Træthedssamfundet

Det forrige århundrede var en immunologisk tidsalder. Man skelnede klart mellem indre og ydre, mellem ven og fjende, mellem ens eget og det fremmede. Angreb og forsvar definerer den immunologiske handlemåde særlig kendt fra den kolde krigs vokabular. Enhver immunreaktion er en reaktion på «andetheden», på det fremmede. Men det fremmede er ved at forsvinde. Det fremmede er blevet det eksotiske (den berejste turist), flygtningen vi skal holde ud. Ingen utopier. Ingen antikapitalistiske bevægelser truer for alvor tingenes tilstand.

«Andethedens forsvinden betyder, at vi lever i en tid, fattig på negativitet,» skriver den tyske filosofiprofessoren Byung-Chul Han i boka Müdigkeitsgesellschaft fra 2010, som nu foreligger på dansk med titlen Træthedssamfundet. Smerte, ensomhed, død og tvivl skubber vi foran os. Det senmoderne menneskes lidelser og patologiske tilstande kan ifølge Han føres tilbage til dette «overmål af positivitet.» Positivitetens herredømme skyldes overmætning, overproduktion, overkapacitet, overkommunikation. Resultatet er udmattelse, træthed, depression, ADHD, kvælningsfornemmelser overfor dette for meget.

Træthedssamfundet skabte i løbet af få måneder stor debat i Tyskland, der den nå er trykt i ni oplag. Hans bog er organiseret omkring en afgørende figur som han mener løber som en motor gennem hele samfundet. Dette samfund er ikke længere disciplinsamfundet præget af normer og subjektdannelse der følger med hospitaler, skoler, fængsler, kaserner og galehuse. Mere dækkende for at kunne karakterisere vore dages samfund er fitnesscentre, kontorbygninger, banker, luftehavne, shopping malls og genlaboratorier. Mennesket er ikke først og fremmest et lydighedssubjekt, men et præstationssubjekt. (…)