Håb og fortvivlelse

Ken Loachs Guldpalme-vinder Jeg, Daniel Blake fungerer fortrinligt i dens vekslen mellem håb og fortvivlelse. Systemkritikken har dog en noget banal karakter.

Katie er marginaliseret og umenneskeliggjort i et system, der i Loachs fremstilling er dybt problematisk, fremmedgørende og nedladende. Foto: Norsk Filmdistribusjon.

Ken Loach må have skabt verdens første og måske for evigt eneste rørende scene, hvor en dåse tomat er den centrale rekvisit. Scenen optræder et godt stykke inde i Loachs Guldpalme-vinder Jeg, Daniel Blake og finder sted i et lagerrum, hvor Englands fattigste kan komme og hente mad. Udenfor var den enlige mor, den forarmede Katie, der i ugevis har ladet børnene få den lille mængde aftensmad, hun har haft, alt imens hun selv intet har indtaget, i stand til at bevare fatningen, men indenfor skrider det hele under hende. En medarbejder hjælper Katie med at finde madvarer på hylderne. Da en dåse tomat ryger ned i posen, brister den lille overflade, der måtte være tilbage hos Katie. Hun vender ryggen til medarbejderen, river med besvær låget af dåsetomaterne og hælder dem ned i halsen, mens tomatsovsen blandes med tårer, der triller ned af hendes kinder.

«Når du mister din selvrespekt, er du færdig!» lyder det på et tidspunkt i filmen, og det er måske netop dette tab af selvrespekt, som scenen viser. Katie har i lang tid været presset. Ikke i stand til at finde et arbejde. Vanskeligt ved at brødføde sine to børn. Og i den grad marginaliseret og umenneskeliggjort i et system, der i Loachs fremstilling er dybt problematisk, fremmedgørende og nedladende. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller .

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 99 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

0 kr 0