Lumpen jihad og snuff ekspressionisme

Attentatet i København er ikke en militær sag, og måske heller ikke en religiøs, men en journalistisk og nyhedspræget sag, skabt til det spektakulære samfund.

Jeg er bange for, at dissidenterne i Danmark står alene med den nødvendige kritik af den løbende billedstrid. Det mest befordrende ville have været, om en sådan kritik kunne holde sig til en analyse af de handlinger og forestillinger, vi er vidner til. Men det er svært ikke at blive polemiske over for al den selvgodhed.

For hvor længe har danske jagerpiloter ikke bombet arabiske byer på det sidste? Og en uligevægtig palæstinenser, tyv og tillige lidt misbruger, hvad er det for en skikkelse? Hvorfor bliver netop en palæstinenser så vred, at han i stedet for at bestjæle folk eller komme i klammeri med tilfældige togpassagerer, udvider sin uligevægtige sindstilstand til netop at reagere vredt mod «ytringsfriheden»? En undskyldning for ikke at koncentrere sig om sine røverier? En sofistikeret form for erstatningsspænding? Kun en endnu mere uligevægtig person som Henrik Dahl kan hævde, at det var fordi, attentatmanden havde for mange penge. Våbenakkumulation som kapitalakkumulation? (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Forrige sak

Uranfronten

Default thumbnail
Neste sak

Avpolitisering av pressen

Andre saker om Kommentar

Avtalen i Samara

Koronaepidemien tvinger brutalt på oss erkjennelsen av at den klassiske definisjonen av samfunnet – som menneskene

Begge er verst

Det er et trist tegn på dagens leie tilstand at når vi blir konfrontert med et

0 kr 0

Logg inn

Ikke abonnent? Tegn abonnement her.