Filosoffen Adorno var en af de første til at fremføre påstanden om, at Auschwitz er den højeste test for tanken og politikkens integritet. I praksis betyder dette at tanken må lægge sine kort på bordet og imødekomme de krav der stilles af sådanne ekstreme begivenheder. Men tanken kan naturligvis aldrig imødekomme sådanne krav og den må aldrig hævde at den gør det. Men kan vi midt i konfrontation med babariet, f.eks med Auschwitz bekræfte humanismen og politikkens krise ved at vende krisen mod os selv og gøre den konstitutiv for en kollektiv frihedspraksis? Forfattere som Agamben og Deleuze har med udgangspunkt i Primo Levis forfatterskab gjort ideen om skammen til en forskningsstrategi for at tænke, for at skrive idet, skammen er det der tvinger filosofien til at blive politisk. Man er her oppe imod store kræfter eftersom enhver voldsom lidenskab uværligt vil stå i dommens og tribunalets sted. De store lidenskaber inderliggør affekterne og gør dem hurtigt til vage følelser, der derefter kan bruges til at dominere andre. I stedet for at redegøre for bødlens grusomhed og (for)dømme dem i sandhedens, i retfærdighedens og i frihedens navn, forsøger Levi i sine fortællinger at komme til større forståelse af de affekter der karakteriserer følelsen af «skam». Det er Levis afvisning af moralismens fristelse der er så vital og netop ved at bekræfte krisen som krise, undgår han at gøre barbariet, herunder Auschwitz, til en omsættelig, konsumeret følelse, til noget vi kan møde med en nyttig reaktion. På trods af sit selvmord er Levi den multitude der i tankens anstrengelse bekræfter krisens momentum. I en tid hvor der ikke er udsigt til substantielle politiske og sociale fællesskaber er krisen permanent men den er også den immaterielle arbejders chance, dvs. både tanken og det civile livs chance: Forfatteren eller det tænkende menneskes følelse af ikke at være hjemme i verden bliver det chok der bevæger tanken, det som er tankens kraft. Krisen bliver vendt mod ham selv på en skabende måde der gør hans bøger om Auschwitz til et våben. Levi viser at der midt i krisen er en kraft der får os til at tænke, skammen er trumfkortet men målet er at gøre livet politisk uden at reducere det.1 Levis meditation over skammen er en måde at intensivere krisen på og forfatteren bliver her selv vidne fordi han har set noget der er for stort, for grusomt, noget der overstiger hans erfaring. Den skamfulde vender tilbage med røde øjne, men dette er også tankens øje, for man tænker ikke uden at være blevet noget andet, som Deleuze skriver. Vi ved fra starten af, at det præcis er en række begreber Levi ønskede at producere, fordi han tilbyder sine erindringer ikke for «at formulere nye beskyldninger» men snarere for at «fremlægge et vidnesbyrd til brug for en besindig undersøgelse af visse aspekter af den menneskelige natur».2 Skammen bliver en grænsetest for mennesket. Levis forfærdelige oplevelser fik ham til at konkludere, at kun mennesket føler skam, kun mennesket kan handle skændigt, eller hvad mere er, det er kun mennesket der kan dømmes af mennesket. Koncentrationslejrene adskilte menneskene fra sig selv og reducerede dem udelukkende til en nøgen overlevelsesadfærd, der i Levis øjne ikke kan analyseres, endnu mindre dømmes udfra kriterier fastsat udenfor lejrene selv. Derfor bliver hans meditation om skammen så vital, eftersom den
