W.G. Sebald og den muntre melankoli

I Autoritratto nello studio («Selvportræt i studiet», 2017) beskriver den italienske filosof Giorgio Agamben et postkort, der ligger på hans skrivebord. Det er en gengivelse af et maleri fra det 17. århundrede af en kvinde, som ernærer sig selv ved sit eget bryst. Agamben ser motivet som en allegori over sjælens selvernæring. Hvad vil det sige at nære sig selv? «I ernæringsprocessen – i al åndelig eller kropslig ernæring – findes en tærskel, hvor den skifter retning og retter sig mod sig selv», skriver Agamben. «Føde kan kun ernære os, hvis den på et tidspunkt ikke længere er noget adskilt fra os, kun hvis vi – som man siger – har optaget den i os; men det betyder – i samme omfang – at vi bliver optaget i den. Det samme sker med erkendelsens lys: Det kommer altid udefra, men der opstår et øjeblik, hvor inde og ude mødes, og vi ikke længere kan skelne dem fra hinanden. Når det sker, ophører ilden med at fortære os, ’den nærer nu sig selv.’»

Agamben har tidligere, i Il fuoco e il racconto («Ilden og fortællingen», 2014), gjort opmærksom på at der går stadig længere tid imellem, at vi ernæres af kunstens og erkendelsens lys. Engang var ilden navnet og billede på både livskilden og livsgåden, men menneskeheden har, ifølge Agamben, skridt for skridt bevæget sig stadig længere væk fra denne ild. «Tragedien, elegien, hymnen og komedien, er intet andet end forskellige måder hvorpå sproget viser os denne ild», skriver han. (…)

Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

Bestill nå

Fornyes til 199,- per kvartal