Lasses lov

Lovløst land markedsføres som en nordisk western, men den fungerer bedst i sine intime skildringer af relationen mellem far og søn.

november 2017

Filmmediet har altid været tiltrukket af det lovløse. Der er noget fortællemæssigt stærkt materiale i manglen på en lov, eller måske endnu bedre i spændingen mellem de officielle love og de love, som en befolkning selv vælger at ty til. Filmhistorien er derfor rig på fortællinger om selvtægt og kampen mellem to fraktioner på hver sin side af loven. Nu har vi så fået hvad der efter sigende er den første nordiske western med den finsk-norske samproduktion Lovløst land. Jeg er hverken sikker på den faktuelle korrekthed i denne etiket, endsige om vi som sådan har at gøre med en særlig nordisk variant af western-genren, men denne diskussion forlader vi for en stund.

Lad os i stedet dvæle en anelse ved titlen. Filmen bærer den engelske titel Law of the Land, som jo er noget ganske andet end et lovløst land, men snarere de love, som fungerer ved siden af de officielle. For sagen er den, at blot mindre sammenslutninger af mennesker hurtigt har det med at skabe en række leveregler, hvad enten disse så har mere kulturel end juridisk karakter. Ignorerer man disse regler eller udfordrer man dem med handlinger, der ikke imødekommer regelsættet, vil der unægtelig opstå konflikt mellem dele af disse sammenslutninger. Mennesket er et socialt, men også – synes det – konfliktbundent væsen, hvilket bliver fuldt udfoldet i Lovløst land. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller / logg inn med Vipps.

Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!

Papiravis og full digital tilgang


Fornyes til 199,- per kvartal