Statsløse individer

I 2001-2002 besøkte den danske billedkunstneren Veronica Juhl 50 danske leirer for flyktninger og asylsøkere. Hun har sammenfattet inntrykk fra disse leirene i fotografier og tekst (No-land, forlaget Introite, København, 2004). Flere bilder og perspektiver på leirene skal neste måned vises på Charlottenborgs høstutstilling i København. Vi har brukt noen av disse bildene i vår artikkelserie om flyktningen. Kunstneren har ønsket å dokumentere stedet for oppbevaringen av de som har overlevd, men er lukket ute. Bildene er derfor uten mennesker. Temaet aktualiseres av en rekke dramatiske og tragiske utvisninger av barn i Danmark samt en stor sultestreik i Saltholmlejren sist påske.

De lave enetages huse lå delvis skjult bag megen bevoksning og var ikke særligt synlige fra vejen. De lå et stykke uden for byen, men ikke så langt væk som mange andre steder. Det var rigtige huse og ikke barakker. Så vidt jeg forstod, var de en del af et tidligere idrætsanlæg. En sportshal i forbindelse med bebyggelsen skulle muligvis inddrages som en del af centret.

Jeg kom så tidligt, at de fleste ikke var stået op. Derfor aftalte jeg kun at fotografere udvendigt indtil videre. Alligevel blev jeg taget vel imod af en familie, der viste sig at være af Roma-folket, sigøjnere som de før blev kaldt.
De boede seks mennesker på et lille værelse, som ikke kan have være større end 10 kvadratmeter. To næsten voksne børn og to tvillingepiger på 13-14 år. Der var et lille badeværelse, og dertil kom køkken og entré i ét. Det var ikke fysisk muligt, at seks mennesker kunne sove i værelset, så farens soveplads var på gulvet i den entré, som altså også fungerede som køkken. Han var ikke nogen høj mand. Alligevel blev jeg i tvivl om han overhovedet kunne ligge udstrakt der. De havde boet der i syv måneder. Og om vinteren havde de mærket trækvinde, når de sov på gulvet. Standarden lå ellers over gennemsnittet, da der var et privat badeværelse, men jeg havde ikke set mange bo så trangt som dette før. Børnene sov, så jeg ville ikke fotografere indenfor, da blitzen kunne vække dem.
Mod alle odds var det lykkedes moren at indrette rummet, så det virkede som et hjem. Den lille entré var pyntet med gardiner og guirlander. Ved at udfolde lidt forestillingsevne var det muligt at se, at når sengene var redt for dagen, ville værelset fremstå som en lille stue med et par kvadratmeters areal, hvor det var muligt at stå op. Sommeren var kommet og disse beboeres formidable evne til at indrette sig hensigtsmæssigt, selv under umulige forhold, viste sig også udenfor.
En havepavillon af den slags, man kan sætte op som overdækning i sin have til beskyttelse mod vejr og vind, stod opstillet uden for indgangsdøren. Et øjeblik, fordi solen skinnede og fordi det var så behageligt der inde rundt om bordet med den hvide dug, og ikke mindst fordi mine værter var så venlige, så sjældent ligefremme og sympatiske, mindede besøget om en ganske almindelig dag, hvor jeg blot var ude på en rejse, og blev godt modtaget af den lokale befolkning. De to store børn vågnede efterhånden og kom og satte sig. Der var ikke meget sprog at gøre godt med. En smule tysk, en smule dansk og en meget lille smule engelsk.
Men jeg tror, jeg fik formidlet, at jeg vidste noget om egnen, de kom fra og at jeg vidste lidt om Romaer. Denne familie var flygtet fra Eks-Jugoslavien, enten fra Serbien eller fra Kroatien. De fik fortalt, eller formidlet er et rigtigere ord, om systematiske chikanerier, trusler om vold – og om egentlig vold. Om personer, de beskrev som skinheadlignende typer, der gjorde det umuligt for dem at blive. Og selvfølgelig om vanskeligheden med at få arbejde på grund af deres etniske oprindelse.
Da de fleste ord var brugt, og det blev for svært at fortsætte, viste de mig det afslag, de havde fået fra udlændingestyrelsen, for at forklare deres situation. Afslaget var begrundet med, at det at blive nægtet adgang til et diskotek ikke gav grundlag for at få asyl i Danmark. Familien havde fortalt om systematisk chikane, ingen beskyttelse fra myndighedernes side og ingen adgang til arbejdsmarkedet. Alt pga. deres etniske herkomst. Hvordan dét kunne reduceres til et spørgsmål om adgang til diskoteker, er noget, der kræver en anden undersøgelse end den, jeg kan foretage.
De kunne ikke selv læse papiret, og jeg ved ikke, om de havde fået det oversat. Jeg prøver at forestille mig, hvordan interviewene med familien er foregået. Hvilken oversættelse ligger til grund for den fortolkning, styrelsen var kommet med? Er familien overhovedet blevet hørt? Og hvis den er, hvor er deres egen gengivelse af situationen henne? Der var også en vurdering af de lokale forhold, de kom fra, og den konkluderede, at der ikke var grund til at tro, at familien ikke kunne få beskyttelse af de lokale myndigheder i det borgerkrigshærgede, stadig urolige og etnisk problematiske Balkan, hvor Roma-folk om nogen har været udsatte. Hvad skal der til for at være forfulgt?
Da jeg skulle forlade lejren fik jeg at vide, at den samme udlænd-ingestyrelse havde været på inspektion i lejren, og at havepa-villonen uden for mine værtsfolks dør var blevet påtalt som et ureglementeret forhold og forlangt fjernet.
Hvad er regel og hvad er undtagelse? Ud fra hvilken lov er en havepavillon ureglementeret i en lejrbolig? Hvilket juridisk rum er det, man træder ind i, når en så ikke blot uskyldig, men også nyttig anordning som en teltdug til beskyttelse mod solen kan gøres ureglementeret? Teltet og retten er her to sider af samme sag: Det midlertidige ophold er ækvivalent med vilkårlig magtanvendelse. Her ligger muligheden for, at en myndighed kan udføre et skøn, der ganske vist hverken har sin grund i ret eller retfærdighed. Resultaterne af sådanne skøn er afhængige af mange faktorer, ikke mindst af hvad der er en slags gældende konsensus, f.eks. om forventningerne til flygtendes adfærd. Det medfører bizarre regler og forbud, der er unddraget såvel offentlighedens som domstolenes opmærksomhed. Forskrifter, der rammer direkte ind i den enkeltes dagligdag uden anden relevans end et embedsværks fortolkning og skøn, er skræmmende. Der er et Kafkask moment i denne situation: Dommen over havepavillonen.
Både som princip og som potentialitet forbliver volden og overgrebet tilstede. Lejrens rum åbner for alle muligheder. Den eneste vage garanti for sikkerhed er de humanitære organisationers tilstedeværelse. Og den er heller ikke sikker. En privatisering af lejrdriften har været på tale. Styrelsens arbejdsmåde og intentioner burde være genstand for en uvildig undersøgelse.
Hvis nu mange af de sammenstuvede flygtninge begyndte at stille havepavilloner op for at udvide deres råderum og give sig selv lidt større mulighed for privatliv i sommerhalvåret, ville asylcentrene, som er lejrenes officielle og noget mere flatterende betegnelse, måske komme til at ligne, hvad de i virkeligheden er: flygtningelejre.
I det krigshærgede Eks-Jugoslavien, hvor denne familie kom fra, blev etnisk udrensning foretaget hurtigt under Anden Verdenskrig og under opvisning af stor samarbejdsvilje især fra den kroatiske del, der kollaborerede med Nazityskland. I Kroatien og delvis også i Bosnien-Herzegovina myrdede Ustasha-folkene størstedelen af romaene og jøderne, især i koncentrationlejren Jasenovac. I Serbien, der var besat af tyske tropper, blev Endlösung gen-nemført tidligt i krigen: allerede i 1941 blev alle mandlige romaer og jøder skudt. I foråret blev kvinder og børn dræbt i gasvogne. 27.000 romaer og 60.000 jøder forsvandt i Jugoslavien under Anden Verdenskrig.
Under Anden Verdenskrig oplevede Europas befolkning med undtagelse af dem, der kollaborerede med nazisterne, for første gang massivt at være underlagt en stor magt og at være udsat for forfølgelse. Kolonimagten Europa fik så at sige smagt sin egen medicin, hvilket medførte, at de menneskerettigheds-erklæringer, der fulgte efter Første Verdenskrig, siden kunne ratificeres og udvides i FN-regi. Kolonierne opnåede lidt efter lidt selvstændighed, og en slags ret til national uafhængighed kunne tilføjes Folkeretten. Måske gjorde man blot en dyd af nødvendigheden, eftersom koloniherredømmets konstruktion var dømt til undergang efter Anden Verdenskrigs svækkelse af de europæiske metropoler.
I mellemtiden var Europas civilbefolkning blevet inddraget i verdenspolitikken mere end nogensinde: to befolkningsgrupper i Europa var blevet forfulgt ene og alene på grund af etniske tilhørs-forhold. Jødeforfølgelsen og holocaust glemmer vi forhåbentligt aldrig, selvom nynazistiske grupper og revisionistiske historikere arbejder på at benægte udryddelserne.
Roma havde sit eget holocaust, og det er en historie, der har alle muligheder i sig for at blive glemt og fortrængt. Hvor mange der blev udslettet vides ikke nøjagtigt. De mindste tal ligger omkring en halv million og de største på halvanden million. De var færre end jøderne, men forfølgelsen af dem var lige så ideologisk bestemt. Og i lighed med jøderne havde de ikke en egen stat, ikke noget eget territorium. De havde imidlertid heller ingen intelligentsia og ingen position i mellemkrigstidens Europa. De var Europas trash og blev ved med at være det efter krigen. Roma er nu det folk i Europa, der er dårligst stillet, og som er mest udsat for forfølgelse.
Indien regnes i dag for det sted, der var udgangspunktet for Roma-folkets vandring. De første romaer kom til Balkan i det 14. århundrede. Først til Grækenland, dernæst til Rumænien, Jugoslavien, Bulgarien og Albanien. Roma har mange navne. På Balkan bliver de almindeligvis kaldt ægyptere. Egjuptsi, eller det beslægtede Gjuptsi. Det har fejlagtigt ført til teorier om, at Roma oprindelig skulle stamme fra Ægypten. Mere sandsynligt er det, at Roma selv opfandt navnet for at skjule deres identitet for inkvisitionen og for at undgå forfølgelse fra den kristne kirke. Dette for at understrege, at udstødelsen og forfølgelsen af befolknings-grupper ikke har været forbeholdt det nazistiske Tyskland. Alle nationer i Europa bærer et ansvar for Roma-folkets skæbne.
Skandinavien var bestemt ingen undtagelse. I fælles-monarkiets tid fastslog et kongeligt dekret i 1589, at ledere af romaerne, som befandt sig på dansk jord, skulle dømmes til døden. I 1600-tallet blev skibe, der medbragte romaer beslaglagt, og der blev organiseret sigøjnerjagt med belønninger til dem, der fangede nogen. Enhver af Romanislægten kunne uden videre udvises af Danmark frem til 1849, hvor sigøjnerlovene blev lettet. De blev imidlertid strammet igen i 1875 pga. en mistanke om pågående indvandring af sigøjnere fra øst. Fremmedloven af 1875 forbød «tatere» og andre «rejsende» at opholde sig inden for rigets grænser, og dette gjaldt helt frem til 1952. Fra 1911 blev loven praktiseret hårdt, efter oprettelsen af statspolitiet under ledelse af politichef Valdemar Henrik Mensen, der håndfast sørgede for, at de som måtte befinde sig illegalt i landet blev udvist, og at ingen andre slap ind. I 1939 fandtes der næsten ikke, eller muligvis ingen, sigøjnere i Danmark.
Norge, som ikke længere var del af det danske kongedømme, men i union med Sverige, fik et større antal sigøjnere, og her blev tvangssterilisation af «tatere» praktiseret både før, under 5253 og efter Anden Verdenskrig. Dog med et fald i selve krigsårene. Men Omstrejfermissionen udleverede sine taterarkiver til Quslingadministrationen, og det var kun Tysklands kapitulation, der hindrede deportationen af de norske sigøjnere.
Den førnævnte danske Fremmedlov af 1875 medførte, at politiet problemløst kunne udvise de familier, der stod ved den dansk-tyske grænse i 1934. Nu flygtede de for de tyske nazister og ville gennem Danmark for at komme til Norge. Men Norge havde signaleret til de danske myndigheder, at de ikke ønskede at modtage flere af slagsen. Ophold i Danmark kunne slet ikke komme på tale. Politichef Mensen var død i 1933, men praksis var blevet fastlagt under hans håndfaste overholdelse af Fremmedloven.
Anders Enevig refererer episoden i sin bog Sigøjnere i Danmark, hvor han også bringer et avisreferat fra den 23. januar 1934. Her er et uddrag fra den pågældende artikel (avisens navn er ikke oplyst):
«Da politimester Bjerre kl. 5,30 i morges i spidsen for 20 betjente ankom til paskontrollen, mødte der ham et ejendommelig syn. De 68 sigøjnere havde indrettet sig hyggeligt. Mellem sovende mænd, kvinder og børn gik en sigøjnerdreng og spillede violin. Snart strøg han buen med højre hånd, snart med venstre. Andre stillede deres sult ved nydelsen af medbragt mad og drikke.
Politimesteren og hans folk måtte bryde idyllen og vække sigøjnerne, der, stillet over for det store og respektindgydende politiopbud, fuldstændig tabte modet.
De vægrede sig ganske vist ved at efterkomme politimesterens henstilling om at gå ud til jernbanevognen, men da han havde ladet et par betjente tage sig af de mest hysteriske kvinder, tabte de øvrige modet og lod sig drive ud til vognen.
Med 6-toget forlod sigøjnerne det ugæstmilde Danmark. Foreløbigt er de kun nået til Flensburg, hvor myndighederne ikke ved, hvad de skal gøre med dem, eller hvor de skal sende dem hen.»
«De 68 statsløse sigøjnere, som i sin tid søgte at komme over den danske grænse efter at have været kastebold for en række lande, vil iflg. «Heimdal» nu blive interneret i en særlig form for lejr uden for Altona. Intet land har villet give sigøjnerne indrejsetilladelse.
I lejren skal sigøjnerne opdrages til anstændige og brugbare mennesker, hedder det.
Mændene skal udføre produktivt arbejde, og kvinderne skal opdrages til at koge og gøre rent.»
Roma har aldrig fået nogen kollektiv erstatning efter de rædsler, de gennemlevede i Det Tredje Rige. Da krigen var slut, fortsatte de demokratiske lande med sterilisering og internering af Roma. Alle alarmklokker bør ringe, når et statsløst individ eller et statsløst folk ankommer til et europæisk land. Slip altid, og uden undtagelse, sigøjneren ind. Med eller uden hans telt.
© LMD Norge

Bilder:
B1 – 3 : Multitude, 1, 2 and 3
Den dømte havepavillon
Indgangen til familiens «lejlighed»


(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Default thumbnail
Forrige sak

Alt under kontroll

Default thumbnail
Neste sak

Mot en filosofisk filmkunst

Andre saker om Nord-Amerika

Hvit flukt

Hvite foreldre i USAs øvre middelklasse tar barna sine ut av prestisjetunge skoler for å hindre

Tjueårskrigen

Så snart krigslobbyen klirrer med Russland-bjella, hyler republikanerne og demokratene unisont i frykt – med redaksjonell

Amerikas delte stater

Amerikanerne kutter all kontakt med omverdenen og bygger en festning rundt landet. En radikalisert venstreside tyr

0 kr 0

Logg inn

Ikke abonnent? Tegn abonnement her.