Mindehøjtidelighedernes betydning

Hvert år den syvende april mindes Rwanda folkemordet fra april til juli 1994 på omkring én million tutsier og hutuer i opposition. Folkemordets realitet blev dog bestridt, inden det blev et erindringsobjekt. En fornægtelse, der tjente til at stille spørgsmålstegn ved Rwandas nye magthaveres legitimitet. Disse bestod af en koalition af medlemmer af Rwandas Patriotiske Front (RPF) samt partier, der alle havde modsat sig «Endlösungen». Rent faktisk havde visse europæiske magter forsøgt (læs Colette Braeckmans artikel) at påtvinge Rwanda en «forhandlet» udgang på krisen mellem sejrherrerne i krigen fra 1990-94 (RPF og dens hær fra Uganda) og repræsentanterne for det faldne regime (de ansvarlige for forbrydelsen). Stadig et helt år efter hændelserne taltes der her og der om udifferentierede massakrer eller om «dobbelt folkemord».

I denne konfuse kontekst blev mindehøjtideligheden på årsdagen for folkemordet noget forvirrende. Dette i en sådan grad at valget af en dato blev genstand for heftig diskussion. Skulle mindehøjtideligheden finde sted den 6. april – dagen for påbegyndelse af blodbadet, men også for mordet på præsident Juvénal Habyarimana – eller den 4. juli – den officielle dato for folkemordets ophør som følge af indgreb fra RPF´s hær? Denne debat dækkede i virkeligheden over et prekært spørgsmål. Skulle både tutsier og hutuer inkluderes i den samme mindehøjtidelighed eller ej? Hutuerne endte med – da valget faldt på den 7. april – at blive del af erindringen. Denne symbolik gjorde det desuden muligt at svejse (i det mindste virtuelt) det nye regeringshold sammen. Republikkens præsident (Pasteur Bizimungu), statsministeren og ministrene for udenrigs- og indenrigsanliggender samt Informationsministeren var alle hutuer, mens tutsierne primært knyttede sig til kontrollen med hæren, navnlig Paul Kagame, der blev både vicepræsident og forsvarsminister. (…)