Kritikk

Mere fascistisk end fascismen

Det slovenske band Laibach turnerer Skandinavien i anledning af deres seneste album Volk ? hvor alverdens nationalmelodier udsættes for åbenlys manipulation og ubarmhjertigt forhør. Vi introducerer den legendariske gruppe og ser på deres særlige form for politiseret kunst. Er deres brug af armbind, flag, jagthorn og projektioner af krigsscener udtryk for en neo-fascistisk æstetik? Laibach interesserer sig for forholdet mellem kunst og magt. De modarbejder enhver form for æstetisk harmoni, social konsensus og politisk homogenitet.

Posted on



Laibach er tysk for den slovenske hovedstad Ljubljana, men er faktisk også byens oprindelige navn tilbage fra 1144. De fleste nulevende slovenere forbinder imidlertid nok navnet med årstallet 1943 da nazisterne besatte byen og på brutal vis underlagde befolkningen Det Tredje Riges fascistiske ideologiapparat.

At en musikgruppe fra den kommunistisk opdragede ungdomskultur i 1980, kort efter Titos død, valgte at træde frem i offentligheden under navnet Laibach var således dybt problematisk i forhold til den slovenske nationalstats politiske og historiske selvforståelse: der baserede sig på forestillinger om socialistisk progressivitet, national uafhængighed og bekæmpelse af fascismen. Navnet har en stærk, men ambivalent politiserede symbolikk. Laibach videreudviklede denne i deres teatralske punkrock-koncerter, hvor forsangeren poserede som Mussolini og iscenesatte medieoptrædener, hvor de iført militæruniformer programmatisk læste op af deres manifest. Dette førte da også til en langvarig og sammensat kontrovers, der resulterede i, at gruppen fik officielt forbud mod at optræde i Slovenien under deres eget navn fra 1983 til 1987. I stedet valgte de at turnere på begge sider af jerntæppet med deres «Occupied Europe Tour» og var med til at grundlægge det kollektivprojektet Neue Slowenische Kunst, en stat (med eget diplomatpas), der ikke var defineret af et geografisk territorium, men af intellektets abstraktionsevne og tidens forandringer.
« Laibach fungerer som et spørgsmål, ikke som et svar»
Slavoj Zizek

Men hvilken betydning skal man aflæse i navnet i forhold til Laibachs overordnede projekt? Det de har i mere end 25 år siden på lignende vis problematiseret andre magtinstanser også uden for den slovenske kontekst, som fx NATO, rockkoncerten, vestligt demokrati, popindustrien og senest nationalmelodien? Er deres brug af armbind, flag, jagthorn og projektioner af krigsscener udtryk for en neo-fascistisk æstetik? Eller for en ironisk kritik af selv samme? Det er ikke til at afgøre. For navnet er symptomatisk for og indgår i et kompleks spil af referencer til alt fra Marcel Duchamp og Malevich til Marx, Beatles og Opus Dei, hvor betydningen konstant forskydes og fragmenteres til at danne en usammenhængende helhed. Laibach er en mangetydig størrelse. De omgiver deres kunst med mystik og svarer aldrig på, hvor de står politisk. Men som den slovenske filosof Slavoj Zizek formulerer det, så «fungerer Laibach som et spørgsmål, ikke som et svar».
En modstand mod fascismen i alle dens afskygninger


DET FØRSTE SPØRGSMÅL man kan stille er selvfølgelig om Laibach virkelig er fascister? Om deres brug af virkemidler er alvor? Blot at svare henholdsvis nej og ja er en misforståelse af spørgsmålets radikalitet. For Laibach handler det nemlig om at involvere sig med fascismen, som de ser som repræsentant for totalitære systemer af enhver art og til enhver tid, fra «Guds vilje til ondskaben», som de synger. I stedet for at afvise fascismen ud fra en socialistisk eller moralistisk position identificerer de sig fascismen i en ekstrem grad – det Zizek med en psykoanalytisk term betegner «over-identifikation». Man kan sige at Laibach fremstår mere fascistisk end fascismen. Og det er et problem, for fascismen vel at mærke.

For som Zizek også skriver så er det karakteristisk, at virkelige fascister ikke opfører sig som fascister. Tværtimod fremtræder de bevidst med menneskeligt ansigt for at skabe en masseillusion om at deres politik tjener folket, samtidig med at de bag denne humane overflade forsætter med at udøve vold mod samme folk. Gennem sin overidentifikation eksponerer Laibach denne skjulte bagside, fascismens sande realitet, der må forblive usynlig og uudsagt for at fascismen kan fastholde sin magt over folket. De viser fascismen som fascisme i al dens totalitære retorik og ritualitet, som del af en strategi, der skal konfrontere os med fascismen – der hvor dens fascinationskraft og spektakulære selviscenesættelser er allermest brutal, kynisk og magtfuld. Der samtidig også er der, hvor fascismens løgnagtighed, hykleri og inkonsistens er tydeligst. Kun i denne udsatte og fremmedgørende position er det muligt at se hinsides illusionen og udvikle en reel bevidsthed om og modstand mod fascismen i alle dens afskygninger. Det er det de mener, når de siger, at de «er hyrderne, der leder fårene forklædt som ulve.»
LAIBACHS PRIMÆRE MEDIE er rockkoncerten som en rituel massebegivenhed og totalitær politisk manipulation. I stedet for som Robbie Williams at påkalde sig «ægte kærlighed», annoncerer de, at «fredens tid er forbi» og udsætter publikum for «systematisk psykofysisk terror» gennem et kaotisk og voldsomt bombardement af lyd og billeder. De fremprovokerer og spiller på en ambivalent blanding af frygt og fascination, individuel fremmedgørelse og total overgivelse som masse. En ekstrem påvirkning af publikum, der skal vække en sidste rest af en konstruktiv affektion og kritisk bevidsthed – og give koncerten en «rensende og regenerativ funktion».

Samtidig afviser Laibach konsekvent og kynisk enhver form for identifikation fra publikums side og gør igen og igen deres forventninger til skamme. Som da de i sommer optrådte til Bach-festivalen i Leipzig med deres fortolkning af komponistens hovedværk Die Kunst der Fuge. Koncerten, der havde samlet en stor dedikeret fanskare, startede tyve minutter før annonceret, mens de fleste endnu stod i baren og efter et kvarters spil på deres bærbare, lod de musikken passe sig selv og satte sig op ved et bord midt på scenen for at spille firmandsskak, ryge cigarer og drikke cognac. I en time! En aristokratisk magtdemonstration af, at «ingen ejer Laibach.»

En anden anekdote i den forbindelse er, at punkere og neo-nazister en gang brugte en hel koncert på at diskutere [sic], hvem der var Laibachs sande fans. Anekdoten er et rammende billede på effektiviteten i Laibachs dobbelttydige signaler og på gruppens fundamentale utilnærmelighed, som et spejl for publikums egne tanker og følelser, projektioner og fortolkninger.
«Kun den kunst som taler den politiske manipulations sprog er ikke udsat for selv samme manipulation»
Fra Laibachs manifest


DET ER INTERESSANT at se Laibach i forhold til den øvrige samtidskunsts optagethed af muligheden for en politiseret, ideologikritisk og socialengageret kunst. Flere teoretikere har anført, at kunsten kan etablere diskursive og produktive frirum hinsides magten, at kunsten repræsenterer og skaber det gode. For Laibach er det en fejlagtig og naiv antagelse, fordi kunsten historisk er forbundet med magten. Reflekterer kunsten ikke dette problematiske forhold i såvel sit formelle udtryk som i sin konceptuelle selvforståelse, banaliserer og reducerer den magtens betydning og omfang og risikerer i sidste ene at tjene den. «Moral i kunsten er meningsløs og Laibachs eneste ansvar er at forblive uansvarlige», som deres talsmand formulerer det. Forestillingen om, at magten kan ophæves eller ikke eksisterer i kunsten er ligeså farlig som magten selv. Derfor interesserer Laibach sig heller ikke for magten som sådan, men netop for forholdet mellem kunst og magt. Deres kunst opererer således med og inden for magtens realitet, for «kun den kunst som taler den politiske manipulations sprog er ikke udsat for selv samme manipulation», som det hedder i deres manifest. Og i stedet for at servere en utopisk vision om en bedre verden præsenterer Laibach en ond og illusionsløs virkelighed. De modarbejder enhver form for æstetisk harmoni, social konsensus og politisk homogenitet, for konsekvent og radikalt at insistere på et heterogent, antagonistisk og paradoksalt udtryk. Dette er kunstens eneste mulighed for at udvikle et troværdigt kritisk sprog i forhold til en nutidig politik, hvor illusionen om det frigjorte og oplyste individ er magtens stærkest våben. Men hvor dens vedtagne sandheder og etablerede autoriteter samtidig står for fald.

Laibachs kunst giver os med andre ord ingenting, ingen værdier at overtage, ingen retningslinjer at følge, og da slet ikke meningen med vanviddet. Den er op til os selv at finde, forladte og skræmte foran magtens tomme scene. Som sidste vers i sangen We Are Time erklærer: «when our beat stops / And the lights go out / And when we leave this place / You will be left here all alone / With a static scream locked on your face».

© norske Diplo

Laibach spiller 5. desember på Betong i Oslo og 6. desember på Club Statisch i Göteborg. Volk (lavet i samarbejde med gruppen Silence) er netop udkommet på Mute Records. For mere info se www.laibach.nsk.si.

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler. Allerede abonnent? Logg inn.
Digitalt abonnent
Fra 49Kr.
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Årsabonnement
649Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Kvartalsabonnement
159Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver