Filosofi

Homo stupide

Er dumheden et symptom på et samfund i forfald eller er det en særegen tankeform der yder modstand mod enhver ideologi og samfundsform? Alexander Carnera ser nærmere på dumheden i litteraturen og filmen.

Posted on

De dumme har alle dage været en udfordring for de oplyste samfund. Tidligere blev de spærret inde eller sat ned bagerst i klassen. Senere har vi forsøgt at drage omsorg for dem ved hjælp af pædagoger og socialrådgivere. Den dumme skal man ikke drille for han kan ikke gøre for det. Vi ved også hvordan den dumme ser ud, lavpandet og tætsiddende øjne. Det onde tilhører det indre mørke, en defekt i den menneskelige psykologi. Tendensen er klar: Dumhed tilhører den irrationelle side af mennesket, det er tegn på manglende logisk tænkning, selvmodsigende og mangelfuld sprogbehandling.

Vi modstiller klogskab med dumhed og ved tilsyneladende allerede hvad vi taler om. Litteraturen kan imidlertid vise os noget andet, at dumhed snarere er en moderne opfindelse. Forfattere som Diderot, Dostojevskij, Flaubert, Musil, Aron, Deleuze, Eco, Bernhard har alle på hver deres måde forsøgt at forstå menneskets karakter fra dumhedens perspektiv. Måske kan vi i en verden forladt af Gud betragte den dummes følsomhed som et billede på det moderne menneskes tragik.

Avital Ronell har i sit vældige studium Stupidity taget tråden op fra forgængerne. Den indsigt man kan udlede af hendes bog er, at filosofi, poesi og videnskab ofte bevæger sig på tværs af sondringen klogskab versus dumhed.1 Det viser sig at tænkning og inspiration ofte trækker på karaktertræk vi forbinder med dumheden: naiviteten, uskylden, det åbne sind, noget som netop ikke tilhører de autoritative sandheder, som ikke kan indpasses i den genkendelige allerede etablerede mening.

Filosoffen Gilles Deleuze har gjort opmærksom på at kreativ tænkning ikke kan forveksles med genkendelse, der blot får tingene til at stivne i genkendelige meninger. Tænkning kan snarere beskrives som et chok, et uventet møde, noget der ikke med det samme lader sig repræsentere eller billedgøre.2 Tænkningen må hente sin kraft fra noget utænkt i det tænkte, men det som skal få dette utænkte til at springe frem, tankens visionære kraft, er ikke den intelligente applikation eller løsningsmodel sådan som man nu til dags skal skrive sine forskningsansøgninger (for den er stoppet med at tænke), men derimod en stadig nysgerrig og åben opmærksomhed, der med al sin naivitet tør gøre ophold i midten, ude mellem tingene, lade sig berøre af dem, beskrive ukendte forbindelser, hvorved man vikler verden ud og får den til at tænke. Lad os se på to sider af dumheden: Dumheden som symptom og dumhed som kreativ kraft.


DUMHED SOM SYMPTOM. Er dumhed en moderne opfindelse? Ikke mindst siden den franske forfatter Flaubert har dumhed i stedet for at være navnet på et indre mørke, en psykologisk defekt, været et symptom på selve livet. Det stupide er den kraft ligesom livet selv vi ikke kan forstå eller give nogen udtømmende definition. Dumheden er ikke udenfor os, men et hul ind i vores erfaring og samtidig det, der både kan invalidere og berige vores erfaring. Voltaires virkelige geni, skrev Flaubert, var da han sagde at «virkeligheden er stupid, ligesom livet selv».3

Deleuze har i flere af sine bøger gjort opmærksom på at vi netop har identificeret dumheden med en fejl eller en defekt i ånden, i psykologien hos den enkelte, mens den i virkeligheden hører til tankens egen struktur. Spørgsmålet er ikke hvad dumhed er, men hvordan er dumhed mulig? Avital Ronell har i forlængelse af Deleuze forsøgt at vise hvordan dumhed igennem litteratur, poesi, filosofi og videnskab, virker både som en kreativ kraft og som del af en imbecil viden og diskurs der taler på baggrund af transcendente sandheder.4
Dumhed er altså ikke en defekt hos individet men et symptom på en reaktiv tilgang til verden, hvor man henholder sig til etablerede værdier eller dogmer. Betragtet som symptom ser vi dumheden alle vegne og ikke kun hos dem vi kalder «dumme», «småtbegavede» eller «uvidende». Det er de mindst farlige. Dumheden er en eksistensmåde og den findes overalt. Vi møder den i denne tanke-for-markedet-logik der efterhånden gennemsyrer uddannelse de fleste steder i verden. I Danmark af forskningsministeren kaldet «fra tanke til faktura», kravet om genkendelige løsningsmodeller for forskning, publicering i mainstream-tidsskrift der i sidste ende kvæler forskningsmotivationen og den virkelige nysgerrighed.

Vi møder selvsagt dumheden også i den daglige vulgarisering og banalisering af demokratiet forvandlet til talkshows, konsumprogrammer og ligegyldige events. Dumheden er ikke værdiernes grundlag selv eller individerne der taler, men den relation i hvilken en bestemt eksistensmåde kommer op til overfladen.5 Den tale vi hører har intet selvstændigt udtryk. I den er vi adskilt fra livet. Den gennemsyrer alt hvad der bliver sagt og som Deleuze påpeger: «Alt bliver en vold på den passive grund. Alt fremstår som et angreb på den fordøjelige grund.»6 Alt hvad der ikke passer ind må ud, alt hvad der ikke kan konkurrere på samme tåbelige præmisser tilsidesættes, alt hvad der ser underligt ud, som er flosset, som taler med en ikke-genkendelig stemme blive ikke hørt.


DUMHED SOM KREATIV KRAFT. Er idioten en modstandsfigur? Den der yder modstand står ofte udenfor det han kritiserer. Han kan med henvisning til sin ideologi eller samfundsforståelse forklarer hvorfor tingene skal være anderledes. Han må altid forlade sig på at negere.8 Men må en sand modstand ikke netop kunne bæres oppe af sig selv, være uberoende af enhver autoritet og sandhed, og således skabe sin egen immanente autoritet? Må vi ikke midt i vores kritiske sans forsøge at bekræfte noget ikke-intellektuelt, bekræfte en naivitet og uskyld som bringer os tættere på tingene, som holder os åbne for at se andre forbindelser? Forsøger jeg ikke hver gang jeg er kritisk på en intelligent måde at få fat på min egen naivitet?
Gustave Flaubert,
Correspondance

Når vi er fascineret af idioten, er det netop fordi han bæres oppe af noget i sig selv: Han negerer ikke. På toppen eller længst nede, om man vil, finder vi det religiøse menneske beskrevet som en ydmyg idiot.8 Er Kristus ikke ofte blevet fremstillet som en tosse med en sublim indsigt?

Filminstruktører som Werner Herzog og Andrej Tarkovskij har flere gange søgt en mere ægte intelligens hos idioten. Herzog, der blandt andet er kendt for at hypnotisere sine skuespillere for at nå frem til et mere autentisk udtryk, anvendte i filmen Kaspar Hauser Bruno S. til hovedrollen, en virkelig institutionsanbragt schizofren. Filmen handler om hittebarnet Kasper der uden noget sprog og menneskelig kontakt ender med at sætte indbyggerne i den lokale egn på den anden ende. I en mindeværdig scene nægter Kaspar at anerkende at æbler ingen bevidsthed har: «Lad dem ligge på jorden, de er trætte og vil sove,» proklamerer han.

Dostojevskijs Idioten er naturligvis paradeeksemplet på denne særlige uskyld som alene i kraft af sit uskyldige og tilsyneladende godmodige væsen udstiller de andres hovmod, deres begær efter magt og anerkendelse. Idioten bliver det sted hvor den mulige forvandling af tingene løber igennem. Han er stedet for tankens kraft der vender sig mod magten. Han er en prisme for forvandling fordi han har opgivet ethvert dogme, enhver transcendent værdi at klamre sig til. Kort sagt, han er illusionsløs og derfor findes der hos ham et rum der ikke er besat, et rum der ikke kan mødes med mening og genkendelse, men som uden den løftede pegefinger får de andres verden til at se mindre tryg og intelligent ud.

Også digtere som H...lderlin og Rilke så noget frigørende i dumheden. Rilke skrev Das Lied des Idioten, at idiotien er en del af poesien. Poesien tilhører kundskabens grænseegne, der, hvor også dumheden og idiotiens affekter ånder. Sprogets provins og nyskabelse er et løfte om at høre noget helt andet, der, hvor den vante erkendelse bryder sammen. Beckett sagde engang i et berømt interview: «Mens Joyce som kunstner har tendens til omnividenskab og omnipotens, arbejder jeg med impotens og uvidenhed.»9 De både udkørte og uvidende eksistenser der befolker Becketts dramaer og romaner er dumme, imbecile og udvidende, men det er netop disse karaktertræk der skaber en tragikomisk indsigt i den menneskelige eksistens og i det moderne livsvilkår. De besidder en sær følsomhed som for megen klogskab og intelligens ikke kan honorere. Det er således i kraft af dumheden at Beckett får skabt en anden intelligens. Vi moderne er så at sige «for kloge» til at fatte vores egen verden og vi har brug for den dumme til at se på os selv.

«Mens Joyce som kunstner har tendens til omnividenskab og omnipotens, arbejder jeg med impotens og uvidenhed.»
Becketts store forbillede, den tyske filosof Arthur Schopenhauer, beskrev meget præcist forskellen på tragedien og komedien: «Hvert enkelt menneskes liv er, hvis man anskuer det alment og i dets helhed og kun fremhæver de mest betydningsfulde træk, egentlig altid en tragedie. Hvis man derimod betragter livet i dets enkeltheder, har det karakter af lystspil. For dagens virksomhed og plager, drilske rastløshed, ugens ønsker og frygt, hvert times uheld der skyldes tilfældet som konstant pønser på at spille os et puds, er lutter komediescener.»10 Man forstår hvorfor Beckett havde brug for idioten til at blotlægge vores livsvilkår.


DEN AMERIKANSKE blockbuster Forrest Gump udgør et mere episk eksempel på idioten som modstandsfigur. På to måder er Forrest Gump en mindeværdig idiot som vi kan lærer meget af: Han begriber ikke hvad der foregår omkring ham og ved at bekræfte det til fulde udstiller han de andres dumhed samt tidens tragik og vanvid; som et barn bevæger han sig fra den ene ting til den anden i livet. Han prøver alt af – at være soldat, bordtennisspiller på verdensplan, maratonløber – men det handler ikke om at prøve noget af. Han gør det bare indtil han ikke finder det sjovt mere, ligesom et barn der finder noget andet at lege med.

Handlingen: Forrest vokser op i sydstaterne i efterkrigstidens puritanske Amerika alene sammen med sin mor i et stort hus. Forrest er retarderet og har kun én ven, pigen Jenny. Forrest, der ikke kan få et normalt job, bliver ikke overraskende soldat i den amerikanske hær og her ser vi måske den bedste kritik af Vietnam-krigen der længe er skildret på film: Alt er et surrealt mareridt og Forrest forstår ikke hvad der foregår. Under en dramatisk scene hvor én af hans soldater sidder fast i kugleregnen inde i skoven, vælger Forrest meget dumdristigt og heroisk som den eneste af soldaterne at redde kammeraten. Desværre dør han i hans arme, men Forrest får da han kommer hjem en tapperhedsmedalje, som tydeligvis ikke siger ham noget i forhold til det som skete. Det er gennemgående for Forrest at han intet ideologisk forhold har til tingene. Han er hinsides all nationalromantik og taler med alle på lige fod uanset hudfarve og religiøs observans.
Efter sin succes som bordtennisspiller får han et håndtryk af Nixon, og ved siden af den retarderede Forrest fremstår også Nixon og hans administration i et noget komisk skær.

På et tidspunkt beslutter Forrest sig for at løbe, ikke på stadion, ikke i en klub, ikke for medaljers skyld eller for fædrelandet, han begynder simpelthen bare at løbe i stedet for at gå. Han løber tværs over USA og da han er kommet til den ene kyst, kan han ligeså godt vende om for at løbe tilbage tværs over til den anden kyst.

Undervejs vokser hans hår og skæg til uanede længder. På dette tidspunkt er han kommet på avisernes forsider og medierne følger trop. Alle vil have en bid af Forrest. Han interviewes mens han løber og han bliver bedt om at forklare og uddybe, men han fortæller at han bare havde lyst til at løbe. Dag for dag får han flere tilhængere der holder sig nogle meter bag ham og imiterer alle hans bevægelser. Han tager ikke notits af det men fortsætter med at løbe. Skaren af tilhængere er efterhånden vokset til ca. hundrede mennesker. Pludselig en dag stopper han med at løbe. De andre ser forbavsende til mens Forrest trasker ud i vejkanten og væk.

Forrest ligner Jesus og også Jesus fik tilhængere der fulgte ham i tyk og tyndt. Ronell skriver at det at følge Kristus ofte er forbundet med de dummes følge.11 Men Forrest ser ikke sig selv som noget. Han løber bare. Alene i kraft af sin ærlighed udstiller den retarderede Forrest et helt samfunds dumhed. Det interessante er at Gump selv stopper op. Mens han løber «tænker han» over livet. Han tænker over det som er sket, Jenny der er ulykkelig, menneskene der gør uforståelige ting. Han hverken forklarer eller fordømmer eller dømmer, men igennem Gump som en slags transcendental betingelse for samfundet (Amerika på dette tidspunkt) får vi en slags anden diagnose af tingenes tilstand, ikke fra den alt-for-kloge men fra den retarderedes blik.

En del af historien udspiller sig i tresserne med demonstrationer med Vietnamkrigen, fri sex, stoffer og eksperimenterende livsstil. Gump har også eksperimenteret, ja, han har sådan set ikke gjort andet! Han er en revolutionær nomade uden at ville være det, for ved siden af den «anerkendte» politiske modstand fremstår Forrests modstand på et andet plan præget af uskyld og en dyb humanisme og følsomhed som er hinsides ethvert politisk program.


MEN VI SKAL INGENLUNDE blive overrasket over dette, for som Deleuze skriver i sin bog om Proust og dennes romanværk På sporet efter den tabte tid: «Dog er et middelmådigt eller dumt væsen, såfremt vi elsker dette, rigere på tegn end den mest dybsindige og intelligente ånd. Jo mere en kvinde er bornert og indskrænket, desto mere opvejer hun det med tegn, som nu og da afslører hende og råber en løgn, hendes uegnethed til at formulere forståelige meninger eller have en sammenhængende tanke.»12

Problemet med den intelligente eller dybsindige person er at han kun har en værdi i sig selv på grund af dets manifeste indhold og på grund af eksplicitte, objektive og bearbejder fortolkninger. Dette er grunden til at idioten i visse udgaver kan kaste flere tegn af sig og dermed åbne op for en verden og en indsigt.

© norske LMD



1 Avital Ronell, Stupidity, University of Illinois Press, 2003, s. 31?33.

2 Gilles Deleuze, Différence & Repeition. PUF, Paris, 1968, s. 194.

3 Avital Ronell, Stupidity, s. 11.

4 Gilles Deleuze, Différence et répétition, s. 150-?153.

5 Se over, s. 152.

6 Se over.

7 Gilles Deleuze, Nietzsche and philosophy. The Athlone Press, 1983, s. 165.

8 Bernhard Fauconnier, «Un monstre moderne», Magazine litteraire . 2007. s. 30.

9 Citeret i Avital Ronell, Stupidity, s. 33.

10 Arthur Schopenhauer, Verden som vilje og forestilling, Gyldendal, København, 2005, s. 477.

11 Ronell, Stupidity, s. 15.

12 Gilles Deleuze, Proust og tegnene, Det lille forlag, København, 2003, s. 43.

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler. Allerede abonnent? Logg inn.
Digitalt abonnent
Fra 49Kr.
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Årsabonnement
649Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Kvartalsabonnement
159Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver