Film /

Håb og fortvivlelse


Ken Loachs Guldpalme-vinder Jeg, Daniel Blake fungerer fortrinligt i dens vekslen mellem håb og fortvivlelse. Systemkritikken har dog en noget banal karakter.
Av

Ken Loach må have skabt verdens første og måske for evigt eneste rørende scene, hvor en dåse tomat er den centrale rekvisit. Scenen optræder et godt stykke inde i Loachs Guldpalme-vinder Jeg, Daniel Blake og finder sted i et lagerrum, hvor Englands fattigste kan komme og hente mad. Udenfor var den enlige mor, den forarmede Katie, der i ugevis har ladet børnene få den lille mængde aftensmad, hun har haft, alt imens hun selv intet har indtaget, i stand til at bevare fatningen, men indenfor skrider det hele under hende. En medarbejder hjælper Katie med at finde madvarer på hylderne. Da en dåse tomat ryger ned i posen, brister den lille overflade, der måtte være tilbage hos Katie. Hun vender ryggen til medarbejderen, river med besvær låget af dåsetomaterne og hælder dem ned i halsen, mens tomatsovsen blandes med tårer, der triller ned af hendes kinder.

«Når du mister din selvrespekt, er du færdig!» lyder det på et tidspunkt i filmen, og det er måske netop dette tab af selvrespekt, som scenen viser. Katie har i lang tid været presset. Ikke i stand til at finde et arbejde. Vanskeligt ved at brødføde sine to børn. Og i den grad marginaliseret og umenneskeliggjort i et system, der i Loachs fremstilling er dybt problematisk, fremmedgørende og nedladende.

 

Det reducerede menneske

Jeg, Daniel Blake er fremfor alt en studie af samfundets laveste klasser og en sønderlemmende kritik af et samfund, der har opbygget et system, hvor mennesket er reduceret til en kategori, som kan kastes rundt efter forgodtbefindende. Et system, der ikke ser mennesket eller borgeren, men udelukkende formularen, tallene og reglerne.


Første gang vi møder Katie er på jobcentret. På grund af den offentlige transport (som måske heller ikke fungerer optimalt) kommer hun hektisk halsende ind af døren med sine børn, få minutter for sent til en samtale. Her møder hun for første gang det bureaukrati, der bliver filmens altoverskyggende omdrejningspunkt. En forsinkelse kan ikke administreres i systemet. Man kan ikke vige udenom regler, men skal altid holde sig til bogen. Hun må således se sig bortvist fra jobcentret og dermed også få udskudt en afgørelse, om hun kan få økonomisk hjælp eller ej. Inde i jobcentret forsøger den ældre herre Dan at komme Katie til undsætning med det resultat, at de begge bliver bortvist fra centret.

 

Fragmenterne

Også Dan er fanget i systemet. Endog på nærmest kafkask vis, idet han er landet mellem to grupperinger: de, der kan (og dermed skal) finde et arbejde og de, der er dømt for syge til at måtte varetage et job. En del af systemet har pålagt ham at søge job, komme til CV-workshop og deltage i samtaler med en jobrådgiver, men en anden del af systemet har sygemeldt ham. Resultatet bliver, at han ikke er berettiget til nogen form for offentlig støtte, men derimod blot i stigende frustration kan se til, at systemet fremviser sine mest vanvittige træk.

Heldigvis holder Katie og Dan fast i hinanden og støtter hverandre. Som tømrer er Dan i stand til at hjælpe Katie med at reparere den faldefærdige bolig, hun er havnet i. Han har ligeledes overskuddet til at komme ind på livet af børnene, hvor især drengen Dylan er indelukket og skidt tilpas. Der er håb og gode stunder, når først mennesker er sammen. Jeg, Daniel Blake veksler mellem håbet og fortvivlelsen og fungerer mestendels godt i denne balance. I filmen vil mennesket egentlig hinanden det bedste og hjælpsomheden er stor, men vi har på en eller anden måde fået opbygget nogle rigide systemer, der gør, at vi konstant modarbejder hinanden og fjerner den humanisme, der ellers synes at udgøre grundtonen mellem menneskene i Jeg, Daniel Blake.

Balancen mellem de to stemninger fungerer som sagt på fornem vis, men filmen føles også mange gange fragmenteret, endda i et sådant omfang at det måske hæmmer indlevelsen. Ofte føler man, at man er vidne til et katalog af hændelser fra et sociologisk studie af Englands underklasse. Enkelte scener synes at ville fremsætte en forudsigelig og lettere banal pointe: At mennesket er reduceret til et tal, at dokumentation og regler kommer før alt andet, at digitaliseringen har marginaliseret specifikke grupper i vores samfund, at diskursen om ledige er krænkende. Disse scener opleves på uheldig vis som en række skabeloner og minder næsten mere om vrede læserbreve end egentlig film. Dette kan Loach måske have en pointe i, da kritikken givet vist ofte er berettiget og sandsynligvis også er hans primære ærinde, men det er ærgerligt, at kritikken i dette tilfælde har det med at fælde fortællingen.

© norske LMD
Jeg, Daniel Blake, Ken Loach, Storbritannia, 2016. På kino fra 20. januar 2017.

Steffen Moestrup er filmkritiker.