Fromhed og fald

Småfugler er en intim og dybfølt granskning af pubertetslivet subtilt signeret af Rúnar Rúnarsson.

Rúnar Rúnarsson er en sensitiv filmskaber i ordets bedste forstand. Med afgangsfilmen Anna i 2009 så offentligheden for første gang den særlige følsomhed, hvormed han anvender filmmediet. Man kan ikke kalde filmene for stillestående, for der sitrer altid en dramatisk nerve langs Rúnarssons værker. Man kan heller ikke kalde værkerne for følelsesmanipulationer, for der forekommer ikke en entydig dyrkelse af det følelsesmæssige. Følelserne ekspliciteres ikke. Snarere er filmene finfølte og ikke mindst intime studier af hverdagslivet.

I Anna var omdrejningspunktet livet i et lille fiskersamfund på den danske nordvestkyst, hvor pigen Anna møder puberteten, og hvor både Anna og miljøet omkring hende er i en foranderlig fase. Også i Småfugler (som bærer den islandske titel Þrestir) er vi i udkanten af et samfund, og nok engang er den centrale karakter et menneske på tærsklen mellem barndom og voksenliv.

Et vadested kunne man måske kalde de år, som Rúnarsson efterhånden har udsat for en længerevarende granskning på tværs af sine værker, og som han nu forfiner i Småfugler. Der er noget på spil i de år, noget særligt transformativt, som måske er med til at gøre årene egnede til filmiske studier, men jeg tror nu ikke, at Rúnarsson tænker strategisk. Jeg tror blot at han er optaget af den særlige tid.


Store følelser og små udtryk

Vi åbner minimalistisk, næsten køligt, med stramme linjer, konturer af en kirkes loft, hvorefter kameraet langsomt knejser sig nedad og åbenbarer kilden til den lyd, vi hører: et drengekor der synger en islandsk hymne. Kameraet dvæler ved Ari, som med en særlig lys stemme er helt og aldeles til stede i musikken.

Det næste vi ser er Ari under dynen, et næsten ikonisk Rúnarsson-billede. Vi er tæt på. Kameraet og os hviler med Ari. Vi aner et lys fra verden udenfor, men vi er under dynens tynde tekstil, beskyttet, men kun i ringe grad. Moren kalder på Ari. Nu skal han gøre sig klar, så de ikke kommer for sent. Sagen er nemlig den, at Ari skal flytte fra sin mor i Reykjavik, og tilbage på landet hos sin far.

Rúnar Rúnarssons filmer er finfølte og intime studier af hverdagslivet, ofte på tærsklen mellem barndom og voksenliv. FOTO: ARTHAUS.

Rúnar Rúnarssons filmer er finfølte og intime studier af hverdagslivet, ofte på tærsklen mellem barndom og voksenliv. FOTO: ARTHAUS.

Forældrene blev skilt for otte år siden. Moren har fundet en ny mand, en vegetarspisende dansker (som den jagtglade far kalder ham), og nu skal moren og den nye mand flytte til Afrika, og Ari kan ikke komme med. Ari er mut. Har ikke lyst til at drage af sted. Drengen har kun haft sporadisk kontakt med faren efter skilsmissen, så det er delvist et fremmed menneske, han skal flytte ind hos.

Rejsen derhen viser nok engang Rúnarssons store visuelle talent. Flyet letter over Reykjaviks horisont. I næste indstilling følger kameraet det hvide fly, idet maskinen bevæger sig hen over himlen og forbi et grønklædt bjerg. Det hvide fly synes nu lille og skrøbeligt ude i den store natur, ja, det synes ikke meget større eller mere betydningsfuldt end de hvide småfugle, som også fylder himlen. Så lander flyet og et fåmælt møde med faren finder sted. De store følelser er altid noget, der rumsterer nedenunder de små udtryk.

Aris møde med faren er også et gensyn med barndommens landskaber og mennesker. Ikke mindst mødet med barndomsveninden Lara vækker noget i Ari. Der spirer en følelse imellem dem, en følelse som vel egentligt har været der hele tiden, men som måtte pakkes væk, da Ari flyttede til storbyen i sin tid. Ellers er det mest plagsomheder, der møder Ari.

Relationen til faren er problematisk. Siden skilsmissen har faren behandlet sorgen med alkohol og seksuelle eskapader med et af de lokale fruentimmere. Aris farmor, der bor tæt på, skænder sin søn og mener, at nu må selvmedlidenheden stoppe. Han må mande sig op og tage vare på den søn, som han har fået en second chance sammen med. Langsomt sker der da også forbedringer. Drikkeriet aftager en anelse. Og en morgen står der en spritny cykel til Ari fra faren; en kompensation for alle de glemte fødselsdage. Ari kaster et blik på cyklen, men trasker videre. Der er ikke nogen let genvej til at genetablere det mistede.

Den helt store styrke ved Småfugler er den ægthed og intimitet, hvormed vi lærer at kende karaktererne gennem den langsomme karakterdefinition. Intet er forjaget. Enkelte steder udpensles der måske et for overtydeligt misforhold mellem den machoagtige far og den bløde kordrengs-søn, men langt det meste af filmen er et særdeles overbevisende indblik i pubertetens særlige resonans.© norske LMD

Småfugler, Rúnar Rúnarsson, Island, 2015.
På kino fra 24. juni. Filmen er udvalgt som distributøren Arthaus’ sommerfilm af hundre filmentusiaster.

Steffen Moestrup er filmkritiker.