Katie er marginaliseret og umenneskeliggjort i et system, der i Loachs fremstilling er dybt problematisk, fremmedgørende og nedladende. Foto: Norsk Filmdistribusjon.
Film Ken Loach

Håb og fortvivlelse

Ken Loachs Guldpalme-vinder Jeg, Daniel Blake fungerer fortrinligt i dens vekslen mellem håb og fortvivlelse. Systemkritikken har dog en noget banal karakter.

Posted on

Ken Loach må have skabt verdens første og måske for evigt eneste rørende scene, hvor en dåse tomat er den centrale rekvisit. Scenen optræder et godt stykke inde i Loachs Guldpalme-vinder Jeg, Daniel Blake og finder sted i et lagerrum, hvor Englands fattigste kan komme og hente mad. Udenfor var den enlige mor, den forarmede Katie, der i ugevis har ladet børnene få den lille mængde aftensmad, hun har haft, alt imens hun selv intet har indtaget, i stand til at bevare fatningen, men indenfor skrider det hele under hende. En medarbejder hjælper Katie med at finde madvarer på hylderne. Da en dåse tomat ryger ned i posen, brister den lille overflade, der måtte være tilbage hos Katie. Hun vender ryggen til medarbejderen, river med besvær låget af dåsetomaterne og hælder dem ned i halsen, mens tomatsovsen blandes med tårer, der triller ned af hendes kinder.

«Når du mister din selvrespekt, er du færdig!» lyder det på et tidspunkt i filmen, og det er måske netop dette tab af selvrespekt, som scenen viser. Katie har i lang tid været presset. Ikke i stand til at finde et arbejde. Vanskeligt ved at brødføde sine to børn. Og i den grad marginaliseret og umenneskeliggjort i et system, der i Loachs fremstilling er dybt problematisk, fremmedgørende og nedladende. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler. Allerede abonnent? Logg inn.
Digitalt abonnent
Fra 49Kr.
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Årsabonnement
649Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Kvartalsabonnement
159Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver