Kroppen er mediet

I mere end 40 år har Marina Abramovic fornyet og fremdyrket performancekunsten. Først nu tages hun alvorligt. Det er i al fald postulatet i Matthew Akers og Jess Dupres dokumentarfilm Marina Abramovic: The Artist is Present. Dette er nok et udsagn, der kan debatteres betragteligt.

For kendere af performancekunst vil Abramovic være et yderst velkendt navn, ja, nærmest et ikon i en kunstart, der næsten partout skal ses som værende alternativ og avantgarde. Et egentligt – tilnærmelsesvist folkeligt – gennembrud kan man måske tale om, at hun fik med en stor retrospektiv udstilling på New Yorks Museum of Modern Art (MOMA) i 2010. Det er denne udstilling, dokumentarfilmens struktur er bygget op om.

Titlen er velvalgt. Abramovic er i den grad til stede. Egentlig referer titlen til Abramovićs seneste værk, hvori hun placerer sig på en stol i MOMA’s åbningstid i en udstillingsperiode på to–tre måneder. Her sidder hun hver dag. Tavs og stort set ubevægelig. Publikum træder frem en efter en og sætter sig i stolen overfor kunstneren. De ser på hende. En del begynder at græde. Der er ingen samtale mellem dem, men der er masser af kommunikation på færde, og tydeligvis mange følelser, der vælder frem hos både beskuer og kunstværk/kunstner.

Ikondyrkende portræt

Tilstedeværelsen af kunstneren og sammensmeltning af værk og kunstner er som sagt present i mange af Abramovics performances. For Abramovic – og for det meste performancekunst – bliver kroppen det centrale medie, hvormed der ytres, iscenesættes, fortælles og manifesteres værker af vidt forskellig karakter.

Dokumentarfilmen gransker en del af disse værker, hvormed filmen også bliver en givtig introduktion til Abramovics œuvre: Marina løber nøgen ind i en mur og forslår sig gradvist mere og mere. Marina og partneren Ulay går fra hver sin ende af Den Kinesiske Mur og mødes på midten. Marina og partneren Ulay skiftes til at give hinanden lussinger i et værk, der udstrækkes over tid og afstedkommer desto mere ømme kinder.

Narrativ er påfaldende ikke til stede. Noget andet er trådt i stedet: Det vanskelige ved at gøre noget, der er tæt på ingenting. At gå i opposition til fortælling og dyrke det inaktive, stilheden og det tilnærmelsesvist ikke-eksisterende, alle elementer som vores vækstdrevne tid vel ikke har meget til overs for?

Ønsker man det, kan man med lethed finde en samfundskritik i Abramovićs værker, men styrken ligger i det fysiske, i kropsligheden, i den kompromisløse afsøgen af menneskekroppens grænser og muligheder. Denne kompromisløshed kunne filmen godt tage ved lære af. Alt for meget fremstår den som et beundrende – næsten ikondyrkende – portræt af en givetvist interessant kunstner. Filmen bliver aldrig rigtig noget i sin egen ret. Det er ærgerligt, og sikker også noget, Abramović ærgrer sig over.