Symbiosen

Det stærkeste træk ved Steven Spielbergs E.T. the Extra-Terrestrial er symbiosen mellem barnet og rumvæsenet.

Steven Spielberg kan skære barndommen, som ingen anden filmmager kan. I al fald når det gælder en filmisk form, som både barnet og den voksne kan indtage og blive opslugt af. Formen fuldendes i science fiction-filmen E.T. the Extra-Terrestrial (1982), der netop er genudgivet på Blu-ray.

E.T. handler for mig at se mest om symbiosen. Symbiosen mellem barnet og den fremmede. Her har barnet et særligt fortrin, synes Spielberg at postulere. Barnet går ind i verden med et åbent sind. Barnet er nysgerrigt, fordomsfrit og altfavnende. Barnet tager imod den fremmede. Viser fremmedheden vej og lærer den vores veje at kende. Symbiosen finder vi naturligvis i navnet på den fremmede – E.T. – og barnets navn, Elliot, men Spielberg går skridtet videre og etablerer også en kropslig og emotionel sammenhæng mellem rumvæsenet og jorddrengen. Når E.T. går ombord i øldåserne i køleskabet, vakler Elliot også beruset rundt i skolens fysiklokale. Og når E.T. ligger for døden i filmens slutscener, fornemmer vi også, at drengen er på vej mod døden. Uden dette narrative træk ville filmen være en meget svagere beretning, hvorom man sandsynligvis ville undres og ikke bjergtages af venskabet mellem de to størrelser. Som filmen er nu, fornemmer man nemlig, at der udover at være tale om et venskab, også er tale om en nærmest overjorddisk forbindelse, en spirituel sammenkobling af to entiteter til en. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Prøv Le Monde diplomatique i to måneder for ti kroner

Papiravis og full digital tilgang
Default thumbnail
Forrige sak

Rancière, kunst og politikk

Default thumbnail
Neste sak

God reklame

Andre saker om Film

Vi, de forsømte

Mafiaens virksomhet er en altfor velkjent fortelling. Den formelpregede dramatikken står alltid

0 kr 0