Arkitektoniske skitser

Hvad sker der, hvis man blander oversigtskort over New Yorks undergrundsbaner med skitser af olympiske stadioner og noget, der ligner den russiske ekspressionist Wassily Kandinskys abstrakte kompositioner? Og er det overhovedet muligt at gennemføre, uden at det hele klasker sammen til en udifferentieret masse? Den unge kunstner Julie Mehretu er efterhånden blevet verdensberømt for malerier, der netop mestrer den form for kreativt mix af visuelle fænomener. Og resultatet er billeder, der mere end noget indfanger en globaliseret verden – som vi fornemmer den når naturkatastrofer, krige, sportsbegivenheder, økonomiske kriser og religiøse begivenheder transmitteres til os gennem tv og Internet. Mehretus værker fremstår på én og samme tid som kortlægninger af globaliseringens mediestrømme, arkitektoniske utopier om det 21. århundredes storbyer og billeder af en verden, der er ved at eksplodere i strid mellem rivaliserende nationer. De er både overvældende og diffuse, som den globaliserede virkelighed selv, men samtidig er hver enkelt af hendes malerier så detaljerede, at hvis man går helt tæt på dem, afsløres den ene specifikke og præcise detalje efter den anden i det overordnede virvar af informationer, malerierne præsenterer.

Julie Mehretu blev færdiguddannet fra Rhode Island School of Design i 1997, og det tog hende ikke mange år efterfølgende at skabe sig et navn på den internationale kunstscene. Allerede omkring år 2000 var hendes værker inkluderet på mange større gruppeudstillinger i USA og Europa, og hun har siden deltaget på flere af de internationale biennaler der markerer hvem der er tidens hotteste kunstnere. Hendes medie er maleriet og tegningen, som hun har forenet til et helt særegent udtryk, der trækker på kortlægning, motiver fra nyhedsmedier – samt visuelle fænomener så forskellige som graffiti, kalligrafi, arkitekturtegning, modernistisk abstraktion og traditionelle kunsthistoriske genrer.

Én af hemmelighederne bag hendes evne til at integrere så mange forskellige elementer i sine værker, er den særlige teknik, hun har udviklet for at opbygge de komplekse værker. De består nemlig af op til ti lag, som blot er adskilt af en gennemsigtig silikabaseret akrylmaling, der sprayes på lærredet efter hvert lag. Det betyder, at op til ti selvstændige kompositioner kan ligge over og spille sammen i hvert enkelt af hendes værker – alle de enkelte kompositioner kan skelnes bag hinanden, samtidig med at de visuelt smelter sammen til en helhed.


JULIE MEHRETUS MALERIER er ofte blevet sammenlignet med arkitekturskitser, der ved brug af gennemsigtigt papir kan vise flere niveauer i en bygning samtidig. Hendes lagdelingsteknik er da også blevet udviklet med inspiration fra disse teknikker – en del af Mehretus inspiration er i det hele taget udsprunget fra arkitekturen. Således består de nederste lag i hendes malerier typisk af et sandt sammensurium af forskellige arkitektoniske skitser – hele bygninger eller blot delelementer, kendte arkitektoniske værker eller mere anonym arkitektur; sportsstadier, lufthavne og indkøbscentre.
Det er sin sag at skelne de enkelte elementer fra hinanden når de lapper ind over hinanden eller skjules af elementer på lagene ovenover. Men det er faktisk en del af pointen med de arkitektoniske skitser. For selv om hun indskriver konkrete og kendte bygninger i sine værker – Roms Colosseum eller et højhus af den tyske modernist Mies Van Der Rohe – så er det storbyens mangesidede og eksplosive dynamik, hun etablerer med arkitekturskitserne i de nederste lag af værkerne. Løsrevne trapper, stiger og veje er af samme grund genkommende elementer i hendes malerier. I det hele taget viser hendes malerier en optagethed af hvordan arkitekturens stilmæssige udtryk og konkrete rumlige udformning påvirker mennesker i den bymæssige virkelighed.


JULIE MEHRETU ER INSPIRERET af den avantgardebevægelse, som i dag kendes under betegnelsen Situationismen og bl.a. talte danske Asger Jorn. Situationisterne var en gruppe kunstnere og aktivister, der i årene 1957 til 1972 søgte at omvælte den herskende samfundsstruktur. Ifølge Situationisterne var problemet med det herskende samfund, at magthaverne gennem bureaukratiske og rent fysiske midler søgte at ensrette befolkningen til at opføre sig efter forud programmerede systemer. På det arkitektoniske område med den modernistiske arkitekturs rationelle former og minimalistiske, rene linier, som ikke tillod variationer i bymiljøet. Situationisterne kæmpede for bevarelsen af gamle markedspladser, paladser i ruiner og andre rester af tilfældig skønhed, der stadig lå tilbage i Europas byer midt i det moderne.

Julie Mehretus sammenblandinger kan minde om Situationisternes forkærlighed for den eklektiske, altså sammensatte by. Også Mehretus imaginære storbyer er sammensat af bygninger fra forskellige tidsperioder og i forskellige stilarter, og de ser på ingen måde ud til at være del af en større rationel plan. Men på ét punkt adskiller Mehretu sig markant fra Situationisterne, og det er i vurderingen af den modernistiske arkitektur.

I dag er Situationisternes kritik af den moderne arkitektur blevet en gængs del af refleksion over konstruktioner af det sociale liv. De moderniseringsprojekter, som 1960’erne efterlod, bliver typisk betragtet med skepsis – det gælder både højhuskomplekserne i den vestlige verden, der i dag er boliger for de lavere bemidlede, og de millionbyer, der i perioden blev bygget op i Asien, Afrika og Sydamerika.

Måske er det Mehretus tilknytning til de afrikanske storbyer, som giver hende et andet billede på modernismens arkitektur. Hun er født i Addis Abbeba, Etiopiens hovedstad, i 1970, og selv om hun hovedsagelig er opvokset i USA – hendes forældre emigrerede, da hun var meget lille – har hun siden studeret og genbesøgt Afrikas millionbyer, hvor modernistisk arkitektur stadig bringer mindelser om 1960’ernes optimisme. Modernisternes intention var jo netop ikke at ensrette befolkningens levevaner – deres grundlæggende projekt var at sikre alle mennesker ordentlige, humane leveforhold under anvendelse af de nyeste teknologiske konstruktionsmuligheder. I Mehretus malerier lever modernismens arkitektur videre som en del af det typiske potpourri af stilarter, man finder i nutidens globaliserede storbyer. Hverken som skurk eller helt, men som bærer både af den oprindelige optimisme og den mere nedslående skæbne, der ofte blev disse kvarterers faktiske efterliv.


I STARTEN AF MEHRETUS karriere var hendes malerier ikke nær så komplekse som nu. De bestod blot af et enkelt lag af bittesmå abstrakte mærker. De abstrakte mærker genkendes i dag som ekspressive sorte sværme, der udfolder sig oven over de arkitektoniske skitser i hendes malerier. For Mehretu var mærkerne dog aldrig blot abstrakte former. De var hver for sig at forstå som menneskelige størrelser. Samlet i formationer kunne de ses som en form for folkeslag, som de ville se ud, hvis man betragtede dem fra en position langt over jorden. Endvidere forestillede Mehretu sig, at de imaginære folkeslag gennem historien havde bekriget hinanden, opbygget nationer og migreret til andre geografiske områder – det var det, hun visualiserede i sine malerier.

På den tid var Mehretus værker til dels inspireret af hendes egen bevægelse fra det afrikanske kontinent til det nordamerikanske, en erfaring, der gjorde hende interesseret i den generelle demografiske udvikling, som har præget den menneskelige historie. Men hun var også inspireret af den abstrakte ekspressionisme, som blev udviklet i USA i løbet af 1950’erne og er bedst kendt fra Jackson Pollocks storformatmalerier. Blot udfoldede Mehretus abstrakte mærker sig i særlige dynamiske formationer, som demonstrerede de bevægelser, folkeslagene foretog over tid.

Julie Mehretu udviklede sin specielle lagdelingsteknik for at give sine abstrakte mærker en konkret social virkelighed at udfolde sig på baggrund af. Man kan sige, at hun tydeliggjorde den fortællende dimension i sine værker ved at introducere genkendelige arkitektoniske elementer på maleriernes nedre lag. Men lagdelingsteknikken gjorde det også muligt for hende at tilføje endnu flere lag til sine malerier, og resultatet blev, at de abstrakte markeringer ikke kun fik en arkitektonisk grund, men også blev tildelt flere andre øvre lag.

Ligesom de abstrakte ekspressionistiske sværme i Julie Mehretus malerier kan minde om 1950’ernes abstrakte ekspressionisme, ligner de øverste lag i Mehretus malerier næsten elementer fra det 20. århundredes tidlige abstrakte maleri, især sådan noget som Kasimir Malevitj’s suprematisme eller Wassily Kandinskys ekspressive abstraktioner. Når Malevitj og Kandinsky udviklede et abstrakt formsprog i starten af det 20. århundrede, skyldtes det deres interesse i at udtrykke spirituelle dimensioner i livet, som et traditionelt billedsprog ikke i tilstrækkelig grad kunne kommunikere. Andre kunstretninger i starten af det 20. århundrede, som fx futurismen, udviklede samtidig et lignende abstrakt formsprog for bedre at præsentere den eksplosivt forandrede virkelighed, kunstnerne oplevede i datidens storbyer, efter industrialiseringen havde sat fart på både lysshows og nye transportmidler.

Julie Mehretu genbruger elementer fra disse kunsthistoriske epoker for at indfange den eksplosive energi, hun oplever i den moderne globaliserede verden. For hende udfolder den sig dels helt konkret i form af det hektiske tempo, som præger nyhedsmedier, reklamekampagner og vores faktiske fysiske transport rundt omkring i verden. Men den eksplosive dynamik har også en mere uhåndgribelig dimension, tæt forbundet med de aspirationer, drømme og længsler, der styrer os rundt blandt alverdens tilbud. Ligesom Mehretu genopdager optimismen i den modernistiske arkitektur, genintroducerer hun altså modernismens maleriske abstraktioner for at visualisere den dynamiske verden, vi på den ene side er styret af og samtidig selv er med til at forme.

I de øverste lag af Mehretus malerier introduceres modernismens abstraktioner som vektorer – kraftlinier og retningsindikatorer – for yderligere at komplicere hendes i forvejen kalejdoskopiske visualisering af den globaliserede verden. Og de suppleres af cirkler, stjerner og andre enkle, geometriske former, der enten udfolder sig som miniatureeksplosioner eller danner små figurer i form af logoer, vimpler og flag, der vejrer om kap efter opmærksomhed i storbyens visuelle festfyrværkeri.


JULIE MEHRETU HAR PÅ en måde genopfundet fordums tiders historiemaleri for det 21. århundrede. Tidligere skulle historiemaleriet videregive det afgørende historiske øjeblik, der havde formet riget eller nationen, fx det afgørende slag hvor arvefjenden blev besejret. I dag må et historiemaleri nødvendigvis fortælle en mere kompleks historie. Globaliseringen er ikke af samme art som fortidens markante begivenheder, men det er ikke desto mindre et af de mest afgørende momenter ved vores eksistens i dag, et altomfavnende fænomen, der medfører vedvarende komplekse relationer mellem mange forskellige grupper af mennesker. Derfor lader Mehretu sine værker fremstå som øjebliksbilleder af en kompleks og overvældende detaljeret virkelighed, mens hun med forskellige ekspressive markører understreger de langsommere kontinuerlige forandringer, der også hører til denne komplekse virkelighed.

I hendes visioner er magtbalancen mellem forskellige deltagere i spillet altid på nippet til at ændre sig. Om det så er kampe mellem folkeslag eller nationer, mellem arkitekturformer eller kunstneriske udtryk, mellem virksomheder eller multinationale organisationer, så indgår de i en stadig proces af vundne og tabte slag, forrykkelser, tilbagetrækninger og fremfærd. Mehretus værker er ikke bare en visualisering af et enkelt markant slag; de repræsenterer snarere alle de forskellige magtkampe, der til stadighed går på i den globaliserede verden.