Den lange march gennem institutionerne

I kølvandet af en økonomisk og politisk krise, har der været flere forsøg på at formulere visioner om en overtagelse af det kriseramte kapitalistiske samfunds institutioner med henblik på noget andet. Men det er et åbent spørgsmål, i hvor høj grad man overhovedet kan gøre brug af de eksisterende institutioner

februar 2017
Rudi Dutschkes idé om «den lange march gennem institutionerne» skiller sig ud fra rækken af begreber og forestillinger fra 1960'erne, som hurtigt blev lagt i ruiner. Foto: DPA / NTB Scanpix.

«Revolutionen er ikke en kortvarig handling, hvor der sker noget, og så er alt anderledes. Revolutionen er en langvarig, kompliceret proces, hvor mennesker bliver anderledes. […] Forandringsprocessen går gennem den vej, som jeg har kaldt den lange march gennem de eksisterende institutioner.» Således sagde Rudi Dutschke i 1967 i en diskussion i Hamborg om den vesttyske studenterbevægelse. Ved at benytte forestillingen om den lange march henviste Dutschke ikke blot til Mao og det kinesiske kommunistpartis 9000 kilometer lange omgruppering af den røde hær i 1935, han bekræftede også sin tro på en revolutionær transformation af det kapitalistiske samfund. Dutschke var på dette tidspunkt ikke alene om en sådan tro. I de sene 1960’ere var såvel det antiautoritære nye venstre som dele af den kunstneriske avantgarde kendetegnet ved troen på, at en revolutionær ændring af samfundet kunne ske gennem en subversiv brug af dets institutioner.

I retrospektiv fremstår mange begreber og idéer fra 1960’erne i dag forældede eller svært anvendelige. Nogle få har overlevet, men i takt med at de eksplosive begivenheder sidst i 1960’erne blev erstattet af repression, depression og nye neoliberale livsformer, mistede de fleste deres aktualitet og fremstår i dag som relikvier fra en svunden tid. Idéen om «den lange march gennem institutionerne» skiller sig dog ud fra rækken af begreber og forestillinger, som hurtigt blev lagt i ruiner. I modsætning til idéer som «kulturrevolution» eller «arbejdernes selvstyring» så er idéen stadigvæk levende. Chantal Mouffe og Mark Fisher bruger termen, og både Syriza og Podemos forsøger at bruge de eksisterende politiske institutioner til at skabe et andet samfund.

Når vi vender tilbage til Dutschke, konfronteres vi straks med et paradoks. Samtidens teoretikere, kunstnere og politikere bruger nemlig termen som en beskrivelse af et progressivt, men i bund og grund reformistisk politisk projekt, mens Dutschke brugte vendingen som beskrivelse af en eksplicit revolutionær proces. Hans mål var en kommunistisk revolution. Intet mindre end ophævelsen af den kapitalistiske produktionsmåde og dens dominansformer. Der var således ikke tale om nogen reform af systemet indefra. Den lange march gennem institutionerne var i stedet en subversiv brug af modsætningerne og mulighederne inden i og uden for det politisk-sociale apparat med henblik på en ødelæggelse af dette apparat.

 

En ny teori om revolution

Dutschkes idé om den lange march gennem institutionerne var ikke et forsøg på at overtage staten og velfærdssamfundets institutioner og bruge dem anderledes. Det var hverken socialdemokratisme eller leninisme. Det var derimod forsøget på at ødelægge dette apparat indefra og skabe rum for andre organisationsformer og et andet liv. Ifølge Dutschke var det ikke muligt at reformere det vesttyske samfund og dets institutioner. De politiske institutioner var i virkeligheden udemokratiske, hvilket var blevet endeligt bekræftet, da forbundsdagens to store partier, socialdemokratiet og kristendemokraterne, indgik den såkaldte Große Koalition i december 1966. Sammen med en af de andre toneangivende studenteraktivister, Hans-Jürgen Krahl, beskrev Dutschke nationalstatsdemokratiet som «en pseudo-pluralistisk undertrykkelsesharmoni», hvor politik og økonomi smeltede sammen i en slags «integral etatisme». De politiske partier og parlamentet var nu ikke andet end et skuespil, den herskende klasses redskaber. Men skindemokratiet levnede stadigvæk rum for oprettelsen af autonome lokale baser. Det var udgangspunktet.

Den lange march var på den måde ikke et forsøg på at reformere det kapitalistiske samfund. Det var et revolutionært projekt, som skulle tage form af en langvarig revolutionær transformation, hvor den revolutionære bevægelse bemægtigede sig intellektuel magt, idet den infiltrerede det kapitalistiske samfunds institutioner, brugte dem revolutionært og samtidigt afviklede dem. I institutionerne, mod institutionerne. Den lange march gennem institutionerne var på den måde en destruktionsproces, hvor institutionerne skulle afvikles gennem en længerevarende internt differentieret revolutionær proces, der bestod af udenomsparlamentarisk modstand, hvor der blev eksperimenteret med direkte demokrati, og subversionen af det kapitalistiske samfunds institutioner og konsensuspolitik.

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 99 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

I overensstemmelse med inspirationen fra den vestlige marxisme distancerede Dutschke sig fra enhver form for kadre-tendens og forstod den revolutionære proces som en kollektiv læringsproces, hvor alle inklusive de revolutionære skulle ændre sig, og hvor de revolutionære ikke længere blot var arbejderklassen. Slutmålet var, at det revolutionære mindretal skulle blive til flertallet. Dutschke gjorde sig ingen illusioner om statens voldsmonopol, men han distancerede sig fra individuel terror (som praktiseret af Rote Armee Fraktion), der ifølge ham blot var en fortsættelse af en reaktionær tysk tradition, der havde kulmineret i nazismen, men som stadigvæk var til stede i statsapparatet. Staten var undertrykkende og havde ingen problemer med at skrue op for sin kontrarevolutionære antiterror og indføre Notstandsgesetze (undtagelsestilstand), som den vesttyske stat gjorde det i 1968, men revolutionen skulle ikke gennemføres med vold. Selvfølgelig skulle man bryde reglerne, se stort på loven og forsvare revolutionen, men Dutschke var hverken for statskup eller individuel terror.

Det handlede om at mobilisere en revolutionær bevægelse i Vesten, der kunne fortsætte den revolutionære offensiv, som rullede hen over den tredje verden. Situationen var naturligvis en anden i den første verden, men også her strammede tingene til. Efterkrigstidens højkonjunktur begyndte at tage af, og lønproduktivitetskompromiset, der havde været den politisk-økonomiske ramme for integrationen af de vestlige arbejderklasser, begyndte så småt at bryde sammen, den økonomiske rekonstruktionsperiode var pludseligt ovre, og konflikterne spidsede til. I den situation forsøgte Dutschke at udvikle en ny teori om revolution, hvor opgaven var at igangsætte en revolutionær proces i den kapitalistiske akkumulations centrum. Udgangspunktet var den vesteuropæiske arbejderbevægelses nederlag og integration i det nye én-dimensionale konsumsamfund.

Det ulmede også bag jerntæppet, og der var allerede en revolutionær proces i gang i den såkaldt tredje verden, som det var vigtigt at støtte og udvide, argumenterede Dutschke. Opgaven var at genlancere det revolutionære projekt i Vesten og forbinde det med de allerede igangsatte processer i andre dele af verden. Forestillingen om den lange march gennem institutionerne var på den måde en del af en global revolutionær offensiv.

 

Den lange march gennem kunstinstitutionen

Den delvise genopdagelse af tidligere transgressive projekter fandt naturligvis også sted inden for kunsten i 1960’erne, hvor den såkaldte neoavantgarde genaktiverede mellemkrigstidens avantgarde og dens forskellige forsøg på enten at kritisere eller latterliggøre kunstens institutionelle status eller at give kunsten en funktion direkte i hverdagslivet uden for kunstinstitutionen. Avantgardegrupper som Situationistisk Internationale forsøgte ikke blot at fortsætte dadas vrængende antikunst og surrealismens frisættelse af kreativitet, men også at give de tidligere eksperimenter en mere eksplicit revolutionær proletarisk dimension, hvad der førte til bruddet i den situationistiske gruppe i begyndelsen af 1960’erne, hvor kunsten som enkeltværk, signatur og institution blev opgivet til fordel for en revolutionær art de guerre, krigskunst, og hvor filosofi og kunst skulle ophæves som adskilte aktiviteter.

Den lille situationistiske avantgarde centreret om Guy Debord udviklede en altomfattende teori om det kapitalistiske samfunds nye kontrolformer og forsøgte at kritisere de cirkulerende repræsentationer, der bandt et mere og mere udhulet kapitalistisk samfund sammen. Et aspekt af denne kritik var en afsked med alle etablerede institutioner, inklusive kunstinstitutionen, men også den politiske offentlighed. I stedet forsøgte situationisterne at praktisere og udleve en subversiv adfærd i marginen af samfundet.

Vi finder en anden tilgang til spørgsmålet om institutionen hos de kunstnere, hvis praksis blev kendt som institutionskritik. I stedet for at forsøge at forlade kunstinstitutionen eller forsøge at finde et nyt publikum, så arbejdede kunstnere som Daniel Buren, Hans Haacke og Michael Asher med en synliggørelse af den moderne kunsts æstetiske normer og de institutionelle forhold, der muliggjorde, at noget var kunst i det hele taget.

Udgangspunktet for institutionskritikken var umuligheden af at slippe ud af institutionen, en erkendelse af at den lange række af legende og/eller desperate forsøg på at virkeliggøre kunsten uden for institutionen aldrig var lykkes, men blot havde ført til en udvidelse af kunstbegrebet. Der var ikke noget udenfor. Som moderne fænomen var kunsten nødvendigvis selvopløsende, så når avantgarderne eller situationisterne forsøgte at negere sig selv, levede de ifølge de institutionskritiske kunstnere paradoksalt nok blot op til kunstens mission og bekræftede den modernistiske kunstinstitutions selvbillede. Opgaven var derfor i stedet at forsøge at undersøge institutionen som et apparat, eller hvad vi kan kalde et dispositiv, underkaste institutionens regler og normer kritisk analyse. Udføre en kritisk kortlægning af institutionen, men hinsides troen på virkeliggørelsen af kunsten.

 

Et lukket felt

Det var institutionskritikken, der blev dagsordensættende på længere sigt inden for samtidskunsten, og ikke situationisterne. I de tidligere 1990’ere genlancerede kunstnere som Andrea Fraser, Faared Armaly, Fred Wilson og Christian Philip Müller institutionskritikken og fortsatte analysen af museet og galleriet. De udvidede den også til at inkludere kunstnerrollen og de forskellige former for æstetisk subjektivitet, som kunstinstitutionen tillod og producerede. Selvom denne analyse delvist allerede var til stede i den første generation af institutionskritik hos kunstnere som Marcel Broodthaers, så synliggjorde den nye generation overbevisende den kritiske kunstners mulighedsbetingelser, eksemplarisk i Andrea Frasers performances, hvor hun opfører lettere usammenhængende foredrag eller går i seng med en samler og laver et videoværk ud af seancen.

Synliggørelsen af den kritiske gestus’ delagtighed i systemet eller institutionens repressive tolerance var på mange måder lige så vigtig i 1990’erne som tidligere, men de metakritiske operationer og ekspliciteringen af kritikkens medskyldighed tenderede ikke desto mindre til at fjerne institutionskritikken endnu længere fra en ekstrainstitutionel sammenhæng. Selv forestillingen om et revolutionært brud var nu endegyldigt borte, hvad den ikke havde været for Buren, Haacke og Broodthaers i sin tid. Derfor kom den selvkritiske kunstner i stadig stigende grad til at fremstå som en træt, kynisk postpolitisk kunstner, der var overbevist om umuligheden af at nå uden for institutionen eller af at nå et andet publikum. Som Andrea Fraser bourdieusk formulerede det i 2005: «Vi er fanget inden i vores felt.» Der var ikke noget udenfor, det var ikke engang muligt at forestille sig et udenfor.

Således endte vi med institutionskritikken som en kritikalitetens Biedermeier, hvor de institutionskritiske kunstnere nyder institutionens velsignelse og lever godt af dens eksponering af deres selvkritiske analyser, og hvor den institutionskritiske kunstner giver institutionen den ultimative bekræftelse, idet hun dekonstruerer den. I denne verden giver det ikke mening at forestille sig nogen form for situationistisk flugtforsøg, alle foretrækker kunstens kompromitterende prestige. I bedste fald finder der en synliggørelse sted, hvor mere generelle problemer hentes ind i kunsten (og lukkes inde i den). Hvis vi skal drage en konklusion på det kunsthistoriske forløb fra 1960’erne og frem, kan den ikke være andet end nedslående: Den lange march gennem kunstinstitutionen endte som en indre øvelse i amputeret selvkritik, hvor kunsten antog karakter af et lukket system.

 

Nye begyndelser

Inden for de seneste år har vi set endnu en udvikling i spørgsmålet om institutionen og en mulig revolutionær brug af denne. Udgangspunktet for situationen i dag er selvfølgelig den økonomiske krise og fremkomsten af en global, men usammenhængende protestbølge, der i Vesten udøver modstand mod «socialiseringen» af regningen for finanskrisen og forsøger at afvise de omfattende spareprogrammer, og i andre dele af verden reagerer mod flere årtiers underudvikling og lokale eliters ekstreme tilraning af rigdom. Pladsbesættelsesbevægelsen var den første store opposition efter en fire årti lang kapitalistisk nødlanding, hvor levestandarder er faldet og uligheden øget markant selv i lande som USA og Frankrig, og hvor flere og flere mennesker på globalt plan oplever at være kastet uden for den kapitalistiske valoriseringsproces. Selvom finanskrisen, som hurtigt blev til en økonomisk og politisk krise, endnu ikke har forårsaget noget nævneværdigt politisk skifte nogen steder, så udgør den en meget voldsom udfordring af det neoliberale hegemoni, der synes at være ude af stand til at forlænge sin 30 år lange dominans.

I denne situation af krise og sammenbrud har der været forsøg på at formulere visioner om en overtagelse af det kriseramte kapitalistiske samfunds institutioner med henblik på noget andet. Den engelske kulturkritiker Mark Fisher har således argumenteret for, at tiden nu er inde til at forsøge at overtage gamle institutioner som BBC, Tate og Labour. Efter i årtier at være blevet udhulet af neoliberale politiske tiltag er disse institutioner, der var så centrale for etableringen af efterkrigstidens velfærdssamfund i Vesten, så porøse, at venstrefløjen igen kan overtage dem indefra og bruge dem i kampen mod den neoliberale krisekapitalisme, lyder Fishers argument. Som han formulerer det: «Mainstream-medierne» er ikke «en monolit, men et territorium», på hvilket vi kan kæmpe og udvikle «populære eksperimenter, der hverken forbliver i marginen eller reproducerer den eksisterende mainstream». Projektet bliver dermed at generobre de institutioner, som den vestlige arbejderbevægelse efter omfattende kampe (inklusive to verdenskrige) indtog i løbet af det 20. århundrede og som muliggjorde, at de vesteuropæiske arbejderpartier på den ene eller den anden måde fik adgang til magten i efterkrigsperioden. Vi skal genaktivere alle nationalstatens institutioner og bruge dem progressivt, ligesom det fandt sted i en tidligere epoke.

I en tekst skrevet sammen med den tyske kunsthistoriker Nina Möntmann kæder Fisher direkte sit argument om institutionerne sammen med krisen og skriver, at «siden finanskrisen i 2008 har det ideologiske felt været helt åbent på en måde, vi ikke har set i mindst tredive år. […] Med andre ord, banen er helt åben.»

Fisher og Möntmann henviser til Gramsci og hans hegemoni-begreb, men det er først og fremmest den belgiske filosof Chantal Mouffe, som de trækker på. I et foredrag holdt på konferencen «Truth is Concrete» i Graz i 2012 præsenterede Mouffe sit projekt, der tager form af et strategisk engagement i samfundets institutioner i overensstemmelse med hvad hun kalder «et pluralistisk perspektiv». I stedet for at forsøge at forlade institutionerne, advokerer Mouffe for en tilbagevenden til disse med henblik på at «udfordre den herskende konsensus» og producere en ny progressiv common sense. Ifølge Mouffe er det også her, at samtidskunsten har en rolle at spille som medium for en udfordring af det neoliberale hegemoni. Den kan medvirke til at undergrave den neoliberale common sense og berede vejen for en agonistisk politisk praksis, der «kan etablere et nyt hegemoni», som Mouffe skriver. Vi er involveret i en diskursiv kamp mod neoliberalismen, vi skal udvikle en ny konkurrerende common sense. Vi skal tilbage i institutionerne, «den lange march gennem institutionerne kan ikke afværges».

Både Fisher og Mouffe artikulerer en relevant ideologikritik af neoliberalismen. De leverer et bidrag til den nødvendige billedpolitiske kritik af den neoliberale globaliserings cirkulerende repræsentationer. De fokuserer på neoliberalismen som en politisk ideologi, der kan bekæmpes diskursivt i den kulturelle sfære, i samfundets forskellige institutioner, ikke mindst medierne og kulturen. Problemet er blot, at det er det eneste, de fokuserer på, neoliberalismen som et spørgsmål om politik eller ideologi, og de derfor ender med at operere med en meget reduceret idé om en revolutionær brug af institutionerne, hvor det revolutionære tenderer til at forsvinde (eller hvor det revolutionære reduceres til at blive spørgsmålet om en anden «politik»). Som om det er et spørgsmål om politiske «valg».

Det er en forkortet neoliberalisme-analyse, de har gang i, hvor den kapitalistiske økonomis udviklingslove og genkomsten af kapitalens objektive krisetendens slet ikke spiller nogen rolle. Hvor de gennemgribende transformationer, der har fundet sted i løbet af de seneste fire årtier, reduceres til et spørgsmål om ideologi og politik. Det er på baggrund af denne stærkt reducerede ideologikritik, at Mouffe og konsorter plæderer for en ny brug af det kapitalistiske samfunds institutioner. Konfronteret med det accelererede kaos, ikke mindst den biosfæriske nedsmeltning og befolkningstilvæksten, men også verdensøkonomiens svingninger, hvor milliarder af mennesker skal overleve som fortabte uden for økonomien, fremstår Mouffes greb voldsomt mangelfuldt og helt ude af trit med situationens alvor. En anden brug af det kapitalistiske samfunds institutioner er langt fra nok. Vi skal gå langt mere radikalt til værks, hvis vi skal håndtere den kapitalistiske produktionsmådes indbyggede skavanker.

Som den tyske værditeoretiker Robert Kurz har forklaret, udgør kapitalismen en «dominans uden subjekt», hvor subjektet ikke er mennesket, men kapitalen. Det er således ikke et spørgsmål om en anden politik eller en ny common sense, det er ikke et spørgsmål om en anden styring af økonomien. Økonomien er problemet. Kapitalismens arbejdsmedierede sociale relationer er blevet selvstændiggjort, de er blevet levende og er blevet adskilt fra de mennesker, der skaber dem, og de udgør nu et objektivt system, hvor «pengenes cirkulation er et formål i sig selv», som Marx skrev. At styre det kapitalistiske samfunds institutioner og kontrollere produktionen af merværdi svarer til at forsøge at kontrollere sin egen fremmedgørelse.

For Dutschke var projektet at afvikle institutionerne indefra med henblik på at skabe noget andet, altså at afvikle kapitalismen og skabe et kommunistisk samfund. Dutschke lagde meget vægt på klassekampens ideologiske dimension, men han reducerede ikke klassekampen til politik, som Mouffe og Fisher gør det. For Dutschke var den lange march gennem institutionerne et moment i en to-ledet kamp mod det kapitalistiske samfund, hvor institutionelt arbejde og udenomsparlamentarisk praksis gik hånd i hånd. Målet var negationen af kapitalens negation, med andre ord ophævelsen af det kapitalistiske samfund og alle dets medierende former som pengene, lønarbejdet og staten.

Denne dimension mangler hos Mouffe og Fisher, der er for optagede af at overtage institutionerne og foretrækker at applicere en kulturalistisk neoliberalisme-analyse, hvor de ender med at etablere en uholdbar modsætning mellem neoliberalismen og en art post-efterkrigstids (stats)socialisme, hvor de sætter deres lid til, at en reform af Labour, fagforeningerne eller BBC kan genskabe velfærdssamfundet. Etableringen af velfærdssamfundet var uden tvivl en af den vestlige arbejderbevægelses største bedrifter, en bedrift som borgerskabet aldrig ville have kunnet gennemføre uden et massivt pres fra arbejderbevægelsen, men det var samtidig også afviklingen af det revolutionære perspektiv og en meget omkostningsrig «usynliggørelse» af de fortabte i resten af verden. Men det er sådan set lige meget, for alt tyder på, at vi fjerner os mere og mere fra lønproduktivitetskompromisets historiske mulighedsbetingelser; det kan simpelthen ikke længere lade sig gøre. Der er ikke nogen New Deal.

Vi er fanget i en økonomisk krise, der ikke synes at ende. I den situation antager staten form af spareprogram og antioprørsregime. Staten er, med Nicos Poulantzas’ formuleringer, mere dominansforhold end politisk kamp, og ethvert statsligt tiltag vil blot ske på kapitalens foranledning. Det er således et åbent spørgsmål, i hvor høj grad de revolutionære overhovedet kan gøre brug af de eksisterende institutioner i de kommende kampe. Uden tvivl noget mindre end Mouffe og Fisher forestiller sig. den nuværende situation vil det måske være en god start at vende tilbage til Dutschkes forestilling om den lange march gennem institutionerne.

Denne teksten er et uddrag fra Samtidskunstens metamorfose, Antipyrine, Aarshus, 2016.

Mikkel Bolt er lektor, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Universitetet i København.

Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!

Papiravis og full digital tilgang


Fornyes til 199,- per kvartal