Raymond Aron er et fyrtårn i fransk politisk tænkning i det 20. århundrede – men i dansk sammenhæng betydelig mindre kendt end hans samtidige Sartre, Merleau-Ponty og Camus. Aron var studiekammerat og personlig forbundet med Sartre – «mon petit camarade» – men afveg stærkt fra ham i sin midterpolitiske holdning og sin «rationalistiske humanisme» i kontrast til Sartres forskellige flirter med kommunismen. Også i selve tilgangen til politik som emne afveg han fra Sartres principielle, filosofiske indstilling – Aron tager altid udgangspunkt i konkrete exempler, der endevendes og diskuteres frem og tilbage, op mod forgængere og inspiratorer som Clausewitz, Machiavelli, Marx, Tocqueville osv.
Som man kan ane af disse navne, var Aron også «realist» i den særlige betydning af ordet, som man bruger i international politik – i modsætning til Sartres idealisme. «Realisme» angiver her, at man ser international politik som i sit væsen anarkisk, styret af en pluralitet af egoistiske agenter og uden nogen international retsorden. Aron kunne ligefrem definere international politik som den sociale sfære, hvor adgangen til vold er både legal og legitim. Som sådan er han en af det 20. århundredes store realister, nævnes fx. som et af Kissingers forbilleder og spillede også selv en rolle som rådgiver i fransk politik. Men som den foreliggende artikelsamling illustrerer, så er Arons variant af realismen pragmatisk, forsigtig og ikke uden idealistiske komponenter. (…)
Denne saken er forbeholdt våre abonnenter. Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
