Da finanskrisen brød ud i 2007–2008, forsøgte mange at skabe sig et overblik over den hastigt accelererede opløsning ved at gribe til historiske analogier. Krakket i 1929, hvor kursfald på børsen i New York udløste en voldsom økonomisk krise, der bredte sig til en lang række økonomier rundt om i verden, lå ligefor. Billeder fra 1930’ernes depression – fotografier af trillebøre fyldt med sedler og alenlange rækker af arbejdsløse – blev hentet ud af det historiske arkiv og supplerede reportager af slukørede Lehman Brothers-ansatte, der grædende luskede ud af hovedkvarteret på Manhattan. Pludselig syntes historien at gentage sig. Ufattelige summer forsvandt med ét ud af økonomien og varslede hårde tider for befolkningerne.
Valget af Donald Trump til den 45. præsident af USA synes selvfølgelig blot at have forstærket analogien til 1930’erne yderligere. I kølvandet på krakket i 1929 og verdenskrisen stormede højrenationale og fascistiske bevægelser frem og satte sig flere steder i Europa på magten. Hitler fik manøvreret sig ind i Rigsdagen i Tyskland i 1932, Mussolini var allerede leder i Italien, ligesom Horthy var det i Ungarn. Franco kastede Spanien ud i en borgerkrig, som han vandt i 1937, mens Salazar befæstede sit autoritære styre i Portugal i 1933. Mataxas gennemførte et statskup i Grækenland i 1936, og Antonescu overtog magten i Rumænien i 1940.
Det overraskende valg af Trump, men også Brexit, afvisningen af Renzis forfatningsreform i Italien og Marine Le Pens fremgang i det franske præsidentvalg i foråret 2017, samt styrkelsen af alle de autoritære ledere uden for Vesten med Putin, Erdogan og Duterte i spidsen, vækker mindelser om 1930’erne. Forløbet synes at være det samme: En økonomisk krise udvikler sig til en politisk krise og en krise for staten, der åbner døren for forskellige autoritære politikker.
Det er notorisk svært at lave historiske analogier, som den mellem 1930’erne og i dag. Men som den italienske historiker Luciano Canfora skriver i sin bog om historiske analogier, L’uso politico dei paradigmi storici (2010), har enhver historisk analyse en analogisk dimension. Analogien bringer det fjerne tæt på og giver det nære en historisk distance, og derved bliver de begge forståelige, fortiden belyser nutiden og vice versa. I denne forstand kan den tyske kritiker Walter Benjamins (1892-1940) analyse af mellemkrigstidens fascisme belyse dagens gryende fascisme, og især den formen for fascisme som Trump kan siges at repræsentere.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
Tysk fascisme og krigskult
«Æstetiseringen af politikken» er en af Benjamins mest berømte formuleringer. Den har været så succesuld, at den næsten er endt med at reducere Benjamins ganske lange og komplekse analyse til en catch phrase, og forvandle et historisk argument til en enkelt sætning: «Nazismen æstetiserede politikken.»
Det er som oftest essayet «Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder» fra 1935–1936, der henvises til, når Benjamin inddrages i en beskrivelse af nazismens skæbnesvangre forbindelse mellem æstetik og politik, men Benjamin beskrev det faktisk allerede i 1930, i sin anmeldelse af Ernst Jüngers antologi Krieg und Krieger, bestående af tekster fra tidligere officerer, nu forfattere.
I den relativt korte anmeldelse, «Theorien des deutschen Faschismus», publiceret i tidsskriftet Die Gesellschaft, noterer Benjamin sig, at Jünger og de andre bidragydere opskriver deres erfaringer fra første verdenskrig og forlener dem med en mytologisk forløsende kraft. De gør krigen skøn og forvandler den til en art Gesamtkunstværk. Dermed forbereder Jünger og de andre proto-fascistiske forfattere sig på en ny krig, eller som Benjamin formulerer det, så forsøger de at vende tilbage til krigen eller forlænge den.
De proto-fascistiske forfattere svælger i krigens destruktion og gør den til objekt for en religiøs tilbedelse, hvor ruiner, død og opløsning bliver en metafysisk værdi. Jünger og de andre proto-fascister tager del i en del af en nationalkonservativ oprustning, skriver Benjamin. En reaktionær national oprustning der søger tilflugt i en æstetisk kontemplation af verden og menneskelige erfaringer. Det faktiske nederlag i krigen kan omgøres ved at æstetisere krigen og opsøge dens destruktion og affirmere dens opløsende kraft. Nederlaget genskrives som en sejr. Alt andet end en særlig æstetisk anskuelse lukkes ude, socio-historiske forhold, økonomi og politik udgrænses til fordel for et abstraheret syn på krigen som en rensende begivenhed, hvor den enkelte soldats holdning bliver vigtigere end alt andet – også om du vinder eller taber slaget og krigen. Krigen gøres hellig. Æstetisering slår om i anæstetisering, i en udradering af sanserne.
Fascismen og kunstens krise
Jünger og de andre proto-fascister skriver i en tid hvor produktivkræfterne og den teknologiske udvikling presser på og hiver den gamle samfundsorden fra hinanden. Fascismen skal forstås som et forsøg på at bevare den gamle ordens grundlæggende ejendomsforhold, men give dem en ny form, en form destineret til destruktivt brug. Inden for rammerne af monopolkapitalismen og den fascistiske kommandoøkonomi er produktivkræfterne programmeret til krig, skriver Benjamin. Jünger og de andre vender ifølge Benjamin tilbage til l’art pour l’art-kunstens idealisme og forsøger på én gang at affirmere og benægte den nye teknologi. De benægter den, idet de henviser til forældede forestillinger om holdning, og de affirmerer den, idet de svælger i den destruktion. Fascismen er på den måde at forstå som borgerskabets endelige fremmedgørelse, hvor krigen bliver et objekt for kontemplation, et tema Benjamin for alvor udfolder i «Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder» fem år senere.
På den måde er Trump en kontrarevolution. En kontrarevolution uden en revolution.
Essayet er måske Benjamins mest kendte tekst. Argumentet er velkendt. Benjamin redegør for en historisk udvikling, hvor mekaniseringen af reproduktionsteknologier opløser forskellen mellem produktion og reproduktion. Denne udvikling beskrives som en eliminering af kunstværkets aura, det vil si dets her og nu-karakter. Fremkomsten af fotografiet har accelereret den billedlige reproduktionsproces og nedbrudt kunstværkets rituelle rolle som forbindelse til et kultisk ophav.
Det er imidlertid ikke blot kunsten, som er ved at skifte karakter. Benjamin forstår introduktionen af nye reproduktionsteknologier som en langt mere omfattende transformation, der angår selve moderniseringsprocessen og dens grundlæggende kategorier som tid og rum. På den måde bliver spørgsmålet om den moderne kunst og dens reproduktionsteknologier til et langt mere omfattende emne. Det er ikke bare et spørgsmål om overbygning i Marx’ forstand. Det angår hele det kapitalistiske samfund.
Dét, Benjamin gør i kunstværkessayet, det er i forlængelse af Marx at udpege et revolutionært potentiale. Han viser, at der er et potentiale i en krise. Det drejer sig som udgangspunkt om en krise for kunsten – på grund af nye reproduktionsteknologier afvikles en overleveret forståelse af og omgang med kunst, auraen forfalder – men Benjamin udvider hele tiden analysen og åbner perspektivet mod en mere omfattende krise, der angår det kapitalistiske samfund som helhed. Og det giver selvfølgelig god mening, da Benjamin skriver teksten i midten af 1930’erne, hvor det kapitalistiske samfund var i dyb krise.
Æstetisk mobilisering
Benjamin beskriver fascismen som en kontrarevolution, den blokerer og afsporer de revolutionære kræfter, fastholder massen som en kompakt masse uden historisk bevidsthed. Den autonome kunsts produktions- og receptionsformer er blevet forældede med de nye reproduktionsteknologier, men fascismen genaktiverer dem som æstetiseret politik, hvor massen er underkastet og passiv. Fascismen er et forsøg på at undgå, at massen får klassebevidsthed og bliver den revolutionære klasse, proletariatet, der kan knuse kapitalismen. Fascismen er en særegen kombination af kunst og politik, og den inddrager en række helt centrale kunstteoretiske eller æstetiske begreber i sit politiske styre, hvilket muliggør Benjamins diagnose af fascismen som en «æstetisering af det politiske liv».
Det er ikke helt klart, hvor langt Benjamin vil gå i sin kritik, og analysen af fascismens brug af de æstetiske begreber og fascismens æstetisering foldes reelt aldrig ud i teksten. Analysen har en intervenerende karakter, der er noget forceret over projektet: Krise og opløsning, ligesom i anmeldelsen af soldaterforfatterne, hvor et kriseramt borgerskab maner billeder frem af krigens forløsende karakter. Benjamin opponerer, men skal gøre det i et sprog, han selv er nødt til at udvikle, da kunstteorien har vist sig at være svanger med fascistiske løsninger. Et af problemerne er jo netop, at fascismen bruger begreber fra kunsten og derved arbejder på tværs af den moderne uddifferentiering. Opløsningen af distinktionen mellem kunst og politik, som fascismen selv er et udtryk for, gør brugen af de overleverede begreber svært kompliceret.
Essayet beskriver den moderne kulturs dialektik, hvor skellet mellem auratisk høj- og folkelig lavkultur gradvist opløses i en borgerlig eller efterborgerlig massekultur, hvor nazismen i en paradoksal og farlig manøvre overfører kunstens tabte aura til det politiske. Nazismen frembringer således «politiske» kultværdier efter den kunstneriske kultværdis død. Nazismen er på den måde en suspekt genfortryllelse, hvad Benjamin taler om som magi, hvor de nye produktivkræfter bringes i anvendelse, men med henblik på krig og destruktion. Fascismen vil netop ikke ændre på ejendomsforholdene, men søger at mobilisere massen æstetisk og politisk:
«Fascismen søger at organisere de nyligt proletariserede masser uden at antaste de ejendomsforhold, som de presser på for at afskaffe. Den ser sin frelse i at lade masserne komme til udtryk (men absolut ikke til deres ret). Masserne har en ret til ændring af ejendomsforholdene; fascismen søger at give dem et udtryk under bevaring af disse forhold. Fascismen fører følgelig til en æstetisering af det politiske liv.»
En slags fascisme light, som ikke engang kender sin historie eller rigtigt tror på parolerne
Benjamin kritiserer fascismens æstetisering af politikken, men han vil ikke desto mindre gerne en opløsning af modernitetens diskursive uddifferentiering. Det er ikke et spørgsmål om at holde æstetik og politik adskilt. Benjamin er selvfølgelig ikke engageret i en redning af kunsten som autonom sfære. Der er ikke noget før, at vende tilbage til. Avantgarden må tage kampen op med fascismen i det nye rum, hvor forskellen mellem æstetik og politik er usikker, hvor den nye teknik kan blive imperialistisk krig eller et nyt samfund.
Præventiv kontrarevolution
Fascisme-betegnelsen er i dag en ekstremt ladet og svært anvendelig politisk betegnelse. De fleste tænker med det samme på Hitler og udryddelsen af Europas jøder og mindre på de mange forskellige fascismer i 1930’erne eller de senere fascistiske bevægelser i perioden efter anden verdenskrig. Med andre ord: De fleste ligestiller fascisme med det onde. At betegne Trump som fascist er derfor ikke så nemt.1 Der er allerede en omfattende litteratur, der diskuterer, om Trump er fascist og i så fald hvilken type fascisme, der er tale om. Se f. ex. de forskellige svar på den enquete, «Is Donald Trump a Fascist?», som Jacobin offentliggjorde den 15. december 2015. Situationen var noget nemmere for Benjamin, da Hitler og Mussolini og de andre jo rent faktisk beskrev sig selv som fascister. Det er der meget få, der gør i dag, hvor det at kalde sig fascist indebærer at ekskludere sig fra de fleste politiske diskussioner. Trumps meget lunkne afvisning af de nynazistiske optøjer i Charlottesville i august 2017, hvor en nynazist kørte sin bil ind i en moddemonstration og dræbte en 32-årig kvinde og sårede 19, er vist så langt man kan gå i dag. Som bekendt forklarede Trump, på et pressemøde den 15. august, at der var «mange gode mennesker» blandt nynazisterne. Udtalelserne blev fordømt af stort set alle politikere i USA og verden rundt.
Ikke desto mindre vil jeg argumentere for, at Trump er at forstå som et udtryk for en senmoderne fascisme. Man kan se Trump som et udtryk for en delvis autonomisering af det politiske, hvor en fraktion af den amerikanske kapitalistklasse giver den politiske magt til en falleret byggematador, der appellerer til den racistiske hvide middelklasse med en fortælling om forfald og genrejsning. Man kan måske også argumentere for, at Trump kan læses som et svar på en tiltagende opløsning og politisk krise og som et forsøg på at undgå at denne krise udvikler sig i en undergravende retning. Den neoliberale ideologi har voldsomme besværligheder med at reproducere sig. På den måde er Trump en kontrarevolution. En kontrarevolution uden en revolution.
Hvis vi følger Comité invisible kan vi måske endda forhøje indsatsen og sige, at Trump er en præventiv kontrarevolution, der skal forhindre etableringen af en sammenhængende global protestbevægelse. Trump er et svar på, at opstandene faktisk kom, som Comité invisible skriver, men endnu ikke er blevet til revolutioner.2 Comité invisible, Maintenant, La fabrique, Paris, 2017. De arabiske revolter, der er blevet mødt med voldsom repression og vestlig og lokal intervention med henblik på borgerkrig, fortsætter stadig uden for de globale mediers dækning, senest i Rif-bjergene i Marokko sommeren 2017. De sydeuropæiske pladsbesættelsesbevægelser, begyndte i Grækenland og Spanien, men fortsatte med Occupy-bevægelsen i USA og nå senest med Nuit debout i Frankrig. Alle disse protester udgør ikke nogen sammenhængende revolutionær bevægelse, som den Benjamin henviste til, men virtuelt er protesterne en udfordring af systemet.
Kapitalintern omlægning
Trump kan altså forstås en protest mod protesterne. I USA vil det på en eller anden måde sige en protest mod Occupy-bevægelsen, der gik på gaden i protest mod frikøbet af bankerne og den eksploderende ulighed, men også mod Black Lives Matter, der kræver et opgør med et racistisk politi og en fortsat racemæssig ulighed, hvor hvide privilegeres på en lang række områder fra uddannelse og jobs til bolig. Som Trump selv sagde løbende i valgkampen, var Black Lives Matter bare sorte kriminelle, der skulle sættes i fængsel. Han ville til gengæld beskytte politiet og give dem ydereligere beføjelser. Black Lives Matter blev vendt om til Blue Lives Matter og endte selvfølgelig med at betyde White Lives Matter, som alt right-demonstranter råbte i Charlottesville, når de da ikke sang «Jews will not replace us».
Som Benjamin beskrev det, er fascismen både kontinuitet og diskontinuitet. Kontinuitet fordi den er kapitalbekræftende, og diskontinuitet fordi den er en ophævelse af nationaldemokratiernes grundlæggende politiske og juridiske rammeværk, som blev opbygget efter de borgerlige revolutioner i det 19. århundrede. Det er Trump også. Han er bevaring af de hvide privilegier og en omlægning af den økonomiske globalisering til fordel for protektionisme. Men han er også en ophævelse af den hidtidige demokratiske orden. Så Trump er både fortsættelse og brud. Han er en protest mod (dele af) systemet, en protest mod Washington, mod globaliseringen, mod handelsaftaler og internationalt samarbejde, og mod politisk korrekthed og identitetspolitik, der opleves som en trussel mod hvidheden (og dens privilegier). Han er også en protest mod sidste 30–40 års neoliberale afmontering af efterkrigstidens konsum- og velfærdssamfund, hvor arbejdere i Vesten fik adgang til velfærd, uddannelse og kultur og blev fuldgyldige borgere i de forskellige nationaldemokratier.
Trump er selvfølgelig ikke en reel protest mod denne udvikling. Dels er han selv et mønstereksempel på den senkapitalistiske mafiøse finanskapital, men vigtigere præsenterer han ikke nogen løsning, men blot en delvis kapitalisme-intern omlægning, hvor den del af den amerikanske kapital, der har tabt på globaliseringen, kan begynde at vinde lidt igen.
Det amerikanske hjem
Når Trump taler om at «gøre Amerika stort igen», er der ikke tale om et tusindsårsrige, som nationalsocialismen i Tyskland fantaserede om i 1930’erne. Trump har det meget mindre gloværdige forehavende at genskabe 1950’ernes USA. Mellemkrigstidens fascisme var langt mere storladen, end Trump er det i dag. Hitler talte immervæk om evighed, men Trump er mere banal. Retorikken om den store mobilisering, som hos Jünger, findes ikke længere. Den nye fascisme er mindre transcendental og mindre sofistikeret, kan man sige. Hvis Trump taler om skæbne, er det ikke afslutningen på en tusindårig fremmedgørelse eller genskabelsen af et antikt eller middelalderligt kejserrige, det er bare den umiddelbare efterkrigstids racistiske USA med en ny bil til far, et køleskab til mor og Coca Cola til børnene.
Men fællesnævneren mellem den nye banale fascisme og dens storladne forgænger fra mellemkrigstiden er selvfølgelig en racistisk fantasi om en national genfødsel virkeliggjort af den stærke leder. Det er kernen i Trumps politiske projekt. Han vil genskabe «en naturlig orden», hvor den hvide mand bestemmer. Trump er en familiefar, der skaber orden i hjemmet. Trumps Amerika er et hvidt, maskulint, heteroseksuelt cisfællesskab. På den måde er han genaktiveringen af «forældede» værdier, som fascismen var det i 1930’erne. Den gang var det (racens) evighed og (tysk) genialitet, nu er det (hvid amerikansk) orden og velstand.
I mellemkrigstidens Tyskland var det først og fremmest jøder, men også kommunister, andre politiske modstandere og handikappede, der blev identificeret som modstandere af den ariske race. Fascisme tager altid form af en sådan ideologisk forskydning, hvor en gruppe identificeres som årsagen til krisen og forfaldet. I nazismen blev klassekamp på den måde erstattet af kampen mellem den ariske race og jøderne. Som Moishe Postone forklarer, skal nazismen forstås som en «dårlig» antikapitalisme, der så kapitalismens strukturelle problemer konkretiseret i jøden.3 Moishe Postone, «Anti-Semitism and National Socialism: Notes on the German Reaction to ‘Holocaust’», i New German Critique, nr. 1, 1980. Udbytning, fremmedgørelse, abstraktion og opløsningen af traditionelle livsformer blev alt sammen tilskrevet jøden. Derfor forstod nazismen sig som involveret i en dødelig kamp mod den jødiske ikke-race, jøden var det abstrakte, finanskapitalens ikke-figur. Den ariske race var til gengæld det naturlige og jordbundne, Blut und Boden, mens jøden var det rodløse og nomadiske, der burde udryddes.
For Trump er syndebukkene såvel muslimer, som sorte og latinoer. Han spiller effektivt på den udbredte islamofobi, der har præget Vesten siden terrorangrebet 2001. Alle opfattes de som trusler, der ikke har nogen naturlig plads i det amerikanske hjem.
Pastiche-fascisme
Benjamins analyse af fascismens brug af de nye reproduktionsteknologier, ikke mindst filmen og radioen, har ikke blot oplagt relevans for analysen af Trumps brug af nye sociale medier som Twitter, men også for en beskrivelse af selve fænomenet Donald J. Trump, der på mange måder fremstår som en fusion af underholdningsindustri og politik (hinsides Bruce Springsteen, Eminem og andre amerikanske popkunstneres personlige afstandtagen til Trump).
Som den tyske kulturteoretiker George Seeßlen skriver, så er Trump den endegyldige opløsning af politik i popkultur, hvor politiske idealer erstattes af narrativer og motiver hentet i populærkulturen.4 George Seeßlen, Trump! Populismus als Politik, Bertz + Fischer, Berlin, 2017. Trump er the lone ranger, der kommer til byen og rydder op. Han er the selfmade man, der besejrer den gamle elite. Og han er folkehelten, der omstyrter det indspiste og korrupte oligarki. Trump aktiverer effektivt et popkulturelt univers, bygget op gennem de sidste små hundrede år i tegneserier, romaner, film, fjernsyn og spil. Hvis Reagan var en skuepiller, der blev præsident, så er Trump kulturindustrien som politik. Politik handler ikke lenger om at indgå kompromiser og lave alliancer, men om at ydmyge sine fjender og besejre dem.
De nye reproduktionsteknologier, som fascismen brugte til at mobilisere massen og give dem et udtryk, er siden 1930’erne blevet udvidet med en lang række endnu mere kraftfulde billedmaskiner. Fjernsynet og sidenhen de nye sociale medier som Facebook, YouTube, Instagram og Twitter har nærmest skabt en helt ny verden, hvor den enkelte bombarderes med billeder, brands og slogans i alle døgnets vågne timer. Det forstår Trump, der som få politikere har formået at være på og hele tiden sætter dagsordenen. Ikke nødvendigvis på grund af specifikke politiske initiativer, men fordi Trump hele tiden tweeter og retweeter eller kommer med racistiske eller sexistiske udfald og udslynger alle mulige og umulige kommentarer. Han indtager skærmen. Det formåede han suverænt gennem hele valgkampen, og det gør han stadigvæk.
Man kan måske i forlængelse af Benjamin hævde, at Trump er det reproducerbare. Der er jo ikke noget auratisk over den orangefarvede byggematador, genialitet og evig værdi har ikke noget at gøre med Trump. Han taler selv om, at han er den bedste og den stærkeste, at han har masser af penge, at hans navn står med guldbogstaver på højhuse rundt om i verden. Det kan dårligt være mere tarveligt, vi er langt fra forestillingen om en evighedens kunst i mellemkrigstidens fascisme.
Med Trump er fascismen vitterligt blevet postmoderne i forstanden uden historisk dybde. Det er derfor, det virker underligt tomt og usammenhængende, når Trump aktiverer et ultranationalistisk vokabularium. «Trump siger det som det er», lyder omkvædet, men det virker også altid som om, han ikke rigtig mener det, som om han lige så godt kunne have sagt noget andet. Der er noget artificielt over foretagendet. Han spiller ærlig, når han plaprer løs. De mange executive orders, der synes taget direkte ud af en fascistisk grundbog, er jo også mere et simulakrum end egentlig politik. De er «gratis» for Trump, der kommer et hver dag. De afspejler uden tvivl indholdet i hans program, han er fascist, men det er en form for postmoderne fascisme, fascisme som pastiche, en underholdningsindustriel fascisme, hvor alle udsagn og handlinger er i citationstegn. En slags fascisme light, som ikke engang kender sin historie eller rigtigt tror på parolerne, men som ikke desto mindre er lige så voldelig som den «oprindelige» version.
Et skær af normalitet
Konfronteret med Trump er der en tendens til at glemme, at systemet allerede var ved at bryde sammen, før han blev præsident. Trump er i virkeligheden blot et symptom på en længerevarende opløsning, der har været i gang i ganske mange år. Det gjorde finanskrisen klart, men nu har mange glemt det igen, efter at fokus er skiftet til Trump og den såkaldte populistiske trussel. Som om modsætningen er mellem Trump og demokratiet. Det er den ikke, og det påpegede Benjamin, der henviste til det tyske socialdemokratis nedkæmpning af novemberrevolutionen.
I den nuværende situation er det vigtigt at undgå at blive fanget i en simpel opposition mellem højrepopulisme og demokrati, som om løsningen er at vende tilbage til demokratiet eller forsvare det mod Trump. Trump er et resultat af nationaldemokratiet og tre årtiers neoliberal sparepolitik, der kun havde haft et skær af normalitet (i Vesten) takket være en enorm mængde kredit og gæld, som tillod store dele af den vestlige middel- og arbejderklase at opretholde en vis levestandard.
Pointen er selvfølgelig, at der ikke er muligt at vende tilbage til det normale, da det normale allerede var et sammenbrud, økonomisk og politisk. Siden 1970’ernes slutning har den amerikanske økonomi (og økonomierne i den vestlige verden) bare været for nedadgående, og vi er nu i en situation, hvor scenen er sat for interimperialistisk strid. Det amerikanske århundrede er ved at ebbe ud, det kan end ikke Trump gøre noget ved.
© norske LMD / Agora.
Mikkel Bolt er lektor ved Institut for kunst- og kulturvidenskab, Københavns universitet. Siste bok: Trumps kontrarevolution (Nemo, 2017)
- 1Der er allerede en omfattende litteratur, der diskuterer, om Trump er fascist og i så fald hvilken type fascisme, der er tale om. Se f. ex. de forskellige svar på den enquete, «Is Donald Trump a Fascist?», som Jacobin offentliggjorde den 15. december 2015.
- 2Comité invisible, Maintenant, La fabrique, Paris, 2017.
- 3Moishe Postone, «Anti-Semitism and National Socialism: Notes on the German Reaction to ‘Holocaust’», i New German Critique, nr. 1, 1980.
- 4George Seeßlen, Trump! Populismus als Politik, Bertz + Fischer, Berlin, 2017.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
