I 1983 gæstede Burroughs København med oplæsning i Saltlageret. Den dengang 24-årige Lars Movin var til stede og blev hypnotiseret af den 71-årige Burroughs, en gentlemanjunkie, der med sin messende stemmeføring, sin timing, fuldt ud levede op til titlen som en astronaut i menneskeklæder der rejser i sjælen og kunstens yderzoner. Hans røst lød som kom den fra et sted hinsides, som Lars Movin skriver i den bog der ledsager filmen, hverken fra himlen eller fra døden selv, men måske fra «en knurrende version af en blanding af W.C Fields og en af de desillusionerede sportsreportere, som Humphrey Bogart kunne fremstille i 40’ernes noir-film – men uden de sentimentale sprækker hos sidstnævnte. Hos Burroughs var der kun tempoet, der varieredes en smule. Og i sine sidste år havde han perfektioneret sin teknik, så han tilsyneladende ubesværet kunne lade stemmeføringen falde til et punkt, hvor den næsten gik i stå – flaksende som en dynamolygte på en cykel i modvind.» På trods af sin sene status af kulturikon med roller både i Nike-reklamer og Gus Van Sants film Drugstore Cowboy, forbliver Burroughs en marginal figur, aldrig rigtig accepteret af hverken mainstream eller det litterære parnas.
Movin og Møller Rasmussens film tager udgangspunkt i nogle aldrig viste klip fra Burroughs oplæsning og hans signering af bøger i boghandlen Booktrader ledsaget af danske Dan Turell. Men filmens unikke materiale bliver samtidig en anledning til at komme bag myten omkring det som Movin betegner som én af det 20. århundredes vigtigste kunstnere, der forbliver en inspiration for mange forfattere, kunstnere, musikere såvel som politisk radikale, anarkister og cyperpunks. En mand hvis stemme, som Movin pointerer, aldrig blev en anakronisme, aldrig gik restløs op i et bestemt årtis idé eller tidsånd. Særligt hans syn på sproget som en fysisk virus som nærmest udvikler sig parasitisk på den menneskelige organisme – en viral smitte i dag kendt fra den digitale marketing for konsumadfærd – fik stor betydning for Burroughs forståelse for menneskets subjektivitet, for intervention og reproduktion. Dette symbiotiske forhold mellem krop og ordvirus fik ham til at betragte mennesket ikke som en færdig identitet eller en ting i sig selv, men som et bundt af relationer og mutationer. Dette fik afgørende betydning for hans bidrag til forholdet mellem kunst og liv. (…)
Denne saken er forbeholdt våre abonnenter. Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
