Mere musik, mindre snak, tak

Han var et geni. Visionær. Unik. Han var et mesterværk i sig selv. Superlativerne har sjældent stået så meget i kø, som det er tilfældet i den nye portrætdokumentar Ennio: The Maestro. Der er naturligvis også noget om snakken, for Ennio Morricone har om nogen formet filmmusikken over de sidste fem–seks årtier. Ergo er her materiale til en dragende og substantiel dokumentar, men er det så tilfældet?

Hovedbestanddelen i Giuseppe Tornatores portræt er en bestandig vekslen mellem talking heads, arkivmateriale, samt klip fra mange af de værker, Morricone har skabt musikken til. De mange snakkende hoveder tæller alt fra italienske sangere og instruktører, de færreste af os har hørt om, og så over til helt igennem kendte kunstnere såsom Bruce Springsteen, Quentin Tarantino og John Williams. Her er således et væld af stemmer. Faktisk er der tale om en mosaikfilm snarere end en musikfilm. Det er ikke uproblematisk. Man kører nemlig træt i stemmerne, som bliver lidt som et støjende kor, hvor den ene nærmest forsøger at overgå den anden i ros, påskønnelse og anekdotisk værdi. Jeg havde gerne set en langt større kritisk stillingtagen til det snakkende materiale, sådan at vi gennem de to og en halv time, som dokumentaren varer, kunne have mere tid på Morricones egen livsfortælling og hans tilgang til at skabe musik til film.
(…)