Lumpen jihad og snuff ekspressionisme

Attentatet i København er ikke en militær sag, og måske heller ikke en religiøs, men en journalistisk og nyhedspræget sag, skabt til det spektakulære samfund.

Jeg er bange for, at dissidenterne i Danmark står alene med den nødvendige kritik af den løbende billedstrid. Det mest befordrende ville have været, om en sådan kritik kunne holde sig til en analyse af de handlinger og forestillinger, vi er vidner til. Men det er svært ikke at blive polemiske over for al den selvgodhed.

For hvor længe har danske jagerpiloter ikke bombet arabiske byer på det sidste? Og en uligevægtig palæstinenser, tyv og tillige lidt misbruger, hvad er det for en skikkelse? Hvorfor bliver netop en palæstinenser så vred, at han i stedet for at bestjæle folk eller komme i klammeri med tilfældige togpassagerer, udvider sin uligevægtige sindstilstand til netop at reagere vredt mod «ytringsfriheden»? En undskyldning for ikke at koncentrere sig om sine røverier? En sofistikeret form for erstatningsspænding? Kun en endnu mere uligevægtig person som Henrik Dahl kan hævde, at det var fordi, attentatmanden havde for mange penge.1 Våbenakkumulation som kapitalakkumulation?


Ekspressionismens angreb

Emnerne flyder og rammer omkring, i flæng. Han var givetvis ikke særlig fokuseret, denne El-Hussein. Han så for meget fjernsyn, både vestligt og orientalsk, sikkert. Og hvem ved, hvad han har hørt i fængslet? Nok ikke, at den profilerede Venstre-politiker Søren Pind er ude efter dem, der tager til Syrien, for så var han vel gået efter Søren Pind. El-Hussein har måske hørt, hvad han ville høre: At det var de hvide tegnere, der skummer fløden ved at angribe profeten – og får vestmediernes bevågenhed og heroisering til gengæld for deres elendige tegninger.

Han kan vel ikke have fået at vide, at profeten gik op i Lars Vilks? Da er profeten jo ikke bedre værd, eller også er profeten lige så svag som de arabiske masser? Et slags symbol på deres udsathed: Hævner man profeten, hævner man også de arabiske massers udsathed, måske. En hypotese, der altså skulle efterprøves, dvs. at lørdag den 14. februar på Østerbro udgjorde en islamistisk undersøgelse eller udforskning af en slags: Man slår ihjel for at se, om det virker. Praksisbaseret forskning med henblik på styrkelse af en hypotetisk teokratimulighed. En slags religiøs heuristik utydeligt beliggende mellem autoritetstro i kraft af åbenbaringen og overbevisning i kraft af sandheden i teksten … Og så støder man midt i det hele på en dokumentarist med notesblok og kuglepen i hånden: «Det må være tegneren! Der har vi Vilks!»

Men Vilks stod ikke udenfor og var ikke ved at dokumentere noget, men skulle snart udtrykke sig i stedet, nu til aviserne i vanlig lidt spruttende stil, der i øvrigt kan minde om afdøde pastor Langballes, blot er svenskerens udtryksiver lidt mere velartikuleret.

«Karikaturstriden viste sig med andre ord at skjule en konflikt mellem to teokrati-opfattelser.»

Problemet er givetvis ikke «selvcensur» – som Vilks allierede, Örebro-avisen Nerikes Allehanda skal have hævdet, da den bragte den svenske ekspressionists angreb på «menneskets bedste ven» den 18. august 2007 – men snarere en slags potentiel snuff. Alt bliver ifølge Vilks til en del at et kunstnerisk projekt: «Kunst uden bevægelse og udvikling er for Vilks ikke rigtig kunst, og skuddene på Østerbro understreger, at hans mest kendte – og kontroversielle – kunstprojekt stadig er højst levende,» refererer Thomas Heine i Politiken 14. februar.2 Ikke længere potentiel snuff nu, men rigtig, udvidet, «levende» (!) snuff. Helt i overensstemmelse med Vilks’ udgave af Rosalind Epstein Krauss’ «Skulpturen i et udvidet felt» (1978).

Og litteraturens ekspressionister som Jens-Martin Eriksen jubler: More, more and still not satisfied!3 For at kunne reproducere tegningerne igen og igen, «behøves først og fremmest statens voldsapparater med de udvidede beføjelser, som en konkret undtagelseslignende tilstand kræver», skriver Eriksen. Med andre ord: Fra kunstbegrebets udvidede felt til voldsanvendelsens udvidede undtagelsestilstand. Den statsbeskyttede kunst, som Lars Vilks Komiteen kan have haft i tankerne, er straks blevet til en legitimering af yderligere undtagelsestilstand. Alt om CIA’s torturanvendelse og den manglende påtale fra dansk side af torturflyenes overflyvninger til og fra Polen er aldeles glemt: snuff, sandelig snuff.

Det kan Finn Nørgaard og Dan Uzan, de to personer der blev dræbt af El-Hussein, så tænke over i deres himmel. Disse tanker må vi andre undvære. Ud fra hvad aviserne har skrevet og holdkammerater har udtalt, så er der megen grund til at formode, at deres overvejelser ville have kunnet bibringe emnerne offer og mord en dybere indsigt i frihed som praksis, end hvad de selvbestaltede censorer nu får kolporteret.


Danmark i krig

Men hvad virker egentlig i denne sag? De danske bombefly holder jo ikke op med at bombe Mosul. Og uanset hvor meget islamisterne måtte have hadet forsamlingen i Krudttønden, så kan de ikke have troet, at attentatet ville kunne stoppe bombninger. Hverken i Mosul eller i Gaza. Ligesom Hamas-folkene vel heller aldrig har troet, at deres raketter svækkede regeringen i Israel og satte en stopper for det bosætterhelvede, der påføres palæstinenserne i Øst-Jerusalem og på den besatte Vestbred. Snarere tværtimod er dette den svage parts minimumshævn. Så tilfældig, at den næsten ikke er der som hævn. Så når alt kommer til alt, så satser islamisterne nok snarere på mediernes dækning, især de vestlige mediers dækning, hvis eneste ideologi netop er ekspressionisme. Det er altså ikke en militær sag, og måske heller ikke en religiøs, men en journalistisk og nyhedspræget sag. Skabt til det spektakulære samfund og dets hulter-til-bulter forestillinger. Hvis der ellers overhovedet forekommer forestillinger her, der lader sig fastholde. Lad os se på historien.

Danmark har siden 2003 støttet angrebskrigene i Mellemøsten. Først og fremmest den mod Bagdad, der blev indtaget den 9. april 2003. Den 20. marts 2003 ved daggry var de amerikanske missiler begyndt at falde over Bagdads forstæder, og den by har ikke haft et roligt øjeblik siden. Efter en kort tid med egentlig amerikansk militærstyre og siden med forsøg på pluralistiske overgangsregeringer tog den Dawa-ledede shiitiske opposition over i maj 2006, som den tidligere sunnimuslimske diktator i Bagdad havde holdt uden for magten. Iran kom lidt efter lidt ind i det politiske spil omkring regeringskoalitionerne i det nu borgerkrigsramte land og gjorde i fjor Bagdad-styret til en iransk marionetregering. Det er så den marionetregering, der har bedt Danmark og andre vestlige lande om at bombe de sunnimuslimske islamister, som har skabt sig et «kalifat» i Nord-Syrien og Nord-Irak.

«Kalifatet» var i udgangspunktet ekstremt meget støttet af Saudi-Arabien og en række emirater, som Danmark samarbejder meget tæt med, mens vi angiveligt deltager i sanktioner mod Saudi-Arabiens fjende nr. 1, præstestyret i Iran, hvis regeringspolitik til gengæld tillader og stimulerer den danske regering til bombninger af Mosul og andre byer i Nord-Irak. I modsætning til amerikanerne så bomber danskerne ikke Nord-Syriens regionale hovedstad Raqqa, fordi det ville kræve en tilsvarende tilladelse og stimulering fra Damaskus’ side som den, danskerne får fra Bagdad. Danskerne anerkendte indtil for nylig nemlig ikke – ligesom franskmændene fortsat ikke gør, mens amerikanerne så småt er ved at skifte holdning her – Assad-brødrenes regime i Damaskus. Derfor ville en sådan tilladelse, som givetvis sporenstregs ville tilgå regeringen i København, komme fra en angivelig overslyngel-regering, selvom den danske udenrigsminister Martin Lidegaard så småt også er ved at vende på et persisk tæppe i denne sag, og det selvom Assad-brødrene kun klarer sig, fordi de er støttet af det Iran, som Danmark ellers er ude på at sanktionere på grund af dets berigelse af uran.


Kulturaktivistisk krig

Omar Abdel Hamid El-Hussein ville nok ikke være blevet beriget af denne forklaring, der ellers er soleklar: Alle parter er opportunister og har urent mel i posen. For El-Hussein ville stille sit første spørgsmål igen: Hvorfor dog genere profeten med grimme tegninger af ham som en hund?

Jamen, det er jo soleklart og passer som fod i hose med den historie, jeg lige har fortalt: For da den daværende danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen, havde besluttet sig for at støtte angrebet mod Irak hin torsdag morgen den 20. marts 2003, så var der forudgående foregået en mediemæssig oprustning, hvis fortrop i krigsbegejstring og anti-Bagdad-fanfarer netop var Jyllandsposten. Det dagblad havde bundet sig på hænder og fødder til, at denne krig skulle blive en hurtig succeshistorie, ikke mindst for det danske militær, der deltog, samt for det danske container-rederi, der – ligesom den britiske New Labour-regering – forudså klækkelige økonomiske gevinster ved at få fjernet en af de tre regionale stormagter omkring Den Persiske Bugt.

«Irakerne var ikke ekspressionistiske nok – og det skulle vi gøre dem til.»

Sådan gik det som bekendt ikke, i det mindste ikke for de danske og britiske interesser, ligesom det også snart viste sig, at der hverken var et Al-Qaeda-netværk eller giftgas at finde i Irak, de angivelige årsager til at foretage et præventivt angreb mod diktatoren i Bagdad. Så da det næste danske valg var overstået i februar 2005, begyndte der en gradvis omlægning af fokus, samt en neddrosling af den militære tilstedeværelse på landjorden. Propagandaapparatet skulle nu ikke gå efter det, der ikke var der længere, Saddam Hussein, netværket og giftgassen, men efter det muslimske i al almindelighed: Krigskarikaturer, som ikke var blevet brugt i større stil i angrebskrigens første to år, erstattede nu de danske jensers virksomhed. Et ømt punkt måtte gøres endnu ømmere: Den ikonoklastiske side af islamisternes selvforståelse måtte fremhæves. Det ville frembringe en slags posthum retfærdiggørelse af de landes overgreb mod Bagdad, der havde deltaget i martsangrebet i 2003: Angrebet havde haft en uvedgåelig, men nobel og kulturaktivistisk dimension: Irakerne var ikke ekspressionistiske nok – og det skulle vi gøre dem til.


To opfattelser av teokrati

Der var imidlertid ingen rigtige satiretegnere fra de store dagblades medarbejdere inden for karikatur, der ønskede at deltage i dette manipulerende nummer, så i stedet blev det til 12 stilistisk set umotiverede og konceptuelt set uoriginale tegninger, kulturredaktør Flemming Rose fik bragt i Jyllandsposten den 30. september 2005. I en ledsagende tekst hævdede Rose, at dansk journalistik og kunst var intimideret af det billedforbud, islamisterne mente var deres visuelle adelsmærke. Det var naturligvis en politisk provokation og et forsøg på at flytte fokus fra en altødelæggende krigsdeltagelse til de araberes religiøse værdier, hvis huse og hjem var blevet ramt af krig og borgerkrig. De lå ned, men deres forestillingsverden stod endnu så rankt tilbage, at den ifølge Rose udgjorde en fare for de vestlige mediers hovedværdi: politisk ytringsfrihed. Og det kom så fra et dagblad, der selv var fyrsteprotestantisk fundamentalistisk og aldrig ville drømme om at gøre grin med kongehus og kirke, hverken i ord eller billeder.

Den sidste, hykleriske dimension nåede vist aldrig til Mellemøsten. Det gjorde tegningerne til gengæld i løbet af et års tid. Resultatet er velkendt: ambassadører fra en række arabiske landes legationer i København krævede foretræde for Fogh Rasmussen, der nægtede dem det under henvisning til samme politiske ytringsfrihed, som hans nære allierede i Jyllandsposten anså var i fare. Om det var fordi han mente, at han ikke selv kunne tillade sig en sådan ligefrem ekspressionisme, eller det var fordi, hans opfattelse af statsledelse løftede den øverste politiske myndighed op i sådanne leviathanske højder, at den kun skulle stå til ansvar for himmelske autoriteter, står endnu hen i det uvisse. Eftersom Fogh Rasmussen imidlertid ganske bramfrit havde hængt ud med paradernes gay-folk, så er det nok den sidste hypotese, der kommer sandheden nærmest: Den såkaldte karikaturstrid viste sig med andre ord at skjule en konflikt mellem to teokrati-opfattelser: Den ene, den orientalske, var billedafhængig og billedkritisk, mens den andens, den vestliges angivelige ikonoduli bestod i en så åbenbar ligegyldighed over for billeder, afhængighed og kritik, at den begrænsede sine religiøse forestillinger til noget indvortes, samvittigheden og det «tryk», der i ny og næ må ud derfra.


Den mest absurde provokation

Det er klart, at islamisterne tager billedet meget alvorligt, og de er parate til at dræbe og dø for deres billedopfattelse, uanset hvor megen billedanalyse, der ellers indgår i deres indignation og vrede. Protestanterne tager ikke deres billedforbrug særligt højtideligt, uanset hvor megen simulationsteori, der ellers indgår i deres selvdyrkelse og hånlige forhold til orientalsk alvor. Begge er de selvfølgelig dømmesygt anlagte, og begge positioner modvirker og afsporer mulighederne for at orientere sig i verden.

Så når alt kommer til alt, så var det hele der måske alligevel lørdag den 14. februar: religion, forsøg på at intervenere med våben i hånd samt mediebevidsthed af en slags. Det hele hulter til bulter i en ung, småkriminel palæstinensers nykonverterede hoved. Med andre ord en neofyt, der fik ramt en dokumentarist og en basketball-spiller. Som Per Aage Brandt så rigtigt skrev i forbindelse med Charlie Hebdo-sagen:

«Terrorismens underholdningsværdi er betydelig og medvirker til hævn-ofringsfigurens udbredelse og funktion som ’åndelig’ inspiration. Hvad kan man stille op over for en så knusende narrativ meningsfuldhed? Profettegningerne må vel til gengæld udgøre den politiske verdenshistories mest absurde provokation til dato. Det maksimalt meningsfulde og det maksimalt meningsløse tager hinanden i favn og bliver ét.»4

© norske LMD

Carsten Juhl er leder for Billedkunstskolernes afdeling for teori og formidling, Det kongelige danske Kunstakademi, København.