Tilbage til naturen

VED SYNET af Pedro Gonzales-Rubios seneste film, dramadokumentaren Alamar, tænker man hurtigt på Jean-Jacques Rousseau og hans tanker om værdien ved et liv tæt på naturen kontra risikoen i det civiliserede liv. Heldigvis er Alamar meget mere og noget ganske andet end en illustration af Rousseaus nogen gange lidt for unuancerede tanker.

Idyllen er det første spor. Den italienske kvinde og den mexicanske Adonis-skabning. Romancen ved stranden. Kærligheden og dens udfald i form af fødslen af deres søn. Men så kommer alle de forkerte følelser og det endegyldige brud. Realiteten sætter ind eller ændres for en stund. Skilsmisse og flytning hver til sit.
Moren tager til Rom sammen med sønnen Natan. Faren, Jorge, tager tilbage til sin lille fiskerhytte tæt ved koralrevet Banco Chinchorro i Mexico. Filmen starter i det øjeblik, Natan skal på et længere ophold hos faren, før de to igen skal skilles. Måske for altid.


DET ER VANSKELIGT ikke at tænke antropologisk om en film som Alamar. Hele dens væsen emmer af antropologi. En studie af menneskets væren og væsen. En studie af det primitive, vil nogle måske kalde det. Men hvori består da det primitive. Er det primitivt, fordi Jorge bruger sin tid på fisk snarere end på Facebook? Det primitive er et problematisk begreb, der sjældent bør bruges til at fælde dom over andre menneskers liv.

Ikke desto mindre kan man sagtens sige, at Alamar kan ses som en rejse fra civilisation til natur. Fra en verden på menneskets præmisser til en verden, hvor mennesket er underlagt naturens luner. Men dette har i min optik intet med primitivitet at gøre.
Kontrasten er iøjnefaldende. Tag bare Natans drengeværelse i den hektiske storby Rom. Fyldt med plasticlegetøj og materielle goder. Og så sat overfor Jorges interimistiske fiskeskur, der bliver sønnens nye bolig. Turen dertil symboliserer overgangsriten. Natan sidder slukøret på båden, imens søsygen melder sig. Jorge må berolige drengen undervejs, men da de nærmer sig skuret, har Natan vænnet sig til bølgernes eget liv.

Siden fortsætter filmen med at føre Natan ind i Jorges verden. Og dermed også ind i en natur, der på en gang er smuk og poetisk men samtidig lunefuld og dramatisk. Jorge lærer Natan de basale nødvendigheder. At fiske med snøre udelukkende ved brug af fingrene. At dykke med snorkel. At rense fiskene for skæl. Han lærer sønnen dyrenes og planternes navne. Indkredser verden for ham og pointerer, han skal ikke komme for tæt på den krokodille, der fast ligger udenfor fiskehytten. Det, vi ser, er farens overlevering af erfaring til sønnen. Men også en måde at indpuste den maya-kultur, som faren er en del af, i en dreng, der ellers udelukkende er rodfæstet i den europæiske kultur.


SOM BESKUER drages man samtidig væk fra sin egen civilisation foran biograflærredet og ind i Jorges umiddelbart mere enkle hverdag. Samtidig anskueliggøres et af dokumentarfilmens paradokser. Umuligheden i at indfange det isolerede. For at kunne fremstille isolationen så rent som muligt bør kameraet jo være usynligt. Men kameraet er til stede. De viser sig selv og griber ind. Vi tænker over det i en scene, hvor Jorge, da han skal dykke ned fra båden, siger til Natan, at nu må han lige klare sig selv på båden. «Far er snart tilbage». Men Natan er jo ikke alene på båden. Han er sammen med kameraet og med kameramanden. Isolationen er en illusion. Intet kan ske Natan i denne stund.
At kameraet har en betydning for det liv, det søger at indfange, bliver også klart ved filmen slutning, hvor Natan tegner de elementer, han husker fra sin netop forgangne tid hos faren. En stribe barracuda-fisk, en hytte og – et kamera.

Til trods for paradokset lykkes det alligevel Gonzales-Rubio at indfange mange bemærkelsesværdige øjeblikke. Legen mellem far og søn. Måden fødderne krummes sammen på, når den rutinerede far klatrer ned af en stejl træstamme. Og en helt Marcel Maussk iscenesættelse af vareudvekslingen mellem faren, der leverer dagens fangst, og købmanden, der tager imod og vejer fiskene.


FILMEN HAR sine sentimentale øjeblikke, men heldigvis svælger den ikke i dem. Det er nærliggende at se en forbindelse mellem forældrenes brudte kærlighed, og den trussel, civilisationen udgør for koralrevet, der er Jorges levebrød, men filmen gør ikke noget eksplicit ud af denne problemstilling. Først efter filmen er afsluttet, berøres koralrevenes skrøbelighed i nogle få sætninger.

Ej heller vælger filmen side i forhold til farens og morens måde at leve livet på. Slutbilledet er Natan, der laver en flaskepost. Da han smider den i de turkisblå bølger, siger han, at flaskeposten kan ende i både Italien eller i Mexico. Ligesom drengen selv.

Pedro Gonzales-Rubio, Alamar, Mexico.
På kino fra 2. juli.
© norske LMD