Katie er marginaliseret og umenneskeliggjort i et system, der i Loachs fremstilling er dybt problematisk, fremmedgørende og nedladende. Foto: Norsk Filmdistribusjon.

Håb og fortvivlelse

Ken Loachs Guldpalme-vinder Jeg, Daniel Blake fungerer fortrinligt i dens vekslen mellem håb og fortvivlelse. Systemkritikken har dog en noget banal karakter.

Ken Loach må have skabt verdens første og måske for evigt eneste rørende scene, hvor en dåse tomat er den centrale rekvisit. Scenen optræder et godt stykke inde i Loachs Guldpalme-vinder Jeg, Daniel Blake og finder sted i et lagerrum, hvor Englands fattigste kan komme og hente mad. Udenfor var den enlige mor, den forarmede Katie, der i ugevis har ladet børnene få den lille mængde aftensmad, hun har haft, alt imens hun selv intet har indtaget, i stand til at bevare fatningen, men indenfor skrider det hele under hende. En medarbejder hjælper Katie med at finde madvarer på hylderne. Da en dåse tomat ryger ned i posen, brister den lille overflade, der måtte være tilbage hos Katie. Hun vender ryggen til medarbejderen, river med besvær låget af dåsetomaterne og hælder dem ned i halsen, mens tomatsovsen blandes med tårer, der triller ned af hendes kinder.

«Når du mister din selvrespekt, er du færdig!» lyder det på et tidspunkt i filmen, og det er måske netop dette tab af selvrespekt, som scenen viser. Katie har i lang tid været presset. Ikke i stand til at finde et arbejde. Vanskeligt ved at brødføde sine to børn. Og i den grad marginaliseret og umenneskeliggjort i et system, der i Loachs fremstilling er dybt problematisk, fremmedgørende og nedladende. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Prøv Le Monde diplomatique i to måneder for ti kroner

Papiravis og full digital tilgang
Forrige sak

Portrett av det svarte USA

Neste sak

Siste tango i Ungarn

Andre saker om Film

Vi, de forsømte

Mafiaens virksomhet er en altfor velkjent fortelling. Den formelpregede dramatikken står alltid

0 kr 0