Om dagen blander Enzo mørtel, skærer fliser og forsøger at bygge et murværk, der bare nogenlunde kan stå oprejst. Hændernes hud krakelerer, sår og rifter er en plage. Om eftermiddagen tager han hjem til huset på bakken. Efter en tur i poolen er hændernes svigen kun taget til, men måske en nænsom massage fra den opmærksomme mor kan lindre?

Enzo er en film, der trives i kontrasterne. Faktisk er hele grundideen i filmen en afsøgning af de åbenlyse kontraster, der umiddelbart findes mellem mennesker og som skaber nogle skel, vi historisk og kulturelt sætter op. Enzo er derved mest af alt en film om klasse. En film om dem og os. (…)