Kunst und Revolution. Künstlerischer Aktivismus im langen 20. Jahrhundert

Med stærk inspiration fra Deleuze og Guattaris post-strukturalistiske begrebsmaskineri har Raunig sammenstykket en bredtfavnende kortlægning af den revolutionære kunst fra Pariserkommunen i 1871 til den anti-racistiske No Border Camp i Strasbourg i 2002 (deraf betegnelse ’det lange 20. århundrede’ i undertitlen). Mellem disse to yderpunkter fokuserer han på Gustave Courbet (ikke ligefrem en usual suspect i denne sammenhæng), Wiener-aktionismen og Situationisterne (begge velkendte figurer) og det anarkistiske østrigske kollektiv VolxTheaterKarawane (igen, ikke et selvfølgeligt valg). Det er selvfølgelig et begrænset fokus, men sådan må det være hvis man skal stille et af det tyvende århundredes vægtigste (og mest belastede) æstetiske spørgsmål med en vis troværdighed (læs ydmyghed). Sammenstillingen af så forskelligartede udtryksformer og medier giver så kortlægningen nuancer. Samtidig leverer Raunig en række ganske fine teoretisk distinktioner mellem de forskellige former revolutionære maskiner og deres komplekse motorer. Og et historisk perspektiv på en problematik, der synes stadigt mere aktuel.

(…)