Det der gør det personlige politisk

På Københavns filmfestival er filmen Ghost of Cité Soleil én af disse hvor en instruktør optændt af passion har sat livet på spil for at belyse en verden. Film giver os ikke det vi begærer, men lærer os hvordan vi kan begære. Begæret af verdens sår. Og begæret er også tema i Slavoj Zizek film der han tager os med på en fascinerende tour de force i A perverts guide to cinema. Vi får af vide at film ikke giver os det vi begærer, men at den lærer os hvordan vi kan begære.

At sætte virkeligheden sammen

Dokumentarfilmfestivalen CPHDOX i København har på bare fire år vokset sig til en af Europas store festivaler. Filmen er et led i et internationalt projekt, et oplysningsprojekt, hvor filmfolk er seriøse, researchbaserede mennesker der deltager i en demokratisk samtale. Problemet med den vanlige journalistik er at man ikke kan se og mærke at den har fat i virkeligheden, den er præget af fremmedgørelse, ofte resigneret foragt, og i værste fald kynisme og ligegyldighed. Den traditionelle journalistik får simpelthen ikke fat i virkeligheden.

En global designrevolution

Det som tidligere blev formidlet gennem demokratiske reformer, politiske og menneskelige fællesskaber, «formidles» i dag via kapitalismens globale vareproduktion, det være identitet, livsstil, holdninger, interesser, koder, spisevaner, udseende, måder at føle og tænke på. Design er i dag et begreb af både filosofisk, økonomisk og politisk herunder global karakter. I dag er design blevet et begreb for en måde at manufakturere verdener og sjæle på. Vi investerer i udtryksmaskiner mere end vi investerer i arbejde. Design er en opfindsom produktion af mulige verdener.

Skammens etik

Filosoffen Adorno var en af de første til at fremføre påstanden om, at Auschwitz er den højeste test for tanken og politikkens integritet. I praksis betyder dette at tanken må lægge sine kort på bordet og imødekomme de krav der stilles af sådanne ekstreme begivenheder. Men tanken kan naturligvis aldrig imødekomme sådanne krav og den må aldrig hævde at den gør det. Men kan vi midt i konfrontation med babariet, f.eks med Auschwitz bekræfte humanismen og politikkens krise ved at vende krisen mod os selv og gøre den konstitutiv for en kollektiv frihedspraksis? Forfattere som Agamben og Deleuze har med

Den nye biopolitiske kunst

Billedkunst: Når mennesket som levende væsen og som politisk subjekt smelter sammen, bliver også kunsten biopolitisk. Et sådan kunst bliver et forsvar for kunsten som etik. Det er en etisk-æstetisk subjektiveringsproces der virker som modstand – ikke kamikazeaktivisten. «Hvad er relationen mellem menneskets kamp og kunstværket? Dette er for mig den mest krævende og gådefulde relation. Det er præcis hvad Paul Klee ønskede at sige da han skrev: «Du ved, det er folket der mangler». […]Der gives intet kunstværk der ikke appellerer til et folk der endnu ikke eksisterer.» 1Den franske filosof Michel Foucault skabte begrebet «biomagt» for den magt