Lumpen jihad og snuff ekspressionisme

Attentatet i København er ikke en militær sag, og måske heller ikke en religiøs, men en journalistisk og nyhedspræget sag, skabt til det spektakulære samfund.

Jeg er bange for, at dissidenterne i Danmark står alene med den nødvendige kritik af den løbende billedstrid. Det mest befordrende ville have været, om en sådan kritik kunne holde sig til en analyse af de handlinger og forestillinger, vi er vidner til. Men det er svært ikke at blive polemiske over for al den selvgodhed.

For hvor længe har danske jagerpiloter ikke bombet arabiske byer på det sidste? Og en uligevægtig palæstinenser, tyv og tillige lidt misbruger, hvad er det for en skikkelse? Hvorfor bliver netop en palæstinenser så vred, at han i stedet for at bestjæle folk eller komme i klammeri med tilfældige togpassagerer, udvider sin uligevægtige sindstilstand til netop at reagere vredt mod «ytringsfriheden»? En undskyldning for ikke at koncentrere sig om sine røverier? En sofistikeret form for erstatningsspænding? Kun en endnu mere uligevægtig person som Henrik Dahl kan hævde, at det var fordi, attentatmanden havde for mange penge. Våbenakkumulation som kapitalakkumulation? (…)

^

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller .

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 69 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

Forrige sak

Uranfronten

Neste sak

Avpolitisering av pressen

Mer Kommentar

Etter pandemien

Åpenbart må fossil energi skrotes for å unngå en løpsk global oppvarming, men miljøkrisen krever noe annet enn bare en grønn New Deal.

Fra bedøvende konsensus til lukrativ dissens

Den gylne middelvei selger ikke lenger. Tidligere levde den moderate pressen av annonseinntekter og forsøkte å nå ut så bredt som mulig. Nå må mediene kapre et mer engasjert og kravstort publikum.

Avtalen i Samara

Koronaepidemien tvinger brutalt på oss erkjennelsen av at den klassiske definisjonen av samfunnet – som menneskene seg imellom – ikke lenger gir mening.

Filmisk dagbog fra en tid med virus

Film, tv-serier og andre værker fra fiktionens verden kommer os konstant i møde i denne tid. De lægger sig som et ekstra lag over en virkelighed, der pludselig synes skræmmende fiktionaliseret.

La hundre WikiLeaks blomstre

Julian Assange har ikke spionert på folket for de som sitter med makten, han har spionert på de med makten for folket. Det er grunnen til at bare vi, folket, kan hjelpe ham nå.

0 kr 0