At rejse manifesterer den forventning og forestillingsevne, som bor i os mennesker. Jeg pakker til Transsylvanien, hvor jeg skal være en lille uges tid og agere jurymedlem i den internationale filmkritiker-jury på Transilvania International Film Festival. Små, løsrevne forestillinger om Rumænien dukker op hos mig. Dracula naturligvis, og kommunismens fald, men også filmkunstens rumænske nybølge, som for alvor brød frem i 00’erne med værker som Hr. Lazarescus død (2005) og 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007).

I 00’erne bar den rumænske film præg af rå realisme, lange indstillinger, et dokumentarisk look og ofte lettere absurd eller sort humor. Senere så vi rumænske værker som Do Not Expect Too Much from the End of the World (2023), der havde en mere eksperimenterende, filmisk klang samt årets Cannes-vinder Fjord (2026) af rumænske Cristian Mungiu, der forenede det realistiske med stor moralsk kompleksitet. Ordet expect bliver siddende i mig. Hvad er det, vi forventer af et sted, og hvordan er det, at vores forventninger også guider vores blik, selv når vi møder det, som skyder forventningen ned?
(…)