Skæbnesvangert papirnusseri

Velkommen til en nyskabelse her i avisen. Spilmediet er inde i en interessant og perspektivrig udvikling i disse år. Underholdningsmomentet er fortsat dominerende, men den mangfoldighed af spil, der udgives, blandt også af små, uafhængige udviklere, gør, at spilmediet har udspaltet sig i mange retninger, og at vi nu også kan tale om spil som kunst, spil som sport, spil som samfundskritik, som refleksion etc. Af samme grund har vi valgt at præsentere en månedlig kritik af et udvalgt spil. Det kan være alt fra den mastodontiske blockbuster (spil har for længst overhalet filmmediet både i produktionsudgifter og i markedsværdi) til kunstnerisk ambitiøse eller mere politiske værker.

Og vi lægger ud i den samfundskritiske afdeling med spillet Papers, Please. Handlingen er henlagt til republikken Arstotzka, hvor man agerer en borger, der er så «heldig» at vinde et arbejde i nationallotteriet. Arbejdet foregår som grænsevagt, hvor man skal tjekke indrejsendes dokumenter og papirer.

Til at begynde med er det udelukkende Arstotzkas borgere, der må rejse ind i landet, så dokumentationskrav og regler er overskuelige. Men allerede efter et par dage i dit nye job ændres reglerne, så udlændinge med papirerne i orden også må komme ind i landet. Bureaukratiet tager til, og hvis du ikke gør dit arbejde efter bogen, straffes du. Først med en verbal advarsel men siden med bøder, der kan blive skæbnesvangre. Efter hver dag på jobbet får man således en opgørelse over indtægter og udgifter.

For selvom du har fået stillet en bolig til rådighed af staten, skal du stadig sørge for mad og ikke mindst medicin til din skrantende familie. Som spiller frustreres man over sønnen, der ligger for døden, og man føler sig presset til at gøre sit arbejde desto hurtigere, hvilket ofte vil sige at afvise flere i kontrollen.

Spillet kompliceres af, at reglerne hele tiden ændres. Efter et terrorangreb i paskontrollen strammes der op, og det kræver et større administrativt overblik dagligt at sætte sig ind i nye regler og undgå fejlene. Som spiller oplever man således både det pres, men sandelig også den ensformighed, der følger med jobbet. Til at begynde med involverer man sig måske følelsesmæssigt i den fortælling, som den indrejsende fortæller, for der er mange gribende skæbner imellem, men snart er man ligeglad og behandler alle mennesker over en kam. Det eneste man har øje for, er om papirerne er i orden. Der må ikke ske afvigelser fra reglen.

Papers, please Please er en yderst simpel idé, men ved at gestalte den i spilform, formår spillet at tematisere og problematisere selve ideen om at have grænser. Trods et enkelt design engagerer man sig voldsomt i arbejdet med at modtage eller afvise mennesker ved grænsen.