Kritikk /

Arbejdets moral


Arbejdssamfundet er i krise, hævder forfatteren Eskil Halberg i Roden til alt ondt, hvor han giver en grundlæggende kritik af vores forståelse af arbejdslivet og meningen hermed. En kritik der finder genklang i nyudgivelsen av Bertrand Russells klassiker Hyldest til lediggang.
Av

Arbejdet er i dyb krise, men ingen stopper op og spørger hvad der er sket og hvad vi skal med vores arbejdssamfund. Enhver tager det for givet at vi skal arbejde os ud af krisen, arbejde os til et andet samfund. Vi fortsætter vores høje tempo uden at der faktisk kommer mere vækst. Et uhyre stort antal mennesker lider af stress og mange ønsker at gå ned i arbejdstimer, mens automatisering vil fjerne endnu flere fra arbejdsmarkedet. Alligevel er der stort set politisk konsensus om at hylde arbejdet og fortsætte den nuværende arbejdsmarkedspolitik.

90’erne og begyndelsen af nullerne banede vejen for det grænseløse arbejde og selvrealisering gennem kreativitet, selvledelse, fleksibilitet og karriere. Arbejdet var stedet for uanede muligheder, troede man. Så kom krisen i 2008. Siden den gang er «mere og mere arbejde forbundet med usikkerhed, tvang og ængstelighed. Stemningen omkring arbejdet er skiftet,» skriver Eskil Halberg. Selv sagde han op fra sit arbejde som gymnasielærer, som tog al hans tid. Nu er han vendt tilbage som deltidslærer. I den mellemliggende periode skrev han på nærværende bog. «Nogen mener der er for meget arbejde, andre siger der mangler arbejde, og andre igen mener det ikke kan betale sig at arbejde. Meget tyder på at krisen er så alvorlig at arbejdet er ved at afvikle sig selv, og fremtiden for arbejdet er usikker,» mener han.

I Roden til alt ondt viser Halberg hvordan arbejde er spundet ind i et net af politiske og sociale institutioner. Samfundets institutioner er afhængige af at vi går på arbejde og ville bryde sammen hvis vi holdt op, eller arbejdede markant mindre. Der er med andre ord stærke interesser i at holde alle i arbejde. I dag sørger konkurrencestaten for at alle dele af vores liv afhænger af arbejdet. Lige fra vi starter i skole bliver vi formet til arbejdsmarkedet. Uddannelse, sundhedspolitik, finanspolitik og meget andet, er styret af arbejdets moralske fordring, påpeger Halberg. Samtidig viser han hvor påfaldende arbejdets irrationelle og destruktive karakter i disse år er ved at udvikle sig. Stigningen i produktivitet kunne reelt sikre et arbejdsliv med langt færre arbejdstimer. Alligevel arbejder vi mere og mere med den konsekvens at alt det som ikke hører til en reel værdiskabende aktivitet – ledelse, organisering, netværk og så videre – vokser eksplosivt.

Arbejdet er krisen

Måden vi værdisætter aktiviteter på ændrer sig dramatisk i disse år, mener Halberg. Det gør os rådvilde og afføder en barbarisk arbejdsmarkedspolitik. Teknologien overflødiggør de ufaglærte som skal omskoles, men der er reelt ikke mere arbejde. Heller ikke den «grønne omstilling» vil få flere i arbejde, fordi den baserer sig på selvsamme teknologisering. De som arbejder med teknologisk innovation giver ofte udtryk for at robotter i fremtiden også vil skabe nye arbejdspladser. Men rapporter fra eksempelvis konsulentselskabet McKinsey påpeger hvordan automatisering, digitalisering og algoritmer vil influere og ændre fundamentalt på store dele af arbejdsstyrken.1 «Harnessing automation for a future that works», rapport fra McKinsey Global Institute, januar 2017, www.mckinsey.com.

«Den kapitalistiske innovationsproces kan ikke nøjes med at opfinde nye arbejdspladser,» skriver Halberg. I dag må vi arbejde hurtigere for at opretholde den samme mængde arbejde. Resultatet er øget usikkerhed, forringede arbejdsvilkår, projektansættelser, udpining af velfærd. Vores store problem er at vi har mere end svært ved at gennemskue hvad der reelt producerer værdi. Halberg spørger: «Hvad er prisen for at lære en læsebesværet dreng at læse i 2. klasse? Hvor lang tid tager det at hjælpe en gammel dame i bad? Og hvad er en rimelig pris på et stykke researcharbejde for en journalist?» Man kan fortsætte rækken af eksempler indenfor vidensarbejde, rådgivning og kommunikation. Og dermed spørge hvad arbejde er som særskilt aktivitet. Opdelingen mellem arbejde og livets reproduktion fandtes ikke tidligere, før lønarbejdets indførelse. Her bidrog alle aktiviteter til livets opretholdelse, ofte integreret i storfamilier og fællesskaber. I dag har arbejdet løsrevet sig fra vores livs nødvendigheder og er i stedet blevet en ydre tvang for os, hævder Halberg. Den øgede konkurrence presser arbejdspladserne til at optimere gennem øget målstyring og kontrol. Resultatet er et samfund der kvantificerer og værdisætter aktiviteter som ikke kan måles og som fjerner flere af arbejdets aktiviteter fra enhver meningsfuldhed. Derfor har arbejdet ifølge Hallberg fået et legitimitetsproblem. Nok ikke set udefra, men det bliver mere tydeligt når man ser rundt om hvad der faktisk produceres af værdi. Og hvor meget arbejde i videnssamfundet der er styret af kommunikationens signalværdier uden en reel vished om forbedret værdiskabelse og forandring.

 

Arbejdet som moralsk påbud

Sagen om ’Dovne Robert’ der modsatte sig meningsløs aktivering og meningsløst arbejde, afslørede et samfund der har gjort arbejdet til et moralsk påbud og arbejdslivet til en kult. I et helt år harcelerede medier og politikere over at en ung mand kunne være på kontanthjælp i otte år og åbenlyst kritisere aktiveringssystemets meningsløse arbejde. Ingen lyttede til hans kritik om at vi har lavet et system hvor kun målbart økonomisk arbejde tæller som samfundsøkonomisk værdi. Senere har man dog forsøgt at bløde op i meningsløs aktivering. Så noget gavn har han da gjort, den dovne Robert. I dag skal enhver mobiliseres til arbejde selvom der i mange erhverv er svært at få øje på en øget produktionsmulighed og dermed flere nødvendige arbejdspladser. Størsteparten af de som kommer i job i dag er et resultat af rotationer mellem stillinger eller folk der går på pension. Trods øget produktivitet er der ikke sket et fald i arbejdstiden. Forskning viser at folk i kontor- og vidensarbejde bruger op imod 2,5 timer om dagen på ikke-arbejdsrelevante aktiviteter som Facebook, chat, net og snak med venner. Anden forskning viser en øget ophobning af meningsløse arbejdsopgaver der resulterer i boreout-syndrom, en sammentrækning af boredom og burnout.

Resultatet er et samfund der fjerner flere af arbejdets aktiviteter fra enhver meningsfuldhed.

«Store dele af arbejdsopgaver blandt embedsmænd, HR-afdelinger, mellemlederarbejde etc., er tomt arbejde eller uproduktivt arbejde. Det er en meget lille eller helt uvæsentlig del af værdiskabelsen i økonomien,» skriver Halberg. Det er arbejdsaktiviteter centreret om organisationsudvikling og gennemtvingelse af ledelsesteknologier, som ikke producerer noget. De er primært styret af at få mennesker til at arbejde mere effektivt. Arbejdet har koloniseret hele vores liv og totaliseret livet til et arbejdsliv, bemærker Halberg: «Adspredelse og ferie er blevet til restitution, husarbejde er reproduktion af arbejdskraften, uddannelse er opkvalificering af arbejdskraften og socialpolitik er blevet én stor social fabrik fordi arbejdsrelationerne ikke længere er begrænset til arbejdspladsen, men er blevet hele samfundets totalitet.» Vi holder kun fri så vi kan arbejde mere. Og hvis ikke vi kan finde et arbejde må vi selv opfinde et. I dag er hele samfundet gennemsyret af en aktiveringspolitik der mobiliserer gennem frygten for at falde ud af kredsløbet, af ræset, at forlade flokken, stå alene.

«Frygtsomme mennesker er mere handlingsparate,» skriver Halberg. «Aktiveringspolitik er netop hvad arbejde egentlig handler om: At få befolkningen mobiliseret, så selve den menneskelige energi rettes mod arbejdet, mens arbejdet suger livskraften ud af folk. Folk skal holdes til ilden.» Halberg mener at samfundet og livet for de fleste mennesker i dag domineres af denne arbejdsetiske tvangstanke. Vi har fået et selvbillede hvor misundelse overfor de som har arbejde og ydmygelse over at miste selvsamme er altdominerende. Resultatet er et hektisk samfund der stresser alt og alle. Der styres på folks hele liv, og denne styring minder ifølge Halberg om «en dødskult».

 

Arbejde som identitetspolitik

Et stigende antal mennesker ønsker at arbejde mindre, at få mere tid til andre ting. Men går man til sin fagforening er der ingen hjælp at hente; denne ivaretager ikke længere en politisk kritik eller et politisk fællesskab. Man er alene og har kun ansvar for sig selv. Fagforeningen tager sig højest af pension og arbejdsmiljø. Om det er fagbevægelsens socialdemokratiske rygskjold eller partier på venstrefløjen, er budskabet det samme: Politisk opdragelse er i dag opdragelse til arbejdsidentitet. Lær at arbejde hårdt, stå tidligt op, smør leverpostejsmadder. Fagbevægelsen har forladt konflikten som selve udgangspunktet til fordel for en hyldest til arbejdsmoralens kult. «Arbejdet bliver ikke længere kritiseret som en central del af det kapitalistiske samfund, men fremhæves som en særlig menneskelig pligt.» Jo flere medlemmer der flygter fra fagbevægelsen, desto mere aggressivt forsøger den at mobilisere gennem identitetspolitik: Kommunikationskonsulenterne hyres til at fortælle hvilken fodboldklub en VVS-mand holder med, hvilke aviser skolelærerne læser, hvor hjælpeplejere holder ferie. At opbygge en politisk bevægelse på identitet er pseudosnak. Et dække over et reelt tab af et socialt-politisk arbejdsfællesskab hvor man har værdier at kæmpe for. Men kravet om at identificere sig med sin arbejdsplads og konstant spille identitetsspillet suger livet ud af mange.

Halberg foreslår at vi lader os inspirere af Pariserkommunens idé om «det fælles». Kommunen er et fællesskab uden præstation og fortjeneste. Flere fællesskaber har kommunens elementer: kooperativer, læseklubber, kontorfællesskaber, frivillige organisationer, faglige fællesskaber, økolandsbyer, bofællesskaber og mange andre. «Kommunen er et sted med mere håndværk, mere rigdom, flere kreative processer og fællesskaber hvor vi bygger ting sammen og finder bedre, smartere og smukkere måder at leve og bo på.»

Ideen om kommunen som et laboratorium for velfærd og nytænkning åbner også op for nye samarbejdsformer mellem kommunale medarbejdere og tænketanke fra universitetsmiljøer. Opgaven består i at skabe rigdom uden arbejde. Men er det muligt i dag?

Halberg ved godt at en total afvisning af arbejdet ikke lader sig gøre. Borgerløn og lavere arbejdstimer synes heller ikke indenfor rækkevidde. Modstanden bunder ikke kun i manglende tro på finansiering, men snarere det moderne menneskes mangel på mening som det kanaliserer over i arbejdet. Vi betragter arbejdet som en moralsk pligt, vi taler om det som en dyd, uden at det baserer sig på en refleksion eller forståelse af almene værdier. Vi har brug for en diskussion om arbejdet i dag, fordi vi har brug for en samtale om hvad der er værdifuldt, hvad der kan forstås ved det gode liv.

 

Kan vi i dag angribe arbejdet?

En bog som Halbergs om arbejdets krise kæmper ikke kun mod vores forståelse af arbejdet, men vores forståelse af os selv, vores grundværdier og syn på livet. Det er bogens begrænsning og en cementering af hvor vanskeligt det i dag er at skrive kritiske bøger om arbejdets afvikling. Kan vi angribe arbejdet, eller har helliggørelsen og terapeutiseringen af arbejdet gjort det umuligt at ændre?

Halberg har ret i at vi må ændre strukturerne på arbejdsmarkedet, og han har ret i at den megen snak om stolthed ved udført arbejde eller forestillingen om arbejdet som en dyd stirrer sig blind på et selvbillede om hvad jeg fortjener i stedet for at fokusere på kvaliteten af arbejdet. Det er dette selvbillede styret af misundelse og statusjagt der er så stærkt i dag, men som samtidig svækker vores vilje til at ændre på tingene.

Et angreb på arbejdet skal derfor muligvis føres ad andre veje, gennem en øget opmærksomhed på meningsfulde aktiviteter, hvor den enkelte i sit arbejde konfronteres med livsspørgsmålene: Skaber jeg meningsfuld værdi eller bare forbrug? Producerer jeg bare for at overleve eller ændrer jeg på relationerne til omgivelserne? Eller det kan ske gennem en ændret uddannelsespolitik.

Overalt lyder det at vi i fremtiden skal leve af innovation. Alligevel har vi i dag skabt et uddannelsessystem baseret på instrumentel læring og en eksamenskultur baseret på en bogholderilogik om ikke at fejle. Vi lærer ikke de studerende at tænke anderledes. Denne uddannelsespolitik og dens målstyring (synlig læring og evidenskultur) hænger tæt sammen med vores syn på arbejdet. Det er arbejdet og arbejdsjagten der presser alle unge mennesker til dette tanketomme selvmål. Konstant arbejdsparathed og mobilisering af arbejdsoptimering gør det umuligt i skoler og universiteter at skabe det rum for lærere og studerende der er en forudsætning for nytænkning og færdighedsudvikling. Arbejdshysteri beslaglægger vores tid med det resultat at langt de fleste ikke opsøger viden af sig selv. Arbejde forhindrer politisk engagement og forandring.

 

Den moralske samtale

Allerede i 1932 udgav den britiske filosof Bertrand Russell (1872–1970) sit lille skrift Hyldest til lediggang, nogenlunde samtidig med at hans landsmand Keynes udgav sine bøger om velstandsstigning og det nye samfunds muligheder. Russells tekst er en opfordring til at tænke på ny over forholdet mellem arbejde, løn og moral. Mens de fleste politikere i dag kun taler om hvad der ikke bliver råd til, var Russell og Keynes optaget af hvad velstandsstigningen giver og hvad den vil skabe af godt liv for alle. I dag er det som om vi slet ikke får øje på de muligheder som den øgede produktion og velstand giver. For Russell består kunsten i at forholde sig til den enorme velstand, der allerede eksisterer, hvis potentiale forbliver uforløst som følge af den stærkt skævvredne fordeling. I dag opbygger vi en mængde falske behov som vi vænner os til at acceptere som en selvfølgelig naturgiven størrelse. Vi stopper ikke op og stiller de grundlæggende spørgsmål om værdi og liv. Og her ligger kimen til det problem som Russells lille bog rejser, noget også Mikkel Thorup gør opmærksom på i sit efterskrift, «Arbejdets evangelium»: «Hvis økonomiens problem løses, […] vil mennesket blive berøvet dets traditionelle formål, nemlig at knokle for føden, arbejde i deres ansigts sved og friste en usikker tilværelse. Der er intet samfund der kan se frem til en tidsalder præget af fritid og overflod uden ængstelse. For vi er blevet trænet for længe til at slide og ikke at nyde.» Den økonomiske opgave er stort set løst, det som står tilbage er den moralske. Men moralen er i dag en løftet pegefinger om at vi bør arbejde, helst mere og mere. En pligtmoral der intet siger om tilfredsstillelsen af behov og værdien af disse, men udelukkende om det vi kan kvantificere i penge som vejen til vækst.

Sparepolitikken, også kaldet ’nødvendighedens politik’, installerer en moral om at foragte dem der ikke kan forsørge sig selv, kontanthjælpsmodtageren og tiggeren. Tiggeriet er muligvis nytteløst, men det samme kan siges om utallige andre beskæftigelser, som folk med stolthed vedkender sig som arbejde. Man kan spørge hvorfor danskerne reagerede så voldsomt mod Dovne Robert. Er det fordi vi her i glimt ser hvor meningsløst vores eget travle arbejdsliv er? Halberg siger om europæernes udfald mod «de dovne grækere», at «det nemlig ikke er ’grækerne’ der er bizarre, men danskerne selv. For anklagen om ’de dovne grækere’ dækker over at de nordeuropæiske lande har et skjult begær efter arbejde. Ingen klager over andres manglende indsats, som dem der selv er ved at arbejde sig ihjel». Om den protestantiske etik i de nordeuropæiske samfund har skabt den økonomiske kræmmermentalitet der dominerer EU’s politik, er svært at sige.

 

Lediggang: fri tid til at tænke

Fremfor et skjult begær efter arbejde er forklaringen måske mere simpel, at vi som Russell er inde på er blevet trænet for længe til at slide? «Vi knytter for lidt mening til nydelse og simpel glæde og vi bedømmer ikke produktion ud fra den glæde, som den giver forbrugeren,» skriver Russell. Det konstante forbrugsræs nedbryder vores følsomhed og kvalitetssans. Mange mennesker spiser uden egentlig at smage og nyde maden. Det er ingen særlig nydelse forbundet med hverken den næste brugsgenstand eller hollywoodfilm. Tingene opløser sig selv efter få timer. Et lille fix afløst af tomhed. Og man venter på den næste præmiere.

Russell opfordrer os til helt at skifte synsvinkel, at forstå det økonomiske moralsk, det vil si som et middel til et mål, nemlig et godt menneskeliv. «De moralske overvejelser over, hvad der udgør et godt liv, skal bestemme det økonomiske, skal forme og begrænse det økonomiske som et middel dertil. Det er ikke økonomien, der skal beslutte, hvilke liv, der skal leves.» Men det er præcis hvad der er sket, at økonomien bestemmer hvad vi skal, kan og bør. Vi stopper ikke op og tænker over vores behov, hvor falske mange af dem er. Det Russell kalder «arbejdsgospel», der fremstiller sig som en ren økonomisk nødvendighed, beror i virkeligheden på et tab af forestillingsevne, evnen til at stoppe op og spørge hvad der skaber virkelig glæde i vores liv, spørge til meningen med vores aktiviteter, se om der ikke findes andre måder at leve på.

I modsætning til Halbergs samfundsdiagnose træder Russell et skridt tilbage for at få os til at se det enkle livs skønhed. Først siger han helt ublu at det er muligt at definere det gode liv: «Det gode liv er et liv inspireret af kærlighed og styret af viden.» Og han tilføjer: «Hverken kærlighed uden viden eller viden uden kærlighed kan frembringe et godt liv.» Tanken om det gode liv formet af indsigt og kærlighed forbinder han med den frie tid. For ikke alene har arbejdsjaget gjort det vanskeligt for mange at opsøge viden af sig selv, arbejdets totale dominans har ganske enkelt gjort det vanskeligt for os at leve. Vi har fået svært ved at nyde vores fritid. Måske bør vi opfinde et andet ord for denne tid, en fri tid, for at fremhæve at det er andet og mere end den tid, hvor vi ikke arbejder?

Kærlighed, fællesskab og skabelse kræver øvelse, de er alle en kunst, del af en livskunst, en måde at leve på, der kræver daglig omsorg. Den danske maler Asger Jorn skrev i sin bog Værdi og økonomi (1962): «Lediggang er roden til al kunst.» Han understregede at det er instrumentaliseringen og kvantificeringen af arbejdet der er det store problem. I dag hedder det målstyring. Han tilføjede: «Fagbevægelsen kan løse dette spørgsmål, men kun på én måde. Denne løsning er betinget af at arbejderbevægelsen begynder at se kunstnerisk på tingene. Dette vil sige, at det holder op med at se på arbejdsløshed som en forbandelse og forstår, at det, der er forbandelsen i det moderne samfund, er det rent kvalitetsløse arbejde. Jo flere arbejdere der fritages for dette arbejde, desto flere kunstnere har vi.» I dag holder vi ikke længere søndagslukket. Alt kører, alle skal forbruge. Det er denne konstante cirkulation der er drænende og ødelæggende for menneskelivet.

Man kan spørge om et samfund der gør arbejdet til selve livets identitet ikke er et symptom på et samfund i åndelig krise. At «være ledig», er i dag negativt. Det har ingen værdi i sig selv. Men ifølge Russell står lediggang ikke i modsætning til arbejdet, det er snarere der hvor vi faktisk øver os på at tænke, drømme, finde nye måder at handle på, kort sagt, leve. Hvordan er vi kommet så vidt at vi gør nar af noget som rummer selve kilden til livet? Måske fordi kapitalen har stjålet vores tid og gjort det vi kalder ’fritid’ til en skjult nytteorienteret sfære fjernstyret af arbejdet? Måske det stikker dybere, og bunder i at mennesket er afkoblet fra sin egen skæbne, fordi det ikke længere tror, at det kan gøre en forskel her på jord.

© norske LMD
Roden til alt ondt, Eskil Halberg, Tumult, 2017.
Hyldest til lediggang, Bertrand Russell, overs. Line Bahner, Atlas, 2016.

Alexander Carnera er forfatter og skribent.

Fotnoter   [ + ]