Den lange march gennem institutionerne

I kølvandet af en økonomisk og politisk krise, har der været flere forsøg på at formulere visioner om en overtagelse af det kriseramte kapitalistiske samfunds institutioner med henblik på noget andet. Men det er et åbent spørgsmål, i hvor høj grad man overhovedet kan gøre brug af de eksisterende institutioner

«Revolutionen er ikke en kortvarig handling, hvor der sker noget, og så er alt anderledes. Revolutionen er en langvarig, kompliceret proces, hvor mennesker bliver anderledes. […] Forandringsprocessen går gennem den vej, som jeg har kaldt den lange march gennem de eksisterende institutioner.» Således sagde Rudi Dutschke i 1967 i en diskussion i Hamborg om den vesttyske studenterbevægelse. Ved at benytte forestillingen om den lange march henviste Dutschke ikke blot til Mao og det kinesiske kommunistpartis 9000 kilometer lange omgruppering af den røde hær i 1935, han bekræftede også sin tro på en revolutionær transformation af det kapitalistiske samfund. Dutschke var på dette tidspunkt ikke alene om en sådan tro. I de sene 1960’ere var såvel det antiautoritære nye venstre som dele af den kunstneriske avantgarde kendetegnet ved troen på, at en revolutionær ændring af samfundet kunne ske gennem en subversiv brug af dets institutioner.

I retrospektiv fremstår mange begreber og idéer fra 1960’erne i dag forældede eller svært anvendelige. Nogle få har overlevet, men i takt med at de eksplosive begivenheder sidst i 1960’erne blev erstattet af repression, depression og nye neoliberale livsformer, mistede de fleste deres aktualitet og fremstår i dag som relikvier fra en svunden tid. Idéen om «den lange march gennem institutionerne» skiller sig dog ud fra rækken af begreber og forestillinger, som hurtigt blev lagt i ruiner. I modsætning til idéer som «kulturrevolution» eller «arbejdernes selvstyring» så er idéen stadigvæk levende. Chantal Mouffe og Mark Fisher bruger termen, og både Syriza og Podemos forsøger at bruge de eksisterende politiske institutioner til at skabe et andet samfund. (…)

^

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller .

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 69 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

Forrige sak

Det vi (virkelig) har behov for

Neste sak

Om å sivilisere sivilisasjonene

Mer Kunst

Den kloge narrer den teatralske

Frida Kahlo og Maverick Modigliani er to vidt forskellige bud på et kunstnerportræt. Den ene konventionel og klog, den anden visuelt ambitiøs, men også rigeligt teatralsk og insisterende.

Håpets plakater

Fra slutten av 1800-tallet fornyet radikale kunstnere tresnittet. Verkene deres fordømte den sosiale volden og viste omveltningene i samtiden og nazismens framvekst.

Revolusjonen ifølge Chagall

Kunstrevolusjonen etter 1917 blir oftere forbundet med Kasimir Malevitsj enn Marc Chagall. Chagall bidro imidlertid også med en kunstskole hvor avantgarden møtte folket.

Hvem eier rettighetene til historisk lidelse?

Et maleri av Emmett Till, en svart tenåring fra Chicago som ble drept i 1955, har fått rasismebeskyldninger til å hagle på begge sider av Atlanteren. Striden dreier seg imidlertid ikke om rasistisk kunst, men om hvem som skal få profittere på antirasismen.

Innsiden ut, utsiden inn

Rachel Whiteread begynte med å legge hverdagsgjenstander i støpeformene og lage skulpturer av det «negative rommet» inni eller rundt dem. Siden har hun lagd monumentale avstøpninger av tomrommene i hele hus. I disse dager vises en retrospektiv utstilling av verkene hennes på Tate Britain.

0 kr 0