Essay – Side 2

Nylig er der kommet en række bøger om Che Guevara, Lenin og Castro. Hvad er det vi i dag søger når vi igen og igen ser forfattere, journalister og andre kaste sig over de gamle koryfæer? Jagter man den gode historie oplevet gennem et kendt menneskes liv, forsøger man at bore endnu engang i håb om at finde guldet, en ny vinkel?

Le Monde Diplomatique har mødt den efterhånden verdenskendte engelske filosof Simon Critchley på Square Hotel i hjertet af København omgivet af Danish Design, metropolens energi og Københavns Dokumentarfilmfestival hvor Critchley vil give sit bud på politisk modstand i dag.

Den tyske kulturfilosof Walter Benjamins uafsluttede livsværk, Passageværket, er nu langt om længe netop kommet på dansk, ikke et øjeblik for sent. Trods det historiske fokus kan vi gennem dette værk skærpe vores forståelse og følsomhed for hvor dramatisk overgangen fra industrisamfund til tegn- og kommunikationssamfund er i færd med at udvikle sig. Benjamin foregriber den moderne kommunikations- og vidensarbejder. Et kontrolsamfund, hvor vi i stigende grad deltager i vores egen undertrykkelse, og et varesamfund der både tildækker verden og oplyser den på ny. Fascismens æstetik lever af en iscenesættelse hvor nivelleringen af det urene og det anderledes, glattes ud på den tomme hvide baggrund nu potenseret i moden, i livsstilens afmagt, i reklamens sprog og anden newspeak. Benjamins beskriver forførelsens spil i Paris? butiksarkader, giver elegante analyser af oplevelsesøkonomiens tidlige fødsel. Og en diagnose af det sansende, forbrugende og famlende storbymenneske.

På Københavns filmfestival er filmen Ghost of Cité Soleil én af disse hvor en instruktør optændt af passion har sat livet på spil for at belyse en verden. Film giver os ikke det vi begærer, men lærer os hvordan vi kan begære. Begæret af verdens sår. Og begæret er også tema i Slavoj Zizek film der han tager os med på en fascinerende tour de force i A perverts guide to cinema. Vi får af vide at film ikke giver os det vi begærer, men at den lærer os hvordan vi kan begære.

I Midtøsten har man brent norske og danske flagg. Det siste året har vært preget av sammenstøt mellom etniske minoriteter og den vestlige majoriteten. I Europa raser debattene om hvorvidt integreringsmodellene i enkeltland er for tolerante. Det rikere Europa er vitne til en voksende betydelig innvandring av afrikanere, asiater og arabere med ulik kulturer og religioner. Men klarer Europa å integrere, eller tyr man for raskt til isolasjon og utstøtelse. Å fjerne det fremmede, den andre–psykologisk sett styrker en slik utstøtelse samholdet mellom de gjenværende. Ja, hvor store motsigelser tåler vi og vår kultur før vi produserer fiender og terroristbilder for å bevare det vi opplever som truet–vår sivilisasjon, våre verdier, vår livsførsel og identitet? Vår frihet er avhengig av sosial dumping, grov utnyttelse av den fattige verdens arbeidskraft, rovdrift på naturen og militær dominans. Hvor vil kampen om Europa stå i fremtiden? Ingen kan gå av med seieren alene.

Juan Goytisolos bok Et quand le rideau tombe (Når teppet faller) består av trettiåtte korte kapitler der forfatteren betrakter sin nye situasjon fra flere vinkler. Hva er det blitt av minnene? Hva er det blitt av hukommelsen?

Det var en gang en fullmoden historiker som het Benengeli, Ben for sine venner og for denne fortellingens behov.En morgen da tiden var gått fra forstanden, spaserte Ben ut til Kapp Spartel. Der så han ut over havet og konstaterte at vinden endret tingenes farge. Fjellet var blitt eldre. Det lignet en oppgitt dromedar. Husene var sammensunket. Bare tiden forble uberørt av vinden og av menneskenes luner. Også himmelen virket annerledes, selv om skyene fikk hard medfart av kraftige vinddrag fra øst. Hva ville Tanger vært uten østavinden som vasker gater og blikk, og som renser luften for mygg og andre innsekter fra sør som fremkaller migrene og skaper uorden i tilværelsen? Ben sto rett overfor Spanias kyst, som kunne skimtes klart og tydelig i det milde sollyset. Han sto nøyaktig der, på Afrikas nordlige ytterpunkt, hvor Middelhavet og Atlanteren møtes. Rett frem ligger Spania. Spanjolene har nettopp våknet. De har alle gått ut av husene sine for å se den skarpsindige lavadelsmann don Quijote av la Mancha passere. Herr Miguel de Cervantes er tilbake. Reisen hans har vart i netter og århundrer. Han har vandret gjennom uendelige områder, utkjempet slag, reddet barn, forsvart kvinner, gått seg vill og kommet på rett vei igjen, sporet opp gamle ridderhistorier og nært seg på ord, mengder av ord, tonnevis av stavelser og tusener av sider skrevet av navnløse fremmede, tusener av bøker reddet fra bokbålene. Han er fortsatt like tynn, like smekker og like storsinnet som den dagen han satte seg fore å skape rettferdighet menneskene imellom. Den dagen var han blitt stukket av en flue fra India. Det ble sagt at den var rød, mens noen fremholdt at den hadde vært grønn og ikke minst giftig. Han hadde reist seg opp, iført seg habitten til en ridder fra en landsby ingen lenger husker navnet på, og bestemt seg for å rette opp all urettferdighet i verden. Sikker på seg selv, med faste skritt, oppriktig blikk og uten så mye som et øre i lommene, listet han opp noen av de grusomheter han hadde sverget på å bekjempe. Hvilken bedrift! Han trengte mer enn ett liv for å fullføre dette edle oppdrag. Han trengte en frodig fantasi, et fruktbart storsinn og en praktfull tålmodighet for å gjennomføre sin plan. Gud hadde gitt ham uendelig og evig liv. Denne guddommelige omhu var ham vel unt ettersom han skulle rette opp det Gud, og iblant Djevelen, fikk menneskene til å gjøre.Han hadde slukt så mange bøker at han hadde fått fordøyelsesbesvær. Han spekket sine erklæringer med dikt og fortellinger som duftet av eventyr og galskap. Man måtte løpe etter ham for å følge hans talemåter, fange nyansene i hans utsagn. Av bokomslag hadde han lagd seg et sverd. Et symbolsk våpen. Et skinn av bevæpning.Ben ventet. Han visste at Herr Cervantes endelig skulle sette sin fot på Tangers jord denne sensommeren. Hvorfor skulle han komme hit, til en by med avdanket sjarm, en by som dyrket billige myter og legender, en by for ubesluttsomme turister? Fordi Tanger en gang hadde vært en by der alle nasjoner plantet en påle, noen et tre, mens andre hadde åpnet et konsulat for skumle spioner og alkoholiserte forfattere. Fordi Tanger en gang hadde vært en storslagen by som bød på forestillinger i et teater plassert mellom latskapens mur

Da kunstneren Lin Yilin gikk ut av kunstakademiet i 1990 med utdannelse i tradisjonell kinesisk kunst og humaniora, var millionbyen Guangzhou kastet ut i en aggressiv kapitalisme og eksplosiv ekspansjon. Den kinesiske millionbyen er knapt gjenkjennelig fra den ene dagen til den andre.

Filosoffen Adorno var en af de første til at fremføre påstanden om, at Auschwitz er den højeste test for tanken og politikkens integritet. I praksis betyder dette at tanken må lægge sine kort på bordet og imødekomme de krav der stilles af sådanne ekstreme begivenheder. Men tanken kan naturligvis aldrig imødekomme sådanne krav og den må aldrig hævde at den gør det. Men kan vi midt i konfrontation med babariet, f.eks med Auschwitz bekræfte humanismen og politikkens krise ved at vende krisen mod os selv og gøre den konstitutiv for en kollektiv frihedspraksis? Forfattere som Agamben og Deleuze har med udgangspunkt i Primo Levis forfatterskab gjort ideen om skammen til en forskningsstrategi for at tænke, for at skrive idet, skammen er det der tvinger filosofien til at blive politisk. Man er her oppe imod store kræfter eftersom enhver voldsom lidenskab uværligt vil stå i dommens og tribunalets sted. De store lidenskaber inderliggør affekterne og gør dem hurtigt til vage følelser, der derefter kan bruges til at dominere andre. I stedet for at redegøre for bødlens grusomhed og (for)dømme dem i sandhedens, i retfærdighedens og i frihedens navn, forsøger Levi i sine fortællinger at komme til større forståelse af de affekter der karakteriserer følelsen af «skam». Det er Levis afvisning af moralismens fristelse der er så vital og netop ved at bekræfte krisen som krise, undgår han at gøre barbariet, herunder Auschwitz, til en omsættelig, konsumeret følelse, til noget vi kan møde med en nyttig reaktion. På trods af sit selvmord er Levi den multitude der i tankens anstrengelse bekræfter krisens momentum. I en tid hvor der ikke er udsigt til substantielle politiske og sociale fællesskaber er krisen permanent men den er også den immaterielle arbejders chance, dvs. både tanken og det civile livs chance: Forfatteren eller det tænkende menneskes følelse af ikke at være hjemme i verden bliver det chok der bevæger tanken, det som er tankens kraft. Krisen bliver vendt mod ham selv på en skabende måde der gør hans bøger om Auschwitz til et våben. Levi viser at der midt i krisen er en kraft der får os til at tænke, skammen er trumfkortet men målet er at gøre livet politisk uden at reducere det.1 Levis meditation over skammen er en måde at intensivere krisen på og forfatteren bliver her selv vidne fordi han har set noget der er for stort, for grusomt, noget der overstiger hans erfaring. Den skamfulde vender tilbage med røde øjne, men dette er også tankens øje, for man tænker ikke uden at være blevet noget andet, som Deleuze skriver. Vi ved fra starten af, at det præcis er en række begreber Levi ønskede at producere, fordi han tilbyder sine erindringer ikke for «at formulere nye beskyldninger» men snarere for at «fremlægge et vidnesbyrd til brug for en besindig undersøgelse af visse aspekter af den menneskelige natur».2 Skammen bliver en grænsetest for mennesket. Levis forfærdelige oplevelser fik ham til at konkludere, at kun mennesket føler skam, kun mennesket kan handle skændigt, eller hvad mere er, det er kun mennesket der kan dømmes af mennesket. Koncentrationslejrene adskilte menneskene fra sig selv og reducerede dem udelukkende til en nøgen overlevelsesadfærd, der i Levis øjne ikke kan analyseres, endnu mindre dømmes udfra kriterier fastsat udenfor lejrene selv. Derfor bliver hans meditation om skammen så vital, eftersom den

Debatten om behovet for å reformere islam, arabere og deres språk preges av at debattantene mangler daglig erfaring med hva det vil si å leve i det arabiske språket. Før Edward Said døde i september 2003 understreket han hvor sentralt det arabiske idealet om veltalenhet er.

Freden, likt konsten, innebär att infånga krafter i en tillblivelse som berikar det den lägger beslag på.