Skammens etik

Filosoffen Adorno var en af de første til at fremføre påstanden om, at Auschwitz er den højeste test for tanken og politikkens integritet. I praksis betyder dette at tanken må lægge sine kort på bordet og imødekomme de krav der stilles af sådanne ekstreme begivenheder. Men tanken kan naturligvis aldrig imødekomme sådanne krav og den må aldrig hævde at den gør det. Men kan vi midt i konfrontation med babariet, f.eks med Auschwitz bekræfte humanismen og politikkens krise ved at vende krisen mod os selv og gøre den konstitutiv for en kollektiv frihedspraksis? Forfattere som Agamben og Deleuze har med udgangspunkt i Primo Levis forfatterskab gjort ideen om skammen til en forskningsstrategi for at tænke, for at skrive idet, skammen er det der tvinger filosofien til at blive politisk. Man er her oppe imod store kræfter eftersom enhver voldsom lidenskab uværligt vil stå i dommens og tribunalets sted. De store lidenskaber inderliggør affekterne og gør dem hurtigt til vage følelser, der derefter kan bruges til at dominere andre. I stedet for at redegøre for bødlens grusomhed og (for)dømme dem i sandhedens, i retfærdighedens og i frihedens navn, forsøger Levi i sine fortællinger at komme til større forståelse af de affekter der karakteriserer følelsen af «skam». Det er Levis afvisning af moralismens fristelse der er så vital og netop ved at bekræfte krisen som krise, undgår han at gøre barbariet, herunder Auschwitz, til en omsættelig, konsumeret følelse, til noget vi kan møde med en nyttig reaktion. På trods af sit selvmord er Levi den multitude der i tankens anstrengelse bekræfter krisens momentum. I en tid hvor der ikke er udsigt til substantielle politiske og sociale fællesskaber er krisen permanent men den er også den immaterielle arbejders chance, dvs. både tanken og det civile livs chance: Forfatteren eller det tænkende menneskes følelse af ikke at være hjemme i verden bliver det chok der bevæger tanken, det som er tankens kraft. Krisen bliver vendt mod ham selv på en skabende måde der gør hans bøger om Auschwitz til et våben. Levi viser at der midt i krisen er en kraft der får os til at tænke, skammen er trumfkortet men målet er at gøre livet politisk uden at reducere det.1

Levis meditation over skammen er en måde at intensivere krisen på og forfatteren bliver her selv vidne fordi han har set noget der er for stort, for grusomt, noget der overstiger hans erfaring. Den skamfulde vender tilbage med røde øjne, men dette er også tankens øje, for man tænker ikke uden at være blevet noget andet, som Deleuze skriver. Vi ved fra starten af, at det præcis er en række begreber Levi ønskede at producere, fordi han tilbyder sine erindringer ikke for «at formulere nye beskyldninger» men snarere for at «fremlægge et vidnesbyrd til brug for en besindig undersøgelse af visse aspekter af den menneskelige natur».2 Skammen bliver en grænsetest for mennesket. Levis forfærdelige oplevelser fik ham til at konkludere, at kun mennesket føler skam, kun mennesket kan handle skændigt, eller hvad mere er, det er kun mennesket der kan dømmes af mennesket.
Koncentrationslejrene adskilte menneskene fra sig selv og reducerede dem udelukkende til en nøgen overlevelsesadfærd, der i Levis øjne ikke kan analyseres, endnu mindre dømmes udfra kriterier fastsat udenfor lejrene selv. Derfor bliver hans meditation om skammen så vital, eftersom den stiger til begrebets magt (tankens livsform), for det, der ellers alene ville forblive en udtryksfuld stemning og som uanset hvor plagefuld den end måtte være, ikke vil have den samme effekt. Begreber karakteriseres ved deres selektion, distinkthed og intensitet, hvor indtryk er langt vagere og derfor ofte kan styres af tilfældige impulser.

Men er skammen konstituerende for det at være menneske? Historisk er Bibelen blevet udlagt som en moralsk fortælling om at mennesket konstitueres af skammen, men Levis analyser foreslår noget andet. Skammen har ifølge Levi to forskellige dimensioner. Der er dels den idealistiske moralske skamfølelse og dels en mere voldsom skam, man ikke kan løbe fra. Den første møder vi oftest. Enhver skam vi hverken kan bøde for eller stoppe med at bøde for, er ifølge Levi en invitation til at skabe skamfulde fantasier, der blokerer for videre forståelse, fordi det medfører en inderliggørelse af dommen over os selv. Despoten flygter fra den ved at handle afskyeligt og hæver sig op over skammen, mens humanisterne lader som om de allerede er blevet dømt og derfor ikke længere kan bebrejdes. Mennesket handler skamfuldt fordi det ikke lever op til sin egen skam, han aflægger skammen til andre, investerer den i en (af)Gud, for derved ikke at skulle udholde den selv. Skam er ikke at være blottet for moralsk bevidsthed men at være lænket til sig selv. Levi intensiverer krisen ved at gøre skammens affekt til en forlængelse af menneskeligheden: hvor der er et menneske er der skam og omvendt, hvor skammen er fraværende, er der intet menneske. Om de russiske soldaters ankomst til lejren skriver Levi: «De hverken hilste eller smilede. De synes tyngede, ikke alene af medlidenhed, men af en forvirret tilbageholdenhed som lammede deres læber og lænkede deres øjne til det dystre sceneri. Det var den skam vi kendte så godt, den skam der ramte os efter udvælgelserne, og hver gang vi var vidne til eller selv udsat for overgreb.»3 Levis krav om at ’forstå’ er ikke det samme som at acceptere bødlens handling, da enhver, som han bemærker, må svare personligt for sine synder og sine fejl, ellers vil ethvert spor af civilisation forsvinde fra jordens overflade.
Lejrene afslørede ikke at mennesket essentielt er et dyr (bæst), men snarere at han er et armatur af vaner der binder kroppen til et adfærdsmønster kaldet socialitet, som kun de mest ekstreme betingelser kan trænge igennem og vige udenom. Kun den skam som tillader os at blive forskellig fra os selv er produktiv. Denne type skam er omsiggribende og man føler den dagligt overfor en stigende stupiditet, ens egen stupiditet. Men det er præcis denne affekt der gør det muligt at tænke og genvinde en tro på denne verden. Deleuze nævner, at det som er en forfatters egentlige opgave er, at trænge ind i det som rettelig er mennesket, lade ham besidde det som han inderligt ikke holder af: sin skam, sin perversitet, sin galskab mv. Når disse affekter bliver synlige som en forlængelse af mennesket, bliver de filosofisk set intense, fordi de mister deres transcendente dimensioner ved at forbindes til en så verdslig præmis som mennesket. Hvis mennesket er betingelse for skammen, kan skammen hverken være transcendent og endnu mindre, hellig. Med den aktive forståelse for skammens affektive karakter kan skammens determinerende moralske dimension mindskes til fordel for en frigørende intensitet der bevæger et liv, der ellers bliver holdt fanget.

Vi står overfor at skulle opfinde et nyt menneske, da «det gamle» per definition er skamfuldt i den ideologisk-moralske betydning. Levi er et eksempel på at en etik for denne verden er den krævende læreproces om at forstå, at leve et liv der er bærer af et kritisk og affirmativt tankeliv og dermed et liv med større realitet, større kraft og frihed. Dette menneske er dog ikke en erstatning af ’det gamle’, men noget der må genopfindes, noget der sættes sammen af nye påvirkninger, af de kræfter vi kan blande os med for at blive klogere. Levi minder os om at håbet handler om at forstå og bekræfte vores tilhørsforhold til denne verden, at finde måder at tro på verden igen og at bruge vores tilværelse aktivt. Begæret efter at forstå er altid et begær efter mere liv. Ikke håbet efter et specifikt fællesskab men håbet som selve kraften til at skabe, et nyt folk…
© LMD Norden
1 Agamben: ibid. p. 101.
2 Levi: Hvis dette er et menneske. Forumbøgerne 1976. Forord. p. 5.
3 Levi: Tøbruddet. Gyldendal 1991. p. 8.