Dustin Hofman med den ikoniske fuldOutbreak.

Filmisk dagbog fra en tid med virus

Film, tv-serier og andre værker fra fiktionens verden kommer os konstant i møde i denne tid. De lægger sig som et ekstra lag over en virkelighed, der pludselig synes skræmmende fiktionaliseret.

Onsdag 5. februar
Jeg er på skiferie med min svigerfamilie i Norge. Vi har forskellige præferencer. De fleste vil helst stå alpint, men jeg er mest til langrend. Langrend er stilhed, natur, tid til at tænke sig lidt om. Alpint er tivoli i sneen. I hytten er vi dog fælles om hyggen. Ugen forinden har den danske avis Jyllands-Posten trykt en satiretegning. Den forestiller et kinesisk flag, hvor stjernerne er erstattet af gule coronavirus-ikoner. Det er første gang, jeg hører ordet corona. I al fald som et ord, der ikke kun er en mexicansk øl. Vi drøfter tegningen i hytten. De fleste synes, den er helt på sin plads og forsvarlig i ytringsfrihedens navn. Enkelte tager afstand og finder den upassende. Min svoger er gift med en kvinde fra Kina. Tegningen gør hende ked af det. Hun tænker på sin familie hjemme i Kina, som hun meget sjældent ser. Og som nu er alt for langt væk og måske syge. Og så er hun ked af, at Kina og de officielle myndigheder med denne tegning beskyldes for noget voldsomt. Noget, der skulle vise sig at være langt mere voldsomt, end vi vidste denne dag i februar.

Onsdag 11. marts
Statsministeren har indkaldt til ekstraordinært pressemøde. Vi ved, at noget graverende er under opsejling. Ikke desto mindre er det et overraskende voldsomt udtryk, vi oplever. Først i det alvorstunge ansigt. Dernæst i ordene. Danmark skal lukke ned, forlyder det. Og så sætningen, der bliver stående: «Vi skal stå sammen ved at holde afstand». Det er velsagtens den slags statsledersætninger, der kommer til at optræde i historiebøger. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Forrige sak

Konspiranoia nå igjen?

Neste sak

Storbritannias risikable eksperiment

Andre saker om Kommentar

Avtalen i Samara

Koronaepidemien tvinger brutalt på oss erkjennelsen av at den klassiske definisjonen av samfunnet – som menneskene

Begge er verst

Det er et trist tegn på dagens leie tilstand at når vi blir konfrontert med et

0 kr 0

Logg inn

Ikke abonnent? Tegn abonnement her.