Emil Cioran i Paris, 1982. Foto: Marion Kalter, Akg-images / NTB Scanpix.
Litteratur inspirations­kilder

Pessimismens glæde


Bitterhedens syllogismer af den rumænske forfatter Emil Cioran, døbt århundredets pessimist, befrir os fra den naive optimisme, som gennemsyrer vore dages opinionsdannere, politikere og økonomer.
Av Posted on

Emil Cioran blev født i eksil i Karpaternes hjerte i 1911, i en ortodoks præstefamilie i byen Rasinari i Transsylvanien, som dengang tilhørte det østrigsk-ungarske kejserdømme, men nu er en del af Rumænien. Efter universitetsstudier fik han i 1937 et stipendium gennem det franske institut til at udfærdige en afhandling om Nietzsches etik i Paris. Den blev aldrig skrevet. Allerede inden han kom til Paris havde han publiceret en række filosofiske og essayistiske bøger på rumænsk, blant andet Pe culmile disperarii («Fortvivlelsens krønike», 1934)1 Oversat til svensk som På förtvivlans krön (Dualis, 1998). og Tårer og hellighet (1937), begge oversat til de fleste større europæiske sprog. Cioran vendte aldrig tilbage til Rumænien, men hele hans forfatterskab er gennemtrængt af dorul, en sjælstilstand af længsel som man finder i rumænsk folketraditionen.

I essayet «Exilens fördelar» betegner Cioran rodløsheden som en drivkraft.2 E.M. Cioran, «Exilens fördelar», RES PUBLICA, nr. 12–13, Gøteborg, 1989. Forfatteren i eksil bytter sin identitet ud med en ny. Identitetsbyttet gør ham til en kriger. Han publicerer sine sorger, sine skrig, sine ordløse bønner. Cioran kalder det «en direkte poesi», som vælter frem fra civilisationens grænseområder. Det er ungdommens skrig, som har sin kraft, men også sin begrænsning. Med prosaen kræves eftertanke og disciplin, skriver Cioran. Prisen digteren må betale herfor er den rodløses normalitet: «De skrig som tidligere gjorde eksilforfatteren stolt, er forvandlet til bitterhed og bitterheden kan ikke omformes til poesi; den leder ham bort fra poesien.»3 E.M. Cioran, «Exilens fördelar», se over.

Han må omsætte sin udsathed til en aktiv kraft. I Ciorans tilfælde betød det skabelsen af en ny genre der omdanner bitterheden i eksklusionen og fraværet af succes til en ny metafysisk poesi mærket af en særlig tragik overfor umuligheden af positiv forandring i verden, et råb af stum fortvivlelse og håbløshed. Det er en både moralsk og metafysisk pessimisme fuld af smukke og sære udbrud af utilfredshed og opløsning. En særlig oplevelse af livet og døden, som man også ser hos andre rumænske eksilforfattere og -filosoffer som Mircea Eliade og Eugéne Ionesco.

Den unge Ciorans dyrkelse af nederlaget kastede ham i sin ungdom i armene på den rumænske fascistbevægelse, en ham han senere forsøgte at kaste af sig. Ciorans valgsprog blev derefter: Ikke slå rod, ikke tilhøre noget samfund. Han byttede sproget ud, forlod modersmålet til fordel for fransk.

Moralsk essayist

Cioran var fra starten af sin egen. I 1940’ernes og 1950’ernes parisiske intellektuelle miljø afviste han alle de store eksistentialister. Da Bitterhedens syllogismer, som nå er udgivet på dansk, for første gang udkom på fransk i 1952, blev den da også kun solgt i omkring 60 eksemplarer. Sartres indflydelse på det litterære og filosofiske miljø var enorm, og Cioran forblev i skyggen. Han blev først en stemme i 70’erne, da de unge tog ham til sig. Cioran var deres mand, han satte ord på uroen og den skabende glæde.

I 60’erne blev flere af hans vigtigste værker oversat til engelsk med omfattende forord af Susan Sontag (The Temptation to Exist og The Height of Despair), der så Ciorans aforistiske, lyriske og antisystematiske stil som en arvtager til Kirkegaard, Nietzsche og Wittgenstein. Især Wittgensteins posthume Kultur og værdi har mange paralleller til Cioran: klarsynet, livsleden, det stilistiske mesterskab, musikkens mulige frelse.

Inspirationer fra Cioran finder man også hos nutidige tænkere som tyske Peter Sloterdijk og tysk-sydkoreanske Byung-Chul Han, især i sidstnævntes kritik af præstationssamfundets positivitetstvang og den maniske aktivitets åndelige udmattelse. Også den nye mørke spekulative filosofi og økologi har taget Cioran til sig, som den engelske filosof Eugene Thacker der i Kosmisk pessimisme (OVO Press, 2016) beskriver sortsynet ikke som ængstelse, men som atmosfærisk og klimatologisk, som en diset, overskyet himmel med ruiner og tilgroede gravsten.

Sloterdijk, Han og Thacker er alle inspireret af Ciorans insisteren på at tænke menneskelivet ikke ud fra en viden om et mål, men ud fra vanskeligheden ved at nå derhen. For Cioran er det lille ja-ord der bare bekræfter og som gør alt ubesværet, en fornægtelse der ingenting koster. For disse ja-sigerne findes der ingenting unormalt som de ikke kan forklare, som han skriver i sit essay om tilværelsens udfordring.

Gnostikeren fra Transsylvanien

Ifølge Cioran-kenderen og landsmanden Jon Milos er det der gør Cioran til noget helt særligt hans sammensatte inspirations­kilder: dels de moralske franske essayister fra Pascal til Camus, de tyske forfattere Nietzsche, Novalis, Schopenhauer, Simmel, Rilke og Kafka, og fra Østen, Buddha, manikæismen; dels den rumænske folkepoesi og den rumænske ortodoksi. Netop manikæismens dualisme og gnosticisme spiller en særlig rolle i Ciorans forfatterskab.

Le Mauvais démiurge («Den onde demiurg», 1969) baserer sig på den gnostiske idé om et kosmos, der ikke er skabt af den gode gud, men af hans modsætning, den onde demiurg. Til denne dualismen knytter Cioran tanken om menneskets selvfremmedgørelse. Mennesket er oprindeligt pneuma (ånd) og hører hjemme hos «den gode Gud», men opholder sig ikke dér, men her. Mennesket er drevet ud fra sit hjem og kastet ind i denne verden som i et fængsel. Det er en fremmed i det fremmede. I Ciorans litteratur er mennesket et spørgsmålstegn der endnu ikke er ankommet verden.

Med Bitterhedens syllogismer fandt Cioran sin særlige form, aforismen eller «fyndordet», en mættet tanke i kort form. Hos Cioran bliver det en litteratur der stræber efter logik og lyrisk kraft: krystallisering af en tanke fri for modsigelser podet med en verdenserfaring farvet af en skabende bitterhed, under overskrifter som «Ordets atrofi», «Afgrundens bedrager», «Historiens svimmelhed», «Ensomhedens cirkus» og «Om tomhedens kilder».

Nydelsen som hengivelse

Selv læste jeg Cioran som ung mens jeg dyrkede min weltschmerz, men man kan nemt brænde nallerne på hans tænkning. Han sætter tingene på spidsen, også for meget, men han gør det dog med en beundringsværdig stilistisk sikkerhed. Hans skrift lever efter devisen til den jødiske sociolog Gillian Rose: Keep your mind in hell and despair not. Beckett skrev om Cioran at han fandt «ly i hans ruiner». Ligesom hos Beckett er der noget både nedslående og opmuntrende hos Cioran, i de bedste stunder en skabende livgivende lyskilde blandt dødens skygger.

I Histoire et utopie (1960)4 Oversat til svensk som Historia och utopi (Östlings bokförlag, Stockholm, 1992). skriver Cioran om menneskets tendens til at ophøje sine løgne om historiens logik og menneskets natur til kollektive sandheder, det være sig kommunisme eller kapitalistisk vækst. Filosoffen og poetens væsentligste arbejde er at forstyrre alle guder og alter, som han skriver. Bitterhedens syllogismer befrier os fra den naive optimisme og her-går-det-godt-holdningen, som gennemsyrer vore dages opinionsdannere, politikere og økonomer, i deres forsøg på at overbevise mennesket om bare at fort­sætte i samme spor.

En håbsfilosofi der kan minde om Kafkas, hvor der kun er håb for dem uden håb.

Ciorans filosofi tilbyder en meditation over universets tragiske og absurde eksistens. Overalt trækker Cioran på myter og drømme der nærer livskilden og ilden. Man kan derfor i dag læse ham som et opgør med den nydelse, som vi har reduceret til forbrug, besiddelse og det kortvarige fix. I hjertet af hans skrift pulserer en længsel efter nydelsen som hengivelse, tankens og erotikkens passion, mystikerens underkastelse, ekstasen, det franskmanden Jean Luc Nancy har kaldt «nydelsen for det kommende» – en anden krop, et nyt syn, en ny erfaring, et andet fællesskab.

Det bittersøde håb

Det er nemt at kalde Cioran for pessimist, eftersom han opfatter enhver idé om fremtiden som et forræderi. Hvis håb forstås som en modsætning til pessimisme er der ikke meget at komme efter. Først ved at løsrive håbet fra begreber som pessimisme og optimisme, fra håbefulde projektioner om succes eller udfald baseret på en rationel kalkulation, ville man i Ciorans univers kunne tale om håb, et mørkt håb der forpligter sig på nuet, den øjeblikkelige situation man står i. Men så bliver det også mere besværligt og krævende, og når man læser Cioran, en ligefrem bittersød anstrengelse.

«Hvis bare det var os forundt af egen vilje at forlade apatiens intethed til fordel for angerens dynamik!» skriver han. Citatet er et billede på det sorgarbejde vi måtte gå gennem hvis vi igen skal gøre håbet brugbart. Vi måtte erkende at der er en kløft mellem de forestillinger vi har om hvad vi gerne vil være og opnå, og hvad vi faktisk er og gør. Tag klimaspørgsmålet. Konfronteret med de i dag indlysende sammenhænge mellem årsager og virkninger, mellem kødforbrug, bilkørsel, øget forbrug og biodiversitet, luften, vores børns fremtid, føler de fleste afmagt. Det gør ondt at konfrontere ens egen situation. Mange af os føler en stigende meningsløshed og tomhed, låst inde i et gennemrationaliseret jernbur, hvor vi ikke kan slippe ud. Men hos Cioran er der ingen løsninger. Den enkelte må selv stirre sin apati i øjnene. At angre skal ikke føles godt, vi er langt fra oppmuntring og positiv psykologi. At konfrontere selvbedraget og hykleriet er for Cioran klarsynets pligt. En håbsfilosofi der kan minde om Kafkas, hvor der kun er håb for dem uden håb.

Døden som glædeskraft

Cioran er imod verden, imod menneskets selvbedrag og det han kalder «det forstilte smil». Hykleriets konsekvenser omtaler han som «vores kynismes modenhed»: «Vores vaklen er et tegn på vores redelighed; vores selvsikkerhed er et tegn på bedrageri.» I en tid hvor alt skal glide ned og føles godt, også klimabekæmpelse, virker disse aforismer som lynskud fra en anden verden. «Aforismen dyrker kun de, som har oplevet frygten midt blandt ordene, denne frygt for at gå til grunde sammen med alle ordene

Bogens tanker om kedsomhed og ensomhed gør disse aforismer endnu mere tidssvarende end da de blev skrevet: «Kedsomhed er angst på larvestadiet; livslede et drømmende had», «Hele vores tidserfaring udspiller sig mellem Kedsomhed og Ekstasen.» Hvad ville mon Cioran sige til det moderne menneske, der for at bekæmpe kedsomheden straks tager sin mobil frem og sender en ligegyldig besked? Måske bare at kedsomheden vokser jo mere den bekæmpes med distraktion? Eller, måske: «At være moderne er at hutle sig gennem Uhelbredeligheden.»

Cioran er også en stor humorist: «I en verden uden melankoli ville nattergalene give sig til at bøvse», «Friheden? Raske menneskers sofisteri», «Hver gang jeg ikke tænker på døden har jeg indtryk af at bedrage noget i mig selv.» Det er sætninger som denne der har fået folk til at omtale Cioran som selvmordets apostel. Men det er netop i skabelsen og skrivningen at Cioran forvandler tanker om døden til en glædeskraft.

En teori om tårer

I Bitterhedens syllogismer foreslår Cioran en «Generel teori om tårer». Latteren og tårerne er et tegn på overlevelse, en modvægt til Ciorans egen til tider for selvglade nihilisme, der kun har smag for negationen. Både før og efter syllogismerne sætter han ord på helgenindernes radikale ydmyghed, svagheden som styrke, den enfoldiges tårer der skal hele såret, tårerne der giver slip. Det gør han i Tårer og hellighet.5 E.M. Cioran, Tårer og hellighet, Cappelen, Oslo, 1996. Som en moderne helgenbiografi, og med inspiration fra Nietzsches Hinsides det gode og det onde, søger Cioran efter tårernes oprindelse. Tårerne og gråden ser han som et spor, de helliges spor: «Gråden kom ikke ind i verden gennem de hellige, men uden dem ville vi aldrig komme til at forstå at vi græder fordi vi længes efter paradis.»

Ved at følge sporene af disse tårer ønsker Cioran at forstå hvordan et menneske kan give afkald på det konventionelle liv. Fremfor næstekærlighed og velgørenhed ser Cioran disse helgeners bearbejdning af smerten som en politisk handling. Det som opptog ham var ikke det ophøjet hellige, martyren eller heroismen, alt sammen noget han opfattede som skuespil og skinbilleder, men derimod mystikere, især de kvindelige. Det er den anti-teologiske og anti-institutionelle sanselighed og sensibilitet han sætter ord på.

Tårer og hellighet er en usædvanlig bog der med fordel kan læses sammen med Bitterhedens syllogismer. Her finder man den unge forfatters affirmative intuition når den ikke falder over i fortvivlelsens olympiske vildskab. Det som efterlader det største indtryk på mig er ikke så meget hans beskrivelse af vores manglende evne til at se døden som et positivt udtryk for tomhed, som beskrivelsen af, at den som virkeligt lever må være bevidst om sine indre modsætninger, en blandingstilstand hvor man oplever nuancer af både nydelse og smerte.

Som et sublimeret raseri og akrobatik er musikken det sted hvor verden ifølge Cioran er til at holde ud: «Musikken, dette system af afskeder, fremmaner en fysik, hvis udgangspunkt ikke er atomer, men tårer», «Musik er et tilflugtssted for sjæle såret af lykken.» Hvis der er en frelse og forvandlingsmulighed hos Cioran er den nok at finde i denne længsel som fandt sit stærkeste udtryk hos Bach, og ikke en wagnersk protofascisme. «Hvis der er nogen, der skylder Bach alt, er det helt afgjort Gud.» Og det er også ham der tænkes på når Cioran skriver: «Nordens længsel efter en anden himmel har frembragt den tyske musik – en efterårsgeometri, en begrebsalkohol, en metafysisk fuldskab.»

I et interview ikke mange år før sin død sagde Cioran at hans største bedrift var at gå gennem livet uden et civilt arbejde. Hvis Cioran i dag er et bekendtskab værd er det først og fremmest på grund af hans konsekvente kritik af hykleri og selvbedrag, dernæst en lyrisk og stilistisk brilians der forvandler den filosofiske tanke til musikalsk poesi.

© norske LMD

Alexander Carnera er forfatter og skribent.

E.M. Cioran, Bitterhedens syllogismer. Aforismer,
Forlaget Sidste Århundre, 2017.

Fotnoter   [ + ]