Middelhavet. Sig ordet. Betydningen har ændret sig for de fleste af os. Fra at konnotere badestrande, charterferier og en særlig form for sund kost, vil ordet nok rumme andre betydninger i disse tider. Måske vil vi se for os, hvordan en skrøbelig båd overlæsset med flygtninge kæmper sig tværs over havet. For nogle lykkes det. For andre bliver rejsen fatal og slutpunktet for en bristet drøm.


Frustrationens følgesvend

Kort inde i Jonas Carpignanos realistiske film Middelhavet befinder vi os på åbent hav. Den skipper, som ellers skulle have transporteret de afrikanske flygtninge, migranter, drømmere (uenigheden om definitionen florerer velsagtens fortsat), er i sidste øjeblik sprunget fra, og den ansvarsfulde post er nu efterladt til en mand uden erfaring. Kort inde i rejsen er båden og dens værdifulde last da også i overhængende livsfare. I næste indstilling ser vi de forhutlede, forkomne, døende mennesker klamre sig til en surrealistisk metalgenstand midt i havet. Her venter de. Måske på at dø. Måske på at blive reddet.

De to altoverskyggende protagonister Ayiva og Abas bliver reddet og befinder sig kort tid efter i det på overfladen idylliske italienske lille samfund Rosarno. Her får de arbejde i den essentielle frugtindustri, hvor flygtninge og immigranter faktisk spiller en uundværlig rolle for økonomien. Ayiva går til arbejdet med ildhu og iver. Naturligvis savner han sin hustru og deres lille datter, som sidder tilbage i Burkina Faso, men han erkender også, at vejen frem i Europa er møjsommelighed og arbejdsomhed.

I Middelhavet får Ayiva og Abas arbejde i den italienske frugtindustri, hvor flygtninge og immigranter spiller en uundværlig rolle for økonomien. Foto: MER FILM

I Middelhavet får Ayiva og Abas arbejde i den italienske frugtindustri, hvor flygtninge og immigranter spiller en uundværlig rolle for økonomien. Foto: MER FILM

Denne indstilling falder Abas noget vanskeligere. Han ser kun, hvordan de afrikanske indbyggere behandles som andenrangs borgere i en nation, der ellers har brug for dem. Og da afrikanerne på et tidspunkt bortvises fra deres midlertidige bolig og trues af flere af de lokale slagsbrødre, bliver det for meget for Abas. Han tyr til volden, frustrationens evige følgesvend. Dermed sættes venskabet mellem Ayiva og Abas også på spil. Skal Ayiva droppe sine tanker om at arbejde sig op i samfundet og i stedet sætte hårdt mod hårdt? Vender man den anden kind til, når den første kind er blevet smadret?


Bag tallene og kvoterne

Middelhavet er eminent til at skildre den dybt problematiske og komplekse situation, som de afrikanske tilflyttere befinder sig i. De er et særligt vedhæng i et samfund, der slet ikke kan finde ud af at håndtere dem. Dette illustreres på særdeles nuanceret vis i Carpignanos film.

Ved at skildre både de italienere, der hjælper og de, der vil tæve afrikanerne ud af byen og samtidig skildre afrikanerne som ikke værende nogen homogen masse, men en dybt forskelligartet størrelse, hvoraf nogle kan håndtere den nye kultur, mens andre aldrig kan rumme en tilpasning til den, opnår Carpignano en kompleksitet, som er få samfundsaktuelle film forundt. Og man må jo sige, at Middelhavet om noget er samfundsaktuel og dermed også kan agere som et nuanceret indspark i en debat, der alt for længe har kredset om kvoter, EU’s krise og manglende sammenhold. Her kan filmen bidrage med et syn ind i det menneskelige, vel at mærke det menneskelige fra flere sider. For en stund kan vi få adgang til en oplevelse af, hvordan det er at være et helt andet menneske et helt andet sted i en situation, kun yderst få af os kender til.

Flere faktorer gør at filmen kan afstedkomme en slik oplevelse. Dels er formsproget komponeret med en vis hang til det dokumentariske. Her er ingen æstetisering for æstetikkens skyld. Her er tværtimod et yderst realistisk formsprog med udelukkende on location-optagelser, hvis realisme højnes af brugen af stort set kun amatør-skuespillere.

Især Koudos Seihon i rollen som Ayiva gør en imponerende figur, som da også gav ham skuespillerprisen på Stockholms internationale filmfestival. Instruktøren Carpignano fandt Seihon under sin research til en kortfilm, der ligeledes fandt sted på Rosarno. Seihon er fra Burkina Faso og har selv oplevet meget af det samme, som hans karakter gør det i Middelhavet. Dette bidrager da også til realismen, men det er nu især Seihons naturlige talent for skuespillet, der løfter indtrykket til et yderst overbevisende niveau.

Med Middelhavet kommer vi bagom tallene, kvoterne og de politiske beslutninger. Vi får sat et menneskeligt ansigt på og bliver mindet om, at der er unikke skæbner bag ved hver eneste beslutning om at rejse fra sit hjemland og entrere det fremmede.

© norske LMD

Middelhavet, Jonas Carpignano, USA/Italia 2015. På kino fra 22. januar.

Steffen Moestrup er filmkritiker.