Latin-Amerika

Allemandsret før digital ophavsret

Fra Argentinas græsrødder til parlamentarikere florerer heftig debat om ny medielov, der øger statskontrollen men også pluralismen over de private monopoler. Men hvis et flertal af borgerne ikke har økonomiske og kognitive ressourcer til at drage nytte af lovændringen, er al snak om demokratisk, juridisk eller digital over/underskud sekundær.

Posted on

Den højredrejede opposition i Argentina vejrer morgenluft. Efter regional- og parlamentsvalget i juni har den centrum-venstredrejede regering været i defensiven. Dens mantra med et Argentina for alle borgere præger også den verserende debat og magtkamp om landets nye medielov.

Oppositionen raser over det, den opfatter som regeringens anakronistiske agenda for via medie-
loven at skærpe statskontrollen over massemedierne, og give landets få men store mediekoncerner ulig konkurrence. Debatten er indædt her på tærskelen til, at den nye medielov bliver vedtaget i parlamentets to kamre.

De digitale medier er inkluderet i den nye medielov, men til forskel fra eksempelvis EUs snak om digital ophavsret og et mere eller mindre frit internet, er den argentinske debat karakteristisk for et klassedelt samfund: Dem der har adgang til og kontrol over massemedierne, har stor indflydelse på, hvem der sætter sig i regeringsstolen efter næste valg.Sådan er det ikke bare i Argentina men resten af Latinamerika.


Demokrati og ophavsret kommer i anden række, eller kommer slet ikke til orde i massemedierne. Debatten om det digitale er der dog og har været der på græsrodsniveau i et par år. Helt op i regeringsrækkerne hævdes det, at den nye medielov netop er udtryk for at folkeopinionen har skabt fundamentet for loven og har kæmpet sig den slagne demokratisk vej fra græsrodsinitiativ til den kommende lov. Den argentinske regering hævder, at loven sigter på at demokratisere i bred forstand og give de forarmede masser adgang til objektiv information. Og dermed være en del af den brede plan om at hæve levestandarden og væksten via (ud)dannelse.


UREALISTISK OG TEORETISK, lyder kritikken: Disse masser har, som samfundet ser ud i dag, ikke en chance for at købe sig adgang til informationen, der bliver stadigt dyrere og mere digitaliseret. Støtterne svarer, at medieloven blandt andet forsøger at tage fat om ikke bare Argentinas, men hele Latinamerikas gæld til de fremtidige generationer: Uddannelse og atter uddannelse.

I denne suppedas af politiske tovtrækkerier og vælgerfiskeri er Argentinas digitale ophavsret stadig én stor gråzone. I en tid hvor de digitale medier revolutionerer næsten alle samfundssfærer i Argentina, forsøger kontinentets beslutningstagerne at holde lovgivningsmæssig trit med udviklingen. Det er mere end svært, hvis man spørger Damián Loreti, jurist ved Buenos Aires Universitet og gennem to årtier en af drivkræfterne bag det juridiske benarbejde i Argentinas presse. Damián Loreti er leder af kurserne «retten til information» og «retten til kommunikation» på Buenos Aires Universitet og Det Nationale Universitet i La Plata.

«Loven påvirker ikke programationen eller opsætter æstetiske eller indholdsmæssige kriterier. Der vil komme et større udbud og gennemsigtighed i licens-aftalerne. I dag har Argentina kun otte byer med mere end én åben [dvs. gratis] tv-kanal. Den nye medielov sætter på ingen måde regler for indholdet, men kvoter for lokal og national programation samt tidskvoter for beskyttelse af børn og unge. Ophavsretten eksisterer for alle slags massemedier, men debatten er bare ikke nået så langt endnu,» siger Damián Loreti til dagbladet Página/12.


DET JURIDISKE ER vigtigt. Men ikke det primære, når en stor del af borgerne i Argentina ikke har midlerne til at være fuldgyldige deltagere i det digitale informationssamfund. De har hverken pengene eller skolingen til at behandle den information, cyberspace tilbyder. Med andre ord bliver de ekskluderet i dobbelt forstand, og er lette ofre for demagogi og billig marketing. Det siger Victor Lenarduzzi, professor i kommunikation og kultursociolog tilsluttet Buenos Aires Universitet:

«Fri adgang til information i alle dens former er et fundamentalt spørgsmål for opfattelsen, og udøvelsen, af borgerskab i nutidens samfund. Fri eller mindre fri adgang til eksempelvis digitale medier giver kun mening, hvis det flettes ind i bredere politikker, der ikke kun fokuserer på det abstrakte begreb om ophavsret, men også giver alle borgere samme rettigheder. Eller forsøger at udjævne de absurd store forskelle i levevilkår i Argentina, hvor fattigdom og analfabetisme forvrænger vilkår og muligheder uanset om alle borgerne på papiret har samme adgang til medierne. Uden garantier for disse ens vilkår, er der heller ikke garantier for et værdigt liv og en reel status som fuldgyldig borger.»

Hans kollega, Gustávo Efron, kommunikationsprofessor på Buenos Aires Universitet og tilsluttet Latinamerikas Fakultet for Socialforskning (FLASCO), støter Lenarduzzis analyse:

«Digitaliseringen, online, bidrager til en demokratisering af information, men i en ikke-linær proces. For en stor del af borgerne i det argentinske samfund har ikke den fornødne teknologi og, endnu vigtigere, den krævede skoling for at forstå og behandle den tilgængelige information. Det er informationssamfundets paradoks: Der har aldrig været så stort et udvalg og adgang til information, men kommunikationsformerne, dvs digitaliseringen, ekskluderer en stor del af brugerne i Latinamerika fra at udnytte teknologien og information til egen fordel.» Efron pointerer, at dagens unge argentinere forbinder information og kommunikation med at «være online, i kontakt», men at adgangen til digitale medier bliver mere og mere fundamental for at udfolde sig som menneske og borger».

Begge opfatter de digitale medier som demokratiserende og kalder den digitale verden for et nyt habitat, som former brugernes adfærdsmønster. «Ligesom at der er grundlæggende universelle menneskerettigheder, så er der for den frie bevægelse af information behov for at beskytte personernes integritet,» siger Lenarduzzi. «Om digitale produkter skal beskyttes af en særlig ophavsret i kommerciel forstand, er meget komplekst at svare på. Jeg hælder mest til ideen om at skyde ophavsretten til side og opfatte digitale produkter som en fælles arv, som selvfølgelig skal reguleres, men ikke nødvendigvis ud fra en kommerciel vinkel. Digitale produkter er af en anden karakter og burde kunne spredes ud fra brugernes behov. Enhver form for censur og kontrol kan føre til udemokratiske tilstande.»

Den politiske kommentar Luis Bruschtein fra det argentinske dagblad, Página/12, skrev følgende midt under medielovspolemikken:

«Den såkaldte K-lov [medielovens negative kælenavn givet af argentinske medier] er i realiteten det historisk vigtigste krav fra lokale medier over hele Argentina. Vi har været igennem en årelang debat, hvor forskellige sektorer er kommet til orde herunder fagforeninger, universiteter og medarbejder-overtagede fabrikker [et udbredt fænomen i Argentina efter statsbankerotten i 2001–2 kaldet «fábricas recuperadas»],» siger Bruschtein.

«Nu er debatten nået til en lovafstemning i parlamentet og er altså opstået fra græsrodsniveau. At loven forsøger at regulere adgangen til massemedierne sker udelukkende efter den totale og forfordelende privatisering i begyndelsen af 1990erne. Loven skal også forhindre, at få monopoler får kontrol over eksempelvis de digitale massemedier. I dag er Argentina et informationssamfund uden rammer som institutionel og politisk bevidsthed. Modstanden mod den nye medielov er udtryk for det traditionelle establishments arrogance overfor disse folkekræfters forsøg på at komme til orde, som den nuværende medielov vedtaget i 1979 under militærdiktaturet afskar dem fra,» mener Bruschtein.


EN LIGNENDE PROCES gennemgår lande som Venezuela og Ecuador, hvor de siddende venstredrejede regeringer har hel eller delvis held med at ændre landets medielov og medielandskab.

Både Venezuela og Ecuadors magthavere er langt mere gammeldagse socialister end Argentinas venstreperonistiske regering, og eksempelvis har den venezuelanske præsident Hugo Chávez erklæret, at der skal helt nye medier til for at (ud)danne borgerne til hans såkaldte 21. århundredes socialisme. Og som i resten af Sydamerika spiller de digitale medier en central rolle i Venezuelas pågående kamp om fremtiden. Og om hvordan samfundet skal se ud. Latinamerika er til stadighed verdens mest ulige kontinent, og mange græsrodsbevægelser har i de digitale fundet en ny og billig slagmark. Det samme har det såkaldte establishment.

© norske LMD

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler. Allerede abonnent? Logg inn.
Digitalt abonnent
Fra 49Kr.
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Årsabonnement
649Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Kvartalsabonnement
159Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver