Man har med denne ene sætning ment at indramme essensen af romantikken: en overspændt livsførelse med tragisk udgang. Troen på en poetisk opstigning i en form for sjælelig realitet, der ophæver alle modsætninger. En erotisk grænsesprængende feber der med kærlighedens energi vil ændre verden, omdanne livet til poesi og poesien til liv. I denne overdrevne idealisme måtte romantikken selvfølgelig være noget der kun kunne ende dårligt, i selvmord, galskab, forfald og glemsel.
Man nævner gerne navne som Heinrich von Kleist, Georg Trakl og Stefan George, lyse hoveder og mørke digtere, der døde tidligt eller for egen hånd. Også Novalis ryger med i faldet. Han skulle ikke have skrevet så smukt som han gjorde, og han skulle ikke have skrevet og besunget døden som han gjorde i Hymner til natten. En overjordisk længsel og en kærlighedscyklus, der næsten lyder som om den er skrevet på stedet, ude ved gravstenen hos hans forlovede Sophie von Kühn, der døde femten år gammel af tuberkulose. En kærlighed som efter sigende brændemærket Novalis resten af et liv, som heller ikke blev langt. Novalis døde i 1801, kun 28 år gammel, ikke for egen hånd, men også ham, af tuberkulose. (…)
Denne saken er forbeholdt våre abonnenter. Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
